Køkkenet bager hver torsdag tolv brød mere end skolen spiser. De lægges på trappen bag spisekammeret. Ingen har bedt om dem, og ingen har klaget over, at de er væk næste morgen.

Køkkenets husbog, noteret af en ny kokkepige

Kapitel 11

Razolní

Prof. Haltora stod ved slottets hoveddør og ventede på os. Han var den eneste. Klokken var tidlig aften, og resten af skolen sad i spisesalen, og hans ulv lå ved hans fødder med lukkede øjne. Græsset bag os var vådt af dug, og der kom en duft af stegt fisk ud gennem døren som fik min mave til at trække sig sammen.

"I er de første der er kommet tilbage," sagde han. Hans stemme var flad. Ikke imponeret. Ikke overrasket. Bare flad, og det var næsten mere skræmmende end noget andet.

"Ahra er såret," sagde Retia. "Hans ben."

Haltora kiggede ned på Ahras ben uden at ændre udtryk. Hans ulv rejste sig og snusede til biddet, roligt og metodisk, og Ahra trak benet til sig og lod være igen.

"Følg mig," sagde Haltora.

Han førte os til sygefløjen, et lyst rum med hvide senge og en lugt af urter og noget medicinsk jeg ikke kendte. En kvinde i en grøn kappe tog imod Ahra og lagde sine hænder på hans ben, og hendes hænder begyndte at lyse svagt grønt, og Ahra trak vejret hårdt ind men sagde ingenting.

"Det hele?" sagde Haltora til mig og Retia.

"Tre skriftruller," sagde Retia og lagde dem på bordet ved døren.

"Godt." Han kiggede på mig. De sorte øjne. Duften af jern og natteluft. "Godrand. Rektor vil tale med dig i morgen."

Så vendte han sig mod døren. "Jeres hold er kommet hjem," sagde han. "Så har øen sagt sit. Kom."

Han sagde ikke mere. Han gik bare, og ulven gik ved siden af ham uden lyd, og Retia og jeg kiggede på hinanden og fulgte efter.

Det var ikke vejen til gæstesovesalen. Vi gik op ad en bred trappe, så en smal, og hen ad en gang højt oppe under taget, hvor gulvet var af gamle brædder og luften var kold og tør og lugtede af kalk og af regn der havde ligget på tagstenene hele dagen. Langs gangen sad der døre med få meters mellemrum, alle ens, mørkt træ med jernhåndtag.

Haltora stoppede ved en dør og nikkede til Retia. Så gik han tre døre længere og nikkede til mig.

"Spis noget, når I har set det," sagde han. Og så var han væk ned ad gangen, og jeg stod alene foran en dør.

Rummet var lille. To senge, et smalt vindue over hver, to skabe og et bord med en lampe imellem. Væggene var hvidkalkede, så tykt at hjørnerne var runde. Gennem vinduet over den ene seng kunne jeg se bjerget, sort mod en himmel der stadig var lys i kanten.

Ved hovedgærdet på hver seng stod der et lille skilt af træ, malet med hvid skrift.

Jeg gik hen til det første.

Chris Godrand, Razolní.

Jeg kiggede på det i lang tid. Malingen var tør. Bogstaverne i mit navn var malet med en sikker, rolig hånd. Ordet efter kommaet var skrevet med noget andet, et blæk der var mørkere og lidt skævere, som om det var blevet skrevet senere og af en anden.

Mit navn. Og et ord der sagde hvor jeg hørte til, som ingen havde sagt højt.

Jeg kendte ikke engang ordet. Edrin havde nævnt linjerne i spisesalen, og Ahra havde sagt på skibet at øen bestemte alt, og jeg havde ikke spurgt.

Så gik jeg hen til det andet skilt.

Nihil Mathson.

Og efter navnet et komma og så ingenting. En tom plads på det hvide træ, lige så lang som mit eget ord.

"Det betyder dem der finder vej."

