Færgefolkene på Déynáir-ruten lægger aldrig til ved slotsbredden. De siger at floden ikke kan lide at blive krydset af noget, der ikke selv har valgt det.

En færgemands logbog, Déynáirs bibliotek

Kapitel 2

Vogteren

Jeg lagde mobilen på stamtræet.

Den lå midt på arket, sort og stille, så kun det sidste d i Godrand stak frem under kanten. Der var fire numre i den: Hanne, kontoret på Fjordly, skolen og min sagsbehandler. Den kunne alligevel ikke tåle at blive våd. Det var den grund jeg gav mig selv.

Radiatoren under vinduet tikkede. Nede fra køkkenet kom lugten af kogte kartofler og stegt løg op ad trappen, og fra den nye fløj kunne jeg høre fjernsynet og to af de små der skændtes om fjernbetjeningen. Jeg tog tasken over skulderen og gik ned ad trappen, og ingen kiggede op.

Ude på gårdspladsen var gruset frosset fast. Jeg trak cyklen ud af skuret, og kæden raslede, da jeg trillede den hen over gården. Lågen lukkede bag mig med et klik der var for lille til at betyde så meget. Tretten år, og lågen sagde bare klik.

Jeg vendte mig om.

Der var lys i køkkenvinduet, gult og varmt mod den blå skumring, og Hanne stod ved bordet og skrællede kartofler. Hun skrællede dem i en lang, ubrudt spiral, sådan som hun altid sagde man skulle. Hun så op. Hun så mig med tasken over skulderen og cyklen ved siden af mig på vejen ned mod fjorden, og hendes hænder blev stille.

Hun løftede den ene hånd. Kniven lå stadig i den anden.

Hun kom ikke ud.

Jeg stod med hænderne om styret og mærkede det i maven før jeg forstod det med hovedet. Hun spurgte ikke hvor jeg skulle hen. Hun bankede ikke på ruden. Hun stod bare og så på mig, som man ser på et tog der kører til tiden, og det var i det øjeblik jeg vidste at hun havde vidst det. Måske ikke hvornår. Men at den her aften ville komme.

Jeg løftede min egen hånd.

Så satte jeg mig på cyklen og kørte.

Vejen ud til Løverodde gik langs fjorden, et par kilometer, og jeg havde løbet den hver morgen så længe jeg kunne huske. Jeg havde aldrig cyklet den med alt hvad jeg ejede på ryggen.

Kulden lagde sig i lungerne for hvert åndedrag. Vandet slog mod stenene nedenfor i korte, tunge slag, og ovre på den anden side af fjorden blev husenes lys flere. Foran mig åbnede fjorden sig mod Lillebælt, og derude var mørket allerede begyndt.

Jeg havde ikke rigtig været nogen steder før. Én tur til København med klassen i ottende. Ellers Fjordly, skolen og vandet. Det var ikke det samme som at tage af sted alene. At gå ud ad en låge uden at nogen spurgte hvem der hentede mig på den anden side.

Ingen hentede mig. Den viden sad i mit bryst hele vejen, ikke som smerte, men som tyngde.

Løverodde var tom. Det var den altid i november. Caféen var lukket for vinteren, og legepladsen lå tom. Hybenbuskene stod sorte langs græsset med de sidste røde hyben på. Ovre på den anden side af vandet blinkede de røde lys på Skærbækværkets skorsten, langsomt, som et hjerte der var ved at falde i søvn.

Jeg stillede cyklen op ad caféens væg uden at låse den. Nogen ville finde den.

Badebroen gik langt ud i det mørke vand, og for enden af den sad der nogen.

Jeg lugtede ham, før jeg så ham ordentligt.

Det gav ingen mening. Det var november, og vinden kom fra vandet med tang og salt og kulde, men under det var der noget andet. Varm bark. Friskklippet græs. Noget der mindede om honning, men grønnere. Det lugtede af forår, og det kom fra en dreng for enden af en badebro i mørket.

Han sad sammenkrøbet på de våde planker med armene om knæene. Han havde en lang, mørk frakke på, der gik ham næsten til anklerne og så ud som om den var syet til en anden tid, og under den kun noget tyndt, lyst stof der blafrede i vinden. Hans hår var langt og lyst og blæste ind i ansigtet på ham, og han rystede så meget at jeg kunne høre hans tænder.

Da han hørte mine skridt på plankerne, sprang han op så hurtigt at en bunke papirer gled ud af hans hænder. Han greb ud efter dem. To blev reddet. Et tredje fløj, og jeg trådte på det, før det nåede kanten.

"Tak," sagde han. "Tusind tak. Undskyld. Er De herfra?"

"De?" sagde jeg.

"Er det forkert?" Han så bekymret ud. "Det står sådan i bogen."

Jeg samlede papiret op. Det lignede en billet, men bogstaverne på den bevægede sig. De skiftede form, mens jeg kiggede, som om teksten langsomt besluttede sig for hvad den ville sige. På ét sekund stod der Ahra Retonk. Så stod der noget andet, med bogstaver jeg ikke kendte. Så stod der Borgsted Banke.

Jeg stirrede.

Han tog billetten tilbage uden at bemærke at jeg havde glemt at slippe den det første halve sekund. "Jeg skal derhen," sagde han og pegede på ordene, som om de stod stille. "Til Borgsted Banke. I aften. Jeg har opholdt mig i Kolding hele eftermiddagen, og jeg har taget en bus der kørte den forkerte vej rundt om hele fjorden, og en kone ved et busstoppested sagde at det lå i skoven bag Løverodde, og så gik jeg herud, og så blev det mørkt." Han trak vejret. "Jeg forsøgte at købe en varm drik hos en høker inde i byen. Manden ville ikke have mine penge. Han sagde det var legetøj." Han rodede i frakkelommen og holdt en mønt op mod det sidste lys. Den var sølvblank og tyk, med et tegn jeg ikke kendte. "Det er en sølvtalent," sagde han, krænket. "Det er mange penge."

"Ikke her," sagde jeg.

"Nej. Det har jeg forstået." Han stak mønten tilbage. "Man burde ikke skulle gøre det her alene. Det skulle jeg heller ikke. Jeg skulle have krydset ved en af de store overgange med en masse andre, men Kalmin byttede min billet i sidste øjeblik, jeg aner ikke hvorfor."

"Hvem er Kalmin?"

"Min storebror. Den ældste. Han arbejder for Rådet." Han sagde det, som om det forklarede alt, og så, da han så mit ansigt, som om det ikke forklarede noget som helst. "Det er en tradition i min familie. Før Déynáir skal man en uge over til jeres side og se den verden, man ikke skal leve i. Min bedstemor siger at det gør en ydmyg." Han slog armene om sig selv. "Jeg har nu været her i en uge. Jeg er mest blevet kold."

Han kiggede på tasken på min ryg og så op på mig, og noget i hans ansigt slappede af.

"Du skal også derhen," sagde han. Det var ikke et spørgsmål.

Jeg nikkede.

Så smilede han, og det var den slags smil der bruger hele ansigtet, ikke bare munden, den slags der rynker næsen og løfter kinderne og gør øjnene mindre, og det var det ufrivillige ved det der ramte mig: han mente det. Det var ikke et smil man lavede fordi man skulle. Det var et smil der havde besluttet sig for at eksistere.

"Ahra," sagde han og rakte hånden frem. Den var iskold. "Ahra Retonk."

"Chris."

"Bare Chris?"

Jeg tænkte på brevet i inderlommen og ordet uden på kuverten. Jeg tænkte på stamtræet derhjemme med mobilen ovenpå og på Hannes hånd i vinduet.

Jeg svarede ikke.

I stedet tog jeg tasken af og lynede den op. Hættetrøjen lå øverst, grå og fnugget og to størrelser for stor, fordi den var fra genbrugen. Jeg rakte ham den.

Ahra så på den, som om jeg havde rakt ham noget han ikke kendte navnet på.

"Tag den nu," sagde jeg. "Du ryster."

Han tog frakken af med stive fingre og trak hættetrøjen over hovedet og frakken på igen udenpå, og så stod han der med ærmerne ned over hænderne og så pludselig meget yngre ud.

"Tak," sagde han stille. Det var det første han havde sagt der var kort.

Vi gik sydpå langs kysten, ind i Stenderup Nørreskov.

Det var mørkt nu. Bøgestammerne stod grå og glatte på begge sider af stien, og bladene lå tykke og våde under fødderne og lugtede af jord og af noget sødt der var ved at rådne. Nedenfor os slog Lillebælt mod stenene, og vi kunne høre det hele vejen, men ikke se det. Jeg kendte stien. Jeg havde løbet den så mange gange at mine fødder vidste hvor rødderne lå, og jeg gik forrest med Ahra lige bag mig og hans hånd knyttet om et stykke af min jakke.

"Jeg kunne lave lys," sagde han efter et stykke tid. Han holdt den anden hånd op foran sig i mørket, som om den kløede. "Men det må man ikke herovre."

Jeg tænkte på mobilen på mit skrivebord og på lommelygten i den. Jeg sagde ingenting.

Ahra talte hele vejen. Han talte om sine brødre, der begge havde gået på Déynáir, og om sin bedstemor, der var den strengeste lærer i hele Anglien og strikkede til alle i familien, om de ville det eller ej. Han talte om bussen ("Den lugtede af våde hunde, og der var ingen hunde") og om manden i butikken og om fodgængerfeltet i Kolding, hvor han havde stået i ti minutter, fordi han ikke vidste at man skulle trykke på knappen. Han talte som en flod der ikke kunne stoppe, og det eneste man skulle gøre, var at gå ved siden af og lade ham løbe.

