I det fjerde år af Krigen udviklede Mester Ôrun en kampform der kombinerede Dherak-kontrol med fysisk kamp. Han kaldte den den tavse klinge, fordi den virkelige kriger aldrig fortalte sin modstander hvad der kom. Formen er siden gået tabt. Eller skjult.

Fragment af et brev, afsender og modtager ukendt, fundet i Rådets arkiver

Kapitel 18

Duellen

Det begyndte i kamptimen en tirsdag i den fjerde uge.

Haltora tog os med ned til floden. Han stod i det lave vand ved bredden med sin tykke kampkappe over den sorte tunika, og ulven lå på stenene bag ham. Rundt om ham lå en cirkel af flade sten, fire skridt på tværs, lagt ud i vandet så det gik os til anklerne. Langs kanten var der is, tynd som glas, og vandet var så klart at man kunne se hver eneste sten på bunden.

"I dag duelerer I," sagde Haltora. Hans stemme bar over vandet uden at han hævede den. "Ingen sværd. Ingen ord. Den der siger noget, har tabt. I må bruge hænderne og det I har indeni. Den der falder, eller træder ud over stenene, har tabt."

Han gik langsomt langs bredden og parrede os to og to med en håndbevægelse der ikke tillod diskussion. Will med en pige fra Vessas hold. Marcus med Torin. Retia med en dreng der var et hoved højere end hende og allerede så nervøs ud.

Og så pegede han på mig. Og på Nihil.

Selvfølgelig.

Nihil stod i den modsatte side af cirklen med bukserne rullet op over knæene. Han stod afslappet, men hans fingre var knyttet, og hans knoer var hvide. Hans duft af vintervind og bart jern var skarpere i dag, koldere, med en kant der ikke havde været der under stratego-kampene. Ved hans håndled stak en hvid snude ud af ærmet og vejrede mod vandet. Så trak den sig ind igen.

Vi trådte ud i cirklen. De andre elever blev stående på bredden og dannede en ring rundt om os, og der blev stille på den måde der bliver stille når folk holder op med at trække vejret. Retia stod i den forreste række med armene over kors og et ansigt der var stramt af noget hun ikke sagde. Ahra stod ved siden af hende med Lynx presset mod sit ben og sine hænder nede i sine lommer, og hans fingre bevægede sig derinde, nervøse og usynlige.

Vandet om mine ankler var så koldt at det sved, og stenene under fødderne var glatte, og luften lugtede af frost og våd sten og af ulven, og under det af den metalliske tone Dherak har, når mange mennesker holder den tilbage på én gang.

Jeg stod med fødderne i skulderbredde og hænderne foran mig. Jeg kunne mærke min Dherak strømme ned i mine arme, og noget andet kom op til den gennem fodsålerne: floden. Den samme langsomme, gamle strøm som om morgenen. Den kendte mig.

Nihil stod med vægten på den bageste fod og hænderne lavt. Hans øjne var blå og flade og fokuserede, og hans krop var stille på den måde kroppe er stille når de er klar til at bevæge sig hurtigt.

Haltora løftede sin hånd. "Begynd."

Et øjeblik stod vi bare og kiggede på hinanden. Hans blå øjne holdt mine. Mine grønne holdt hans. Og i det øjeblik mærkede jeg noget gennem vandet mellem os, noget der kom fra ham: ikke had, ikke vrede, men en vilje der var så koncentreret at den føltes fysisk, et tryk mod mit bryst. Han ville vinde. Ikke for at ydmyge mig. Fordi det var det eneste han havde at give.

Nihil angreb.

Det var hurtigt. Hurtigere end noget jeg havde set i træningstimerne. Han sagde ingenting, men hans hånd skød frem, flad, uden at røre mig, og noget ramte mig i skulderen som en bølge der slår ind over en badebro. Hans Dherak. Den føltes som at stikke hænderne ned i isvand, og jeg trådte et skridt tilbage, og vandet skvulpede op om mine skinneben.