Retia stod i døren. Hun havde ikke banket. Hun havde Fulmen på skulderen og armene over kors og kiggede ikke på mig, men på skiltet.

"Razolní," sagde hun. "Det står på min seng også. Dem der finder vej, når der ikke er nogen."

"Hvordan ved øen det?"

"Det ved ingen." Hun trak på skuldrene. "Min mor siger at man ikke skal spørge en flod hvorfor den løber den vej."

Hun gik igen. Jeg hørte hendes skridt hen ad gangen, og en dør der lukkede, og så var der kun lyden af regnvand der dryppede fra en tagrende uden for vinduet.

Jeg satte mig på sengen. Alôpex hoppede op og lagde sig sammen til en hvid kugle på puden. Den kolde ring om mit håndled, den som stenløftet havde lagt der den første aften, sad hvor den plejede. Jeg drejede den med fingrene, selvom der ikke var noget at dreje.

Jeg kiggede på den tomme plads på Nihils skilt, til lyset i vinduet var helt væk.

Rektors dør var den samme dør som den første aften. Lys eg, glat, uden skilt.

Jeg stod foran den fredag formiddag med en klump i maven der ikke havde noget med morgenmaden at gøre. Gangen duftede af stearin og gammelt pergament, også herude, og maleriet af manden med de smalle hænder hang hvor det hang. Jeg kiggede ikke på det.

Jeg løftede hånden for at banke. Så lagde jeg den i stedet på håndtaget.

Døren ældedes under min hånd.

Ikke bare håndtaget denne gang. Det hele. Træet mørknede fra håndtaget og udad, som vand der breder sig i papir, og revnerne kom i årringene, og hængslerne blev grønne af bronze, og et sted oppe i døren dukkede et knasthul op hvor der ikke havde været noget. Det tog to sekunder. Bagefter stod jeg med hånden på en dør der var ældre end nogen dør jeg havde set, undtagen én. Den i banken. Min egen.

Den gik op, før jeg nåede at trykke.

Rektor Edrin sad i sin stol ved det lange bord. Katten sad på hans skulder og kiggede på døren og ikke på mig. Edrin kiggede også på døren. Han sagde ingenting om den.

"Sid ned, Chris."

Jeg satte mig på stolen overfor ham. Rummet duftede af det samme som gangen, og af det andet, det der kom fra ham: et rum nogen lige har forladt. Hans hænder lå foldet på bordet.

"Fortæl mig om øen."

Så jeg fortalte. Om mosset mod nord. Om kulden der kom ind i lysningen og trak ilden ned. Om Ahras ben og Scutum. Om Retia der fandt de gamle sten, en sti der ikke stod på kortet, og om barrieren og Defluo. Jeg fortalte at jeg havde været væk i ti sekunder.

Jeg fortalte ikke hvor.

Jeg fortalte ikke om hulen med de sorte vægge, eller fodsporene i støvet, eller tjørnekransen der var varm under mine fingre. Det lå i min mund hele tiden mens jeg talte, og jeg lod det ligge.

Edrin lyttede uden at afbryde. Da jeg var færdig, sad han et øjeblik og kiggede på mig, og hans tommelfinger bevægede sig langsomt hen over knoerne på den anden hånd.

"Var der mere?" sagde han.

"Nej," sagde jeg.

Det var første gang jeg sagde nej til en voksen og vidste at det var løgn. Ikke en lille løgn om lektier. Det var at holde en dør lukket med vilje. Og jeg mærkede det i kroppen, i nakken og i hænderne der lå i mit skød, og jeg vidste præcis hvad det var, fordi alle havde gjort det mod mig i femten år.

Edrin nikkede langsomt.

"Ingen her vil bede dig fortælle noget du ikke vil," sagde han.

Han sagde det til mig. Men han kiggede ikke på mig, mens han sagde det. Han kiggede ned på sine egne hænder på bordet, og det lød ikke som en sætning han havde tænkt på lige nu. Det lød som en sætning han havde sagt mange gange. Til sig selv.