Det mærkelige var at det ikke var irriterende. Det var befriende at gå i mørket foran et menneske der sagde alt det han tænkte, når man selv altid holdt alt det man tænkte inde.

Han snublede over en rod. Jeg mærkede rykket i jakken og stod stille, indtil han havde fået fødderne under sig igen.

"Du er god til det her," sagde han.

"Jeg løber her."

"I mørke?"

"Om morgenen er det også mørkt."

Han tænkte over det. "På den anden side," sagde han, "er det mig der ved hvor man skal gå." Han sagde det, som om han lovede noget.

Først kom graven.

Den skar sig gennem skovbunden foran os, bred og dyb, og vi måtte glide ned ad den ene side og kravle op ad den anden med hænderne i de våde blade. Ahra mistede den ene sko halvvejs og fandt den igen med et lille, opgivende suk. Så rejste banken sig foran os, høj og mørk, dækket af bregner der var visnet til brune, krøllede skeletter og raslede når vi gik igennem dem. Ovre ved bålpladsen stod bordet og grillen, tomme og kolde.

Men der var ild.

Oppe på toppen af banken, i det nordvestlige hjørne, hvor der ifølge Søren engang havde stået et rundt tårn, brændte et lille bål. Det var ikke større end to hænder lagt sammen, og det knitrede næsten ikke. Ved siden af det, på en sten, sad en gammel kvinde i badekåbe.

Hun havde bare ankler og et par slidte træsko, og hendes grå hår var sat op i en stram knude. Badekåben var hvid og tyk, sådan en man har på efter en sauna, og den passede lige så dårligt i en skov i november som hun selv.

Jeg mærkede duften, da vi kom tættere på. Svag, næsten ikke til at opfange under bålrøgen og de våde bregner. Den mindede om sollys på gammel sten, hvis sollys kunne have en duft. Den hørte ikke hjemme i november. Den hørte ikke hjemme nogen steder jeg havde været.

Ahra trådte frem først. Han rakte hende sin billet med begge hænder, sådan som man rækker noget til en der er meget ældre end en selv. Hun tog den uden at sige noget og holdt den op mod ilden. Bogstaverne bevægede sig. Hun nikkede og gav den tilbage.

Så kiggede hun på mig.

Jeg tog brevet frem fra inderlommen. Mine fingre var stive, og papiret raslede, da jeg foldede det ud. Hun tog det og læste det, og hun læste det længe. Længere end der stod. Ilden kastede et rødt skær hen over arket, og mens jeg så på det, begyndte bogstaverne i mit navn at bevæge sig. De gled ud af deres form og ind i en anden, som skrift man ikke kunne læse, og så tilbage igen. Godrand. Noget andet. Godrand.

Hun foldede brevet sammen og gav mig det tilbage. Så så hun op på mig med øjne der var helt lyse i bålskæret.

"Navn?" sagde hun.

Ahra stod ved siden af mig. Jeg kunne mærke ham vente.

"Chris Godrand," sagde jeg.

Ordene forlod min mund og hang i luften over den lille ild, og de var tungere end to ord burde være. Min tunge havde formet bogstaverne for første gang, og de smagte af noget. Ikke kobber. Ikke salt. Noget ældre. Noget der havde ventet på at blive sagt.

Det var første gang jeg havde sagt det højt.

Det føltes som at være nogen.

Den gamle kvinde nikkede, som om det var det svar hun havde ventet, og lagde en kvist på ilden.

"Lyset går nu," sagde hun.

Kystskrænten faldt stejlt ned mod stranden på den anden side af banken. Vi gik ned den på hælene og med hænderne bag os, gennem ler og grene og frossent græs, og stenene nederst var glatte af tang. Lillebælt lå sort og bredt foran os med en smal, grå stribe over sig, hvor himlen endnu ikke havde givet op.

Nede på stenene vred Ahra sin frakke fri af en gren og så op mod det lille skær oppe på banken. "Hun er vogteren," sagde han lavt. "Der sidder en ved hver overgang. Der findes syvogtredive, og Rådet fører tilsyn med dem alle, og hver eneste ligger ved et minde fra oldtiden. En høj, en dysse, en vold som denne." Han tog et forsigtigt skridt mod vandet. "Folk fra jeres side ser hende ikke. De går lige forbi. Uden dit brev havde du kun set bregner. Det er din passérseddel." Jeg tænkte på alle de morgener jeg havde løbet forbi banken, og at der aldrig havde været nogen.

Jeg gik ud i vandet med tøjet på.

Det var ikke koldere end om morgenen. Det var bare anderledes at gøre det i jakke og bukser, med tasken på ryggen og sko på fødderne. Vandet trængte ind gennem stoffet, til knæene, til hoften. Ahra gik ved siden af mig og gispede ved hvert skridt, og hans frakke flød ud omkring ham som en mørk blomst.

Til brystet.

Jeg gyste ikke. Det havde jeg aldrig gjort. Mine hænder ledte efter noget under vandet, af sig selv, efter jerntrinnet, efter stigen, og der var ingenting. Kun vand og mørke og bunden der var blød og kold under skoene.

Slip.

Jeg gjorde mig klar til at svømme. Det var det mine arme ville. Det var det de altid ville.

"Lad være med at svømme," sagde Ahra ved siden af mig. Hans tænder klaprede, men hans stemme var helt rolig, som om det her var det eneste han var sikker på i hele normalverdenen. "Bare slip."

Jeg trak vejret ind. Så løftede jeg fødderne fra bunden og lod være med at gøre noget som helst.

Jeg sank.

Det var som at dykke ned under is. Kulden holdt op med at være kulde. Den blev til noget andet, et tryk, et tæppe, en hånd der lukkede sig om hele mig på én gang. Mine ører smertede, som når man dykker for dybt, og så var der en lyd, langt borte og helt tæt på, som om noget meget stort revnede. Jeg smagte kobber og salt i munden.

Og så blev der sort.

I mørket var jeg ikke noget. Jeg havde ingen krop at mærke kulden med. Jeg havde ingen øjne til ikke at kunne se. Jeg havde ingen tanker, ikke rigtigt, kun en slags vag visshed om at jeg eksisterede et sted, og at det sted ikke var der hvor jeg plejede at eksistere.

Jeg kom op med et gisp, og det første der kom tilbage, var lyden.

Stemmer, mange, på et sprog jeg aldrig havde hørt, og jeg forstod hvert ord. "Pas på trinnet." "Har nogen set min mor?" "Nej, Piru. Nej." Vand der løb. En snerren der var for dyb til at være en almindelig kat. Og under det hele en dyb, rolig brummen der føltes som om den vibrerede i stenen selv.

Jeg stod til livet i et bassin af sort sten. Over mig rejste en hvælving sig, så høj at jeg måtte lægge hovedet tilbage, og i holdere langs væggene brændte fakler med et blåligt skær. Luften var tør og varm, som om nogen havde fyret op i en pejs et sted tæt på, og den duftede af noget jeg aldrig havde indåndet før. Noget metallisk, men det var ikke metal. En slags duft af varmt kobber og nyfaldet regn og ild.

Jeg dryppede. Vandet løb ud af ærmerne og ud af tasken og ned ad ryggen på mig. Jeg stak hånden i inderlommen. Brevet var tørt.

Ved kanten af bassinet stod en kvinde i en lang grøn kappe og kæmpede med en kat der var på størrelse med en schæferhund. Katten havde orange øjne og en hale så lang at den fejede en lille hvirvel af vanddråber op efter sig, og kvinden talte til den som til et barn. "Nej, Piru. Vi skal ikke den vej. Piru."

Lidt længere henne stod en ældre mand med en ravn på skulderen. Ravnen kiggede direkte på mig og vurderede mig, og jeg trådte instinktivt et halvt skridt tilbage i vandet. Manden selv bemærkede mig ikke.

Ved siden af mig kom Ahra op og hostede. Hans hår klistrede til ansigtet, og min hættetrøje hang tung og mørk under frakken. Han tørrede øjnene med ærmet og så sig omkring, og hans skuldre sank ned fra ørerne.

"Fontéhallen," sagde han, som om det forklarede alt.

Han lød ikke længere som en bog. Han lød som en dreng.

Han kravlede op over kanten og hev mig efter sig, og så slog han tasken af ryggen og lynede den op. Den var våd udenpå, men indeni var den tør. Han trak noget gråt og tykt op og holdt det frem mod mig.

Det var en uldtrøje. Hjemmestrikket, med snoninger ned ad forstykket og en lille stoppet plet ved det ene ærme.

"Min bedstemors," sagde han. "Hun strikker til alle. Den er alt for stor til mig." Han holdt den lidt højere, da jeg ikke tog den. "Tag den nu. Du drypper."

Jeg trak den våde jakke af og trøjen over hovedet. Den var varm, som om den havde ligget foran en ild hele dagen, og den lugtede af uld og af et hus jeg aldrig havde været i.

Jeg havde gået i tøj fra genbrugen hele mit liv. Det var første gang nogen havde givet mig noget de selv havde fået.

Ahra så på mig med vand dryppende fra næsetippen og smilede med hele ansigtet.

"Kom," sagde han. "Herfra er det mig der ved hvor man skal gå."