Tuerier-patruljerne i Tés Aváirs tredje distrikt rapporterer en stigning i uautoriseret magi-brug på 340% de seneste tre måneder. Kaptajnerne i området hævder at det er normalt. Det er det ikke.

Intern rapport til Tuerier-kommandoen, december

Kapitel 21

Retia går

Det var Retias idé.

Ikke den impulsive slags idé Ahra ville have haft, den der kommer ud af munden inden hjernen har tjekket den. Retias idé var den anden slags: den der har ligget og modnet i stilhed i uger, til den er hård og blank og uundgåelig.

"Jeg vil finde ham," sagde hun. Det var en fredag aften i Førsteårsstuen. Pejsen brændte lavt og knitrede svagt, og luften lugtede af bøgetræ og den te Ahra altid bryggede om aftenen, en slags urteblanding hans bedstemor sendte ham der duftede af kamille og noget sødere jeg ikke kendte. Vi havde ventet til de andre var gået op, og nu var det bare os tre og vores Amícûs og den orange glød fra ilden. Ahras duft af varm bark og honning blandede sig med teen og røgen, og det var den lugt jeg var begyndt at forbinde med tryghed: de aftener hvor det bare var os. "Ikke vente på at Cajis ser ham igen. Ikke håbe. Finde."

Ahra satte sin kop ned på armlænet. For hårdt. Teen skvulpede over kanten og løb ned ad stolen, og han tørrede det op med sit ærme uden at kigge ned. Han kiggede på mig. Jeg kiggede på Retia.

"Hvordan?" sagde jeg.

"Cajis så ham ved havnen. Vi starter der." Hendes fingre lå fladt på armlænet, og de rørte sig ikke. Retia der ikke rørte sig var Retia der havde besluttet sig. "I morgen. Jeg har søgt om lov til en dag i Tés Aváir. Du kommer med."

Det var heller ikke et spørgsmål. Og hun havde søgt om lov til sig selv. Det tænkte jeg først på bagefter.

"Mig?" sagde Ahra.

"Ikke dig. Chris." Hun kiggede på Ahra. "Hvis vi alle tre tager af sted, lægger folk mærke til det. Og vi ved ikke hvem der lægger mærke til hvad her."

Ahra åbnede munden for at protestere, men noget i Retias blik fik ham til at lukke den igen. Han kiggede ned i sin tekop og nikkede.

"Vær forsigtige," sagde han.

Før vi gik op, fortalte jeg dem det jeg ikke havde fortalt. Om Surain i nichen i væggen. Om lysningen og floden, og at han ville træne mig, hver gang han kom. Han havde sagt at jeg skulle fortælle det til mine venner, og jeg havde ventet i to dage.

Ahra kiggede på mig over kanten af sin kop. "Hvorfor sagde du det ikke før?"

Jeg åbnede munden. Jeg ville sige at jeg havde haft brug for at have det for mig selv lidt. At det var mit. At der var grunde. Og så hørte jeg hvordan det ville lyde: som Edrin, som Kalmin, som Hanne. Som alle de voksne jeg var vred på.

Jeg lukkede munden igen. Om bjerget og det Arcanus havde sagt om min far, sagde jeg stadig ingenting. Jeg lagde mærke til det, og jeg gjorde det alligevel.

Retia sagde ingenting. Hun kiggede bare på mig og nikkede, som om hun havde fået et svar alligevel. Ahra drak sin te. Ilden faldt sammen i pejsen med en lille, sukkende lyd.

Da jeg stod op i mørket, rørte Nihil sig i den anden seng. Han sagde ingenting.

Vi tog den tidlige færge lørdag morgen. Klokken var syv, og solen var endnu ikke oppe, og kajen var næsten tom. Vi stod på dækket, bare os to, og færgen vuggede langsomt ud fra kysten. Retias duft var stærkere i morgenkulden, saltvind og vilde roser, og den blandede sig med havluften.

Vi sagde ikke meget undervejs. Retia stod ved rælingen og kiggede mod horisonten med den fokuserede stilhed hun altid havde inden hun skulle gøre noget svært. Jeg stod ved siden af hende med hænderne viklet rundt om en kop varm te fra færgens lille bod, og dampens varme snoede sig op mod mit ansigt.

"Er du bange?" sagde jeg.

"Nej," sagde hun. Pause. "Jo. Men ikke for ham. For hvad jeg finder ud af."

Det var den ærligste ting hun havde sagt om sin far. Ikke at hun var bange for manden. At hun var bange for sandheden. Og det kendte jeg. Det kendte jeg bedre end de fleste.

December var kommet til Tés Aváir. Byen lå under en lav, grå himmel der truede med sne men ikke leverede, og vinden fra havet var kold og rå og bar en lugt af salt og tang og noget metallisk der mindede om den Dherak-lugt passagerne altid havde, bare udendørs, spredt ud over hele byen.

Gaderne var halvtomme. Det var for koldt til at gå ud uden grund, og de mennesker der var ude gik hurtigt, med kapper trukket tæt og hætter oppe og ansigter bøjet ned mod vinden. Boderne på kajen var lukkede, og de blomster der havde stået i krukker sidst vi var her var erstattet af tomme potter med visne stængler.

Vi gik ned mod havnen. Retia gik foran med hurtige, bestemte skridt, og hendes kappe blafrede i vinden, og Fulmen sad på hendes skulder med sine fjer strittende i kulden. Jeg gik bag hende med Alôpex i min hætte og mine hænder dybt i mine lommer.

Havnen var en bred kaj af sort sten med trossepæle af jern og en lugt af tjære og salt vand og fisk. Bådene lå fortøjede og vuggede langsomt, og vandoverfladen var mørk og urolig, og lyden af bølger der slog mod kajkanten var hul og rytmisk.

"Her," sagde Retia og stoppede. "Cajis sagde det var her."

Vi stod stille og kiggede. Havnen var næsten tom. Et par fiskere arbejdede på en båd et stykke nede ad kajen, med ru hænder og vejrbidte ansigter. En kvinde gik forbi med en kurv fisk og kiggede ikke på os.

Vi ventede. Kulden krøb ind langsomt, det første kvarter igennem støvlerne, det næste kvarter igennem bukserne, det tredje kvarter igennem kappens stof. Mine fødder blev følelsesløse først, så mine fingre, så mine øretipper. Jeg trak hætten op og stoppede hænderne ind under armene og stampede med fødderne mod brostenene med mellemrum, og lyden var hul og ensom i den tomme havn.

Retia stod fuldstændig stille hele tiden. To timer. Hendes øjne var rettet mod gaderne der førte ned til havnen, og hun rørte sig ikke, og hun klagede ikke. Hendes krop var oprejst og ubevægelig, og der var noget i den ubevægelighed der mindede mig om den disciplin jeg selv havde fundet i det kolde vand: evnen til at lade kulden være der uden at kæmpe imod den. Jeg havde lært hende at stå i floden. Det her havde hun ikke lært af mig. Det havde siddet i hende hele tiden.

En fiskerbåd vendte tilbage og lagde til ved kajen med lyden af trosser der blev kastet og træ der gned mod sten. Fiskerne hev net ind der var tunge af fangst og is, og duften af fisk og salt og koldt hav drev over mod os. En måge skreg. En anden svarede.

"Retia," sagde jeg efter to timer. "Han kommer ikke."

"Vent."

"Det er december. Det er koldt. Vi har stået her i..."

"Vent."

Jeg ventede.

Han kom ikke. Men noget andet skete.

En mand gik forbi os på kajen.

Han kom fra den gade der førte ned mod tredje distrikt, og han gik med den slags skridt der hverken er for hurtige eller for langsomme, den slags skridt man bevidst holder neutrale. Middelhøj. Brun kappe. Hætten oppe. Hænderne i lommerne. Ingenting bemærkelsesværdigt. Ingenting overhovedet.

Men da han passerede os, skete der to ting. Den første var at hans hoved drejede en centimeter mod Retia, og hans skridt stoppede et splitsekund, et halvt skridt der blev forkortet og rettet igen, så kort at man kun bemærkede det hvis man havde brugt hele sit liv på at observere hvordan mennesker bevæger sig.

Jeg havde brugt hele mit liv på det.

Den anden ting var hans duft. Den ramte mig.

Brændt træ. Aske. Noget bittert. Den samme duft som Drax i dyrebutikken. Den samme grundtone. Ikke identisk, men fra den samme familie, den samme verden, den samme slags mørke.

"Retia," hviskede jeg. "Manden der lige gik forbi. Han kiggede på dig."

Retia vendte sig. Manden var allerede tyve meter væk og gik mod en sidegade. Hans skridt var for kontrollerede. Han gik ikke tilfældigt. Han gik væk.

"Fulmen," sagde Retia lavt. Falken lettede fra hendes skulder og fløj lydløst ud over kajen, højt nok til at manden ikke ville bemærke den, lavt nok til at holde øje.