"Tak, Rektor Edrin."

"Gå ned og find dine venner."

Da jeg lukkede døren bag mig, var den lys og glat og ny igen. Jeg stod længe med ryggen mod den og mærkede træet køligt gennem trøjen.

Resten af ugen ventede vi på de andre hold.

De kom tilbage en ad gangen, i grupper af tre, ridsede og udmattede og tavse. En dreng havde brækket sin arm og blev støttet ind af sine to holdkammerater, den ene med kort, rødt hår der hed Torin, og Torin sagde hele vejen op ad trappen at det var okay, det var okay, selvom ingen havde spurgt. En pige med sort hår i en stram fletning kom alene og gik forbi os uden at se på nogen. Hendes to holdkammerater kom en halv time senere, og de tre talte ikke sammen. Et hold kom så stille ind at jeg først så dem midt på gulvet: en pige med hår der næsten var hvidt, og to andre, og de gik op ad en trappe i hjørnet af hallen som jeg aldrig havde lagt mærke til, og som jeg ikke kunne finde igen bagefter.

Om morgenen stod der et nyt tal på tavlen ved døren til Førsteårsstuen. Floden: 102 m. Floden: 100 m. Hver dag lidt mindre. Jeg begyndte at gå forbi tavlen for at se den, før jeg gik ned til morgenmad.

Og hver aften, når jeg kom op på værelset, kiggede jeg på skiltet ved den anden seng. Nihil Mathson. Komma. Ingenting.

Den anden aften opdagede jeg at jeg håbede de klarede det. Jeg havde talt med ham i ti sekunder. Men jeg lå i mørket og lyttede efter skridt på gangen, og sengen derovre var så glat og tom at den lyste.

Dem der havde gået igennem prøven sammen, sad sammen i spisesalen og gik sammen på gangene. Prøven havde taget det sociale lag af "hvem kender hvem fra hvor" og erstattet det med noget dybere: "hvem stod ved min side da det blev mørkt."

Chris, Ahra og Retia. Det var os nu. Tre mennesker der havde valgt hinanden ved et bål.

Ahra kom ud fra sygefløjen lørdag morgen med et ben der var helt igen og en duft af urter og noget sødt som kvinden i den grønne kappe havde smurt på ham. Han ville ikke spise først. Han ville se sit værelse.

Det lå to døre fra mit, og der var to skilte i det også. Det ene var tomt efter navnet: Will Mathson. Det andet:

Ahra Retonk, Razolní.

Lynx satte sig ved hans fødder. Ahras skuldre sank ned, som når man sætter noget tungt fra sig, og trak sig op igen.

"Razolní," sagde han. "Bedstemor sagde altid at jeg ville blive Ästonie, fordi jeg stiller mig i vejen for ting." Han rørte ved skiltet med en finger. "Jeg stod imellem. Det var det eneste jeg gjorde rigtigt derude."

"Du gjorde mere end det."

"Nej." Han smilede. Det var ikke et ulykkeligt smil, men det var heller ikke helt glad. "Det var ikke mit skjold. Det var Retias sten." Han trak vejret. "Og dit spring. Øen så det. Jeg er bare glad for at jeg var med."

Retia stod i døråbningen bag os. Hun sagde ingenting. Så vendte hun sig og gik hen ad gangen, hurtigt, og en dør gik op og i. Ahra og jeg kiggede på hinanden og sagde ingenting om det.

Da hun kom tilbage ti minutter senere, var hendes øjne helt tørre. Hendes næse var lidt rød. Hun duftede af saltvind og af koldt vand, som om hun havde vasket ansigtet.

"Morgenmad," sagde hun. "Nu."

Nihils hold kom lørdag aften, få timer før fristen.

Jeg så dem fra trappen. Nihil var den der gik forrest da de tre kom ind ad hoveddøren, og hans ansigt bar spor af noget der ikke var udmattelse. Det var stolthed. Hård, stille stolthed fra en dreng der havde bevist at han kunne klare noget der var svært.

Will løb hen til ham og tog fat i hans skulder. Nihil lod ham gøre det, men hans ansigt ændrede sig ikke.

Marcus gik stille over til bænken og satte sig ned og lukkede øjnene.

Alle hold var kommet hjem. Prøven var ovre.

Jeg gik op på værelset før ham. Jeg ved ikke hvorfor. Måske fordi jeg ikke ville stå på gangen og se på ham, når han så det. Jeg satte mig på min seng med ryggen mod den kolde kalk og Alôpex i skødet og ventede.

Han kom ti minutter senere. Han åbnede døren og stoppede i den, fordi han ikke havde regnet med at nogen var der. Han lugtede af røg og våd skov, og under det af vintervind og bart jern. Han kiggede på mig. Så kiggede han på sengen, og på skiltet.

Jeg så det ske. Ordet kom ikke langsomt. Det var der bare, i det øjeblik hans øjne ramte træet, i det samme mørke blæk som på mit eget.

Nihil Mathson, Gistónu.

Hans ansigt faldt. Ikke udadtil. Der var ingen dramatik, ingen tårer, ingen rystende hænder. Det der skete, skete bag hans øjne, i det sted hvor man opbevarer den person man troede man var, og det jeg så var det øjeblik hvor den person revnede. Hans mund strammede sig en millimeter. Hans kæbe trak sig en millimeter til venstre. Hans hænder, der havde hængt ved hans sider, knyttede sig langsomt, ikke i vrede men i den slags greb man bruger når man holder fast i sig selv for ikke at falde.

Han sagde ingenting. Han kiggede ikke på mig. Han gik hen til sengen og lagde sig på den, i tøjet og med støvlerne på, med ansigtet mod væggen.

Jeg var det eneste vidne. Jeg vidste kun at det sidste man vil have, når man er blevet sat et sted man ikke har valgt, er nogen der siger noget.

Så jeg slukkede lampen.

I mørket bevægede noget sig ved hans håndled. Ud fra ærmet på hans kappe kravlede et lille, hvidt dyr, langt og smidigt, med en sort spids på halen. Det blev liggende på hans underarm med bagkroppen stadig inde i ærmet, som om det var der det boede.

Alôpex rejste sig på min pude. Hendes nakkehår stod op.

De to dyr kiggede på hinanden over gulvet mellem sengene. Ingen af dem lavede en lyd. Det varede længe. Så lagde Alôpex sig ned igen, men hun vendte ikke hovedet væk, og det gjorde det andet heller ikke.

Søndag aften var alle samlet i Førsteårsstuen.

Pejsen brændte med almindelig gul ild, og vinduerne i vandhøjde var mørke, og floden gled forbi bag dem så tæt på at man kunne høre den, et blødt, hele tiden rislende sus under al snakken. Rummet lugtede af brænde og uld og af alt for mange mennesker der havde været ude i regnen. Der var ingen ceremoni. Ingen talte. Folk sammenlignede bare skilte, som man sammenligner skrammer efter en tur i skoven, og ordene gik rundt i stuen og lagde sig hos dem de hørte til.

Torin og drengen med armen i slynge var Ästonie. Pigen med den sorte fletning hed Mira og var Gistónu. Den lyshårede pige og hendes hold sad ved den nordlige rude og sagde ingenting til nogen, og nogen hviskede at de var Ushenhiener.

Drengen fra dyrebutikken sad i hjørnet med leopardungen i skødet og hænderne gravet ned i dens pels. Han hed Drax, og han var Toníâs. Jeg hørte det fra en dreng der grinede lidt for højt af det, indtil Drax kiggede på ham. Det gjorde ondt at se på, uden at jeg vidste hvorfor. Brændt træ og varm aske. Og under det de blomster på en grav, tydeligere end i dyrebutikken.

Will stod midt i det hele og var glad.

"Gistónu," sagde han til alle der ville høre det, og han løftede armene, og uglen sad på hans skulder og så fornærmet ud. "Hele holdet. Så har øen humor."

Marcus smilede og rystede på hovedet. Nihil sad i en lænestol et stykke fra dem med en bog han ikke læste. Da Will sagde det, lukkede han bogen, rejste sig og gik ud af stuen. Will kiggede efter ham med armene stadig halvt oppe, og så tog han dem ned.

Maka kom ned fra de ældre årganges stuer højere oppe. Han stod i døren med et grin der næsten var for stort til hans ansigt, og da han så Ahra, brød grinet, og noget blødere kom frem bag det. Han greb Ahra i en krammer der varede alt for længe, og Ahras duft af varm bark og honning blandede sig med Makas, der var den samme men dybere, som et træ der er ældre end et andet træ af samme art. Ahra holdt fast med lukkede øjne.

"Velkommen hjem, lillebror," sagde Maka.

En pige smilede til mig fra vindueskarmen ved siden af døren. Hun var også Razolní, havde Ahra sagt. Hendes strikketøj lå i skødet, og tråden var blå.

Retia stod ved vinduet og kiggede ud over floden. Fulmen sad på vindueskarmen ved hendes side, og dens gyldne øjne fangede lyset fra pejsen. For første gang siden jeg havde mødt hende, var hendes skuldre ikke spændt.

Ved døren hang tavlen. Nogen havde skrevet aftenens tal, selvom det ikke var morgen. Floden: 97 m. Kridtet var frisk. Jeg havde ikke set nogen skrive det.

Nihil kom tilbage efter midnat. Jeg hørte ham trække støvlerne af og lægge sig, og lugten af vintervind og jern fyldte det lille rum igen.

Jeg lå på ryggen og kiggede op på væggen over min seng. Den var tom. Hvid kalk, tyk og rund i kanterne. Ligesom på Fjordly. Ligesom alle de andre steder jeg havde boet, og ikke boet, og prøvet at høre til.

Men den føltes anderledes nu. Ikke som et fravær. Som en begyndelse. Som en væg der ventede på at blive fyldt med ting der endnu ikke var sket, med minder der endnu ikke fandtes.

Alôpex krøllede sig ind mod min hals, varm og blød, og hendes åndedræt var langsomt og roligt, og hendes hjerte slog mod min kind.

"Vi er hjemme," sagde hun.

"Måske," sagde jeg.

"Nej," sagde hun. "Vi er hjemme."

Jeg vidste ikke dengang at den væg ville blive fyldt inden årets udgang. Jeg vidste heller ikke at nogle af de ting jeg ville hænge op, ville gøre mere ondt end den tomme flade nogensinde havde gjort.

Men den aften vidste jeg ingenting af det. Og det var godt.

For den aften behøvede jeg ikke andet end at ligge der, i en seng der var min, med et navn på et skilt og en ræv mod min hals og en dreng i sengen ved siden af der ikke ville se på mig, og to mennesker et sted nede ad gangen der havde valgt mig inden øen gjorde.

Det var nok. Ikke "det bedste jeg kan få". Bare: det er her. Det er mit.

Midt om natten vågnede jeg ved at Nihil talte. Ét ord, lavt og grødet, ind i væggen. Jeg kunne ikke høre hvad det var. Han sagde det ikke igen. Det hvide dyr stak hovedet ud af hans ærme og trak det ind igen.

Jeg lukkede øjnene. Alôpex' hjerte slog mod min kind. Og der, i mørket bag mine øjenlåg, var der ingen tomme vægge, ingen blanke stamtræer, ingen Hanne der skubbede en skål havregrød hen over bordet i stedet for et svar.

Der var bare det her. Og jeg faldt i søvn, før jeg nåede at tænke på mere.