Han angreb igen. Lavere denne gang, mod mine ben. Jeg mærkede det komme gennem vandet før det kom, flyttede foden og skubbede igen med begge hænder, men han var allerede ude af vejen, drejet til siden med en bevægelse der var for kontrolleret til at være instinktiv. Alt hvad Nihil gjorde var bevidst. Hvert skridt, hvert stød, hver vending var tænkt igennem inden den blev udført.

Jeg kæmpede anderledes. Min krop reagerede før mit hoved nåede at tænke. Mine hænder fandt hans kulde uden at mine øjne fortalte dem hvor den var. Det var den samme fornemmelse fra Fjordruten, fra skrænten, fra bækken: min krop vidste noget mit hoved endnu ikke havde forstået.

Vi kæmpede. Stød og modstød, uden en lyd ud over vandet. Nihils Dherak pressede mod min som is der prøver at fryse en flod, og min Dherak pressede tilbage, varm og bred og dyb, og hver gang den gjorde det, rejste vandet sig i en lille bølge om mine ben og lagde sig igen. Vi bevægede os i cirklen, rundt og rundt, og de andre elever var forsvundet fra min bevidsthed, og der var bare ham og mig og det kolde vand og den kolde duft af vintervind og den varme strøm i mine arme.

Han var god. Bedre end mig i teknik. Hans stød landede præcis hvor han ville have dem, og hans fodarbejde på de glatte sten var fejlfrit. Men jeg var stærkere. Ikke fysisk. I Dherak. Og floden var på min side. Hver gang vores kræfter mødtes, mærkede jeg hans rykke en centimeter, og min holde.

Men han gav ikke op. Nihil Mathson var mange ting, men han var ikke en der gav op.

Vi kæmpede i det der føltes som timer men nok var minutter. Sveden løb ned ad min nakke, selvom mine fødder for længst var holdt op med at mærke noget. Nihils ansigt var rødt, og hans vejrtrækning var hurtig, men hans øjne var de samme: blå og flade og fuldstændig fokuserede.

Han pressede mig. Et hårdt stød mod min side, og jeg trådte bagud på en sten der vippede, og mistede balancen et splitsekund. Han så det. Han kastede sig frem med hånden flad mod mit bryst, alt hvad han havde i ét stød, og jeg vidste at jeg ikke kunne nå at stå imod, og at jeg var ved at falde.

Alôpex sprang.

Ikke mod Nihil. Mod hans arm. Hun ramte den med sine poter i det øjeblik hans hånd var en centimeter fra mit bryst, og stødet gik forbi mig og ud over vandet, og Nihil faldt fremad af sin egen kraft og tog fra med højre hånd mod stenene på bunden. Jeg hørte hans håndled slå mod stenen.

Jeg rettede mig. Stod stille, med vand til anklerne og hjertet i halsen.

Nihil kom op på knæ og så op på fødderne, med det højre håndled holdt ind mod maven. Han kiggede ned på Alôpex der stod mellem os i vandet med strittende, våd pels og bare tænder, og hans ansigt var ulæseligt.

"Stop," sagde Haltora. Han stod ved kanten af cirklen med armene over kors. "Mathson faldt. Godrand fik hjælp. Uafgjort."

Bredden var stille. Alle kiggede. Retia stod med sine arme stramt over kors og et ansigt der sagde at hun var lettet og sur på samme tid. Ahra stod med åben mund og Lynx trykket mod sit ben.

Nihil og jeg stod overfor hinanden i cirklen, våde og forpustede, mens vandet langsomt lagde sig om vores ben.

"Din ræv," sagde Nihil. Det var det første ord nogen af os havde sagt. Hans stemme var flad af udmattelse.

"Ja," sagde jeg. "Undskyld."

"Det var snyd."

"Ja."

Nihil kiggede på Alôpex. Alôpex kiggede op på ham med sine sorte øjne og knurrede ikke. Hun bare kiggede. Og Nihil kiggede tilbage, og noget i hans ansigt ændrede sig. Ikke et smil. Bare en lille åbning, en revne i den mur han altid bar.

"Men din ræv er hurtig," sagde han. "Og du er ikke så dårlig som jeg troede."

Han rakte sin venstre hånd frem, fordi den højre ikke ville. Det var ikke en hilsen jeg kendte. Det var bare en hånd.

Jeg tog den. Den var kold og våd mod min. Varme mod kulde. Et kort øjeblik af kontakt, og så slap han.

Nihil nikkede. Et kort nik. Og det var det tætteste Nihil Mathson nogensinde havde været på at smile. Det varede et splitsekund, en lille bevægelse i den ene mundvig der var væk inden den rigtig nåede at være der. Men den var der. Og jeg havde set den.

Han vendte sig og vadede op på bredden til sin plads i ringen blandt sit eget hold. Will og Marcus stod på hver sin side af ham, og han stod alligevel alene. Will kiggede på ham med et ansigt der var halvt lettet og halvt noget andet. Nihil kiggede ikke på sin bror. Men hans skuldre var en centimeter lavere end da han var gået ud i cirklen, og det sagde nok.

Haltora stoppede mig på vej op fra floden.

"Godrand." Han stod på stien med armene over kors og ulven ved sine fødder. Hans duft af jern og natteluft var stærkere nu, opvarmet af den time vi lige havde haft. "Din ræv."

"Jeg ved det," sagde jeg.

"I en rigtig kamp," sagde han, og hans stemme var lav og alvorlig, "ville din modstander have dræbt din Amícûs for det. Husk det."

Han gik. Ulven fulgte lydløst.

Jeg stod alene på stien og mærkede hans ord sætte sig. Ikke som en trussel. Som en sandhed. Og sandheder er tungere end trusler, fordi man ikke kan ignorere dem.

Om aftenen sad jeg på min seng og kiggede ned på mine hænder. De rystede stadig svagt, ikke af udmattelse men af den Dherak der var løbet igennem dem hele eftermiddagen og endnu ikke var faldet til ro. Alôpex lå i mit skød med lukkede øjne.

Nihil sad over for mig på sin egen seng og viklede en stofstrimmel om sit højre håndled, langsomt, med den ene ende mellem tænderne. Værelset lugtede af sved og kold sten og den salve han havde fået på sygefløjen. Han kiggede ikke på mig. Men han kunne se mit ansigt, og jeg vidste at han kunne.

"Du burde ikke have gjort det," sagde jeg til hende i tankerne.

"Du var ved at tabe."

"Det er ikke pointen."

"Det er præcis pointen," sagde hun. "Jeg er din Amícûs. Det er mit job at beskytte dig."

"Også mod at tabe en træningsduel?"

"Mod alt." Hendes stemme i mit hoved var rolig og varm og fuldstændig sikker. "Altid."

Jeg strøg hendes pels. Blød og tæt og duftende af is og jord og ren luft. Hendes hjerte slog langsomt mod mit håndled.

"Det var snyd," sagde jeg.

"Det var kærlighed," sagde hun. "Det er ikke det samme."

Jeg sagde ingenting. Men der var noget i det hun sagde der satte sig et sted i mig og ikke ville flytte sig. At kærlighed og snyd ikke er det samme. At man kan bryde reglerne for at beskytte nogen og stadig have ret. At verden ikke er delt op i rigtigt og forkert, men i grunde der er gode nok og grunde der ikke er.

Det var en tanke jeg ville bære med mig længe.

Nihil slukkede lampen. Jeg hørte ham lægge sig, og madrassen knirke, og tæppet blive trukket op. Mørket var tæt og koldt.

"Næste gang uden ræven," sagde han ud i det.

"Næste gang," sagde jeg.