Vi ventede. Fulmen kredsede. Og fem minutter senere vendte den tilbage og satte sig på Retias arm, og Retia lukkede øjnene og lyttede til det falken havde set.

Da hun åbnede øjnene, var hendes ansigt hvidt.

"Han gik ind i en bygning. Tredje distrikt. Der var to mænd udenfor der holdt vagt." Hendes stemme var flad. Kontrolleret. "Og på døren var der et symbol. En ring med et sværd igennem."

"Hvad er det?"

"Min fars signaturmærke," sagde Retia. Hendes fingre knyttede sig ved hendes side, langsomt og hårdt, og hun holdt knytnaverne i tre sekunder inden hun slap dem igen. Hendes kæbe arbejdede som om hun tyggede på noget der ikke var mad. "Han bruger det på sine breve. Ringen med sværdet og et N. Niram." Hun sagde navnet som om det var en sten hun havde haft i munden for længe. "Eller, han plejede at bruge det. Inden han holdt op med at sende breve."

Vi stod stille på kajen. Vinden ruskede i vores kapper og trak i Retias hår. Bølgerne slog mod stenene med den hule, monotone lyd vand laver mod sten om vinteren, tungere og langsommere end om sommeren. En fiskerbåd klingrede med sin klokke et sted ude i havnen.

"Han ved at jeg er her," sagde Retia. Hendes stemme var ikke bange. Den var vred. Men det var ikke den slags vrede der eksploderer. Det var den slags der fryser. Den der sætter sig i kæben og i hænderne og i de skuldre der går op og bliver der, og som ikke forsvinder igen bare fordi man vil have det til det. "Min egen far sender folk til at holde øje med mig. I stedet for at komme hjem og sætte sig ved bordet og spise med os."

Hendes øjne var blanke, men tårerne blev hvor de var. Retia græd ikke. Retia nægtede at græde over en mand der ikke var til stede. Det var hendes styrke og hendes sår, og de var den samme ting.

"Retia," sagde jeg.

"Lad os gå," sagde hun. "Jeg har set nok."

Hun vendte sig og gik. Hendes skridt var hurtige og hårde og slog mod brostenene med en lyd der sagde at hun gik væk fra noget hun ikke kunne løbe fra.

Vi gik. Tilbage igennem de kolde gader, forbi de lukkede butikker, forbi Tuerier-patruljen der gik den modsatte vej med hurtige skridt. Retia gik hurtigt og sagde ingenting, og hendes skridt var skarpe mod brostenene, og der var noget i den måde hun gik der sagde at noget indeni hende var blevet hårdere i de sidste to timer.

På færgen hjem stod hun i stævnen og kiggede fremad mod Déynáir, og vinden rev i hendes hår, og hendes ansigt var stift og lukket.

"Tak for at du kom med," sagde hun uden at vende sig.

"Selvfølgelig."

"Jeg mener det. Tak for at du bare var der. Uden at prøve at gøre det bedre."

Jeg sagde ingenting. Jeg stod ved siden af hende og lod vinden tage vores stilhed og bære den ud over vandet. Déynáir dukkede op foran os, slottet tegnet op mod den grå vinterhimmel, og det så ud som det altid havde gjort, solidt og varmt og trygt, men jeg vidste nu at det ikke var alt det var. Under det var der passager der pegede mod et bjerg med noget forseglet inde i sig. Og bag den facade af trygge mure og varme pejse var der mennesker der holdt hemmeligheder der var store nok til at knuse familier.

Retia lænede sig en smule mod mig. Ikke hendes hånd denne gang. Hendes skulder. Bare en centimeters kontakt igennem to lag kappe. Men den var der.

"Vi finder ud af det hele," sagde jeg. "Alt det med din far. Alt det med min."

Hun sagde ingenting. Men hun nikkede. Og hendes skulder blev mod min, og vi stod sådan da færgen lagde til, og vi gik sådan i land, og vi gik sådan hele vejen op mod slottet i decembermørket.

Nihil sad på sin seng med en bog, da jeg kom ind på værelset. Lampen brændte, og hermelinens hvide snude stak frem fra hans ærme. Han kiggede ikke op.

"Haltora spurgte efter dig ved frokosten," sagde han. "Jeg sagde du var i biblioteket."

Det var første gang han havde løjet for min skyld. Jeg vidste ikke hvad man sagde til det, så jeg sagde tak. Han vendte en side.