I Nordmark tæller hyrderne deres får to gange hver vinteraften: én gang når de driver dem ud, og én gang når de driver dem hjem. Det er altid det andet tal man husker.

Fra "Skikke og sæd i Nordmark", Déynáirs bibliotek

Kapitel 26

Natten på bjerget

Bjerget om natten var en anden verden.

Ikke den verden vi havde set i dagslys, med stier og sten og træer man kunne sætte navne på. Det her var en verden af mørke og kulde og lyde der ikke hørte til, en verden hvor hvert skridt var et valg, og hvert valg var forkert, og man gik alligevel fordi alternativet var at stå stille og vente på at det der var derude kom til en i stedet for.

Vi gik i kæde. Retia foran med Fulmen der fløj frem og tilbage over stien og kom tilbage og satte sig på hendes skulder og fløj igen, hendes øjne der var skabt til natten læste mørket for os. Retias duft af saltvind og vilde roser var skarpere end normalt, presset af noget der lurede under hendes kontrol. Jeg gik bag hende med Alôpex ved mine fødder, og hendes hvide pels var det eneste lyse punkt i det sortgrønne mørke. Ahra gik bag mig med Lynx, og hans åndedræt var hurtigere end det burde være, men hans skridt var sikre. Nihil gik bagerst, alene, med sine hænder i sine lommer og et ansigt der var lukket og koncentreret. En enkelt gang så jeg noget hvidt løbe lavt hen over frosten ved siden af ham, lydløst, og så var det væk igen. Brúma. Hun fulgte ham på den måde Nihil selv fulgte med i ting: tæt på og næsten uden at være der, og uden at nogen havde bedt om det.

Stien var den samme jeg havde gået den nat jeg var alene. Men den føltes anderledes med fire. Smallere. Mere bevidst. Grenene der hang lavt rakte ned mod os med fingre af frost, og rødderne under mine fødder virkede som om de rørte sig. Luften lugtede af frost og bark og den tætte, metalliske Dherak der var stærkere nu end den havde været nogen af de andre gange.

Ingen af os talte. I ti minutter var der ingen lyd undtagen vores skridt og vores åndedræt og Lynx' poter mod den frosne jord. Ahra gik med hænderne knyttet rundt om sin stav, og hans duft af varm bark og honning var blandet med noget syrligt der var ren frygt, og hans fingre strammede og løsnede sig i en rytme der sagde at han prøvede at kontrollere noget indeni sig. Nihil gik med skuldrene let hævet, og hans duft af vintervind og bart jern var skarpere i kulden, den holdning han altid havde når han forberedte sig, og hans øjne bevægede sig fra side til side, registrerede alt.

Retia gik som hun altid gik: ret ryg, bestemte skridt, øjnene fremad. Men hendes venstre hånd, den der ikke holdt staven, rørte ved sin bukselomme med regelmæssige mellemrum, og jeg vidste at Cajis' besked lå derinde, krøllet og genfoldet mange gange.

Kulden steg jo højere vi kom. Ikke den kulde der var i luften, men en anden slags, en kulde der kom indefra, fra bjerget selv, en udstråling af Dherak der var koldere og ældre end noget jeg havde mærket. Mine fingre var stive, og min udånding var tyk og hvid, og den frøs næsten inden den nåede at sprede sig.

"Kan I mærke det?" sagde jeg.

"Ja," sagde Nihil bag mig. Han trak hænderne op af lommerne og pustede i dem. "Det er stærkere end jeg havde forventet."

"Hvad er det?" sagde Ahra.

"Dherak," sagde jeg. "Tæt. Overalt. Bjerget er mættet af det."

"Det er ikke bare bjerget," sagde Alôpex i mit hoved. Hun var stoppet med den ene pote løftet. "Der er nogen derude. Foran os. Flere."

Jeg stoppede. De andre stoppede. Vi stod stille på stien i mørket og lyttede. Og nu hørte jeg det også: stemmer. Lave, dæmpede. Ikke én stemme. Flere. Og lyden af skridt der ikke var vores, tunge og hurtige, og en lugt der drev ned mod os igennem natteluften.

Brændt træ. Aske. Tyvekongens folk.

"De er allerede her," hviskede Retia. Hendes hånd greb fat i sin stav, og hendes knoer var hvide i måneskinnet.

Vi forlod stien.

Retia førte os ud i den tætte skov til venstre for stien, ind mellem stammerne, ind i det mørke der var for tæt til at se igennem. Vi gik langsomt og lydløst, og Alôpex gik foran og fandt de steder hvor skovbunden var blød nok til at vores skridt ikke lavede lyd. Lynx bevægede sig ved Ahras side med den flydende, lydløse bevægelse katte har i mørke, og Fulmen sad stille på Retias skulder med sine vinger foldet tæt ind.

Vi gik parallelt med stien, og mit hjerte hamrede så hårdt at jeg var sikker på at manden nærmest os kunne høre det. Igennem træstammerne, halvt skjult af bark og mørke, kunne vi se dem. Fakler. Fire, fem, seks af dem, orange lys der bevægede sig opad i en linje, og mændene der bar dem var skygger bag flammen, tunge frakker og huer og skridt der var for hurtige til at være forsigtige. De havde travlt. De vidste hvor de skulle hen.

Deres duft drev over mod os igennem den kolde luft: brændt træ og aske og noget syrligt der var sved og frygt og beslutsomhed. Og under det noget andet: mørke-Dherak, mørk og metallisk og forkert, en lugt der var Dherak men ikke rigtig Dherak, en fordrejet version der sad i næsen og i tænderne.

Ahra lagde sin hånd på min arm. Hans fingre rystede. Jeg lagde min hånd over hans og holdt den stille. Vi kiggede på hinanden i mørket, og hans øjne var store og bange, og mine var det nok også. Alt hvad jeg vidste om bevæbnede mænd i mørke, havde jeg lært af Haltora en tirsdag eftermiddag med en træpind. Det hjalp ikke så meget som jeg havde håbet.

Og foran dem, oppe ad stien, var der en enkelt fakkel der bevægede sig anderledes end de andre. Langsommere. Mere bevidst. Og den person der bar den gik ikke med de andres hastighed. Han gik med den slags kontrolleret ro der siger at man ejer det sted man går igennem.

"Det er ham," hviskede Retia. Hendes stemme var så lav at jeg næsten ikke hørte den. Men jeg hørte hvad der var i den: en rystelse der ikke var frygt. Det var genkendelse. "Min far."

Jeg kiggede. Manden med faklen var for langt væk til at jeg kunne se ansigtet, men hans silhuet var tydelig mod det orange lys: middelhøj, bred over skuldrene, og han gik med den ene hånd ved sin side og den anden løftet med faklen, og der var noget i den holdning der var myndigt og uimodsigeligt.

Retias hånd strammede sig om sin stav. Hendes kæbe var låst. Fulmen bredte sine vinger en centimeter.

"Ikke nu," sagde jeg. Lavt. Jeg lagde to fingre på hendes ærme. "Vi følger dem. Vi ser hvor de går hen."

De gik til symbolet.

Det samme sted jeg havde fundet tjørnekransen den nat med Arcanus. Men det var ændret. Stenen rundt om symbolet var ryddet, buskene skåret væk, og jorden foran det var trådt ned af mange fødder. Nogen havde forberedt det her. Ikke i dag. Over uger.

De seks mænd stillede sig i en halvcirkel foran symbolet. Deres fakler kastede orange lys op på klippevæggen, og tjørnekransen skinnede i det, og sværdet og daggerten var skarpe og dybe og levende i den måde de fangede lyset. Tjørnene var hugget så fint at de så ud som om de kunne stikke.

Og manden med den langsomme gang trådte frem.

Retias far. Niram Caritas. Tyvekongen af Tés Aváir.

Han trak det tørklæde ned, der havde skjult hans ansigt. Og det var det ansigt fra billedet i gangen i Retias hus. Mørkt hår, kort klippet. Det ene øje gråt, det andet blåt. Arret fra øret ned over kinden og videre ned over halsen, en tynd hvid linje der fangede fakkellyset. Et ansigt der var smukt og hårdt og bar mærker af et liv der ikke havde været blødt.

Og hans duft nåede mig. Ikke brændt træ og aske som hans mænd. Noget andet. Noget der overraskede mig: saltvand og kold sten og noget blomsteragtigt, svagt, næsten forsvundet under lag af mørke-Dherak og mange års bitterhed. Retias grundduft. Hendes fars duft var den samme som hendes, bare ødelagt. Begravet under alt det han havde gjort siden han forlod sit hjem.

Retia stod ved min side bag et stort egetræ, tyve meter fra ham. Hendes krop var stiv. Hendes åndedræt var stoppet. Hendes ene hånd greb fat i barken med fingre der gravede sig ind i det ru træ, og hendes anden holdt sin stav så hårdt at jeg var bange for at den ville knække. Hendes øjne var rettet mod sin far med en intensitet der var fysisk, og de var våde, og hun blinkede ikke, og tårerne løb ikke.

Hendes duft var skarpere end nogensinde, saltvind og vilde roser og under det noget bittert. Sorgen over at se det menneske man elskede mest og frygtede mest stå så tæt på og gøre noget man ikke forstod.

"Retia," hviskede jeg.

Hun svarede ikke. Hendes fingre i barken knugede sig dybere ind. En lille flage bark brækkede af og faldt lydløst til jorden.

"Retia. Se på mig."

Hun vendte sit hoved. Langsomt. Og hendes øjne var de hårdeste øjne jeg nogensinde havde set. Ikke hårde af had. Hårde af beslutning. Den beslutning man tager når man elsker nogen og ved at man er nødt til at stille sig i vejen for dem.

Niram Caritas lagde sin hånd på symbolet. Og det lyste op. Ikke hvidt som da jeg rørte det. Rødt. Et dybt, mørkt rødt der pulserede langsomt og kastede skygger der ikke lignede noget naturligt.

"Det er forkert," sagde Alôpex i mit hoved. Hun trykkede sig ned mod jorden. "Den farve. Det er mørke-Dherak. Han tvinger forseglingen, han slipper den ikke."

Jorden rystede. Ikke det korte, hårde jordskælv i Førsteårsstuen. En langsom, dyb rysten der kom nedefra og gik op igennem alt, igennem stenene og træerne og mine ben og mine tænder, og det der var under bjerget rørte sig, ikke langsomt denne gang, men med en kraft der sagde at nogen bankede på dets dør med en hammer.

Men døren holdt. Jeg kunne mærke det helt ude ved egetræet. Han pressede, og den holdt.

"Vi er nødt til at stoppe dem," sagde Nihil. Han havde sat sig på hug bag en sten, og hans stemme var flad og rolig, men hans øjne var store i mørket.

"Hvordan?" sagde Ahra. Hans stemme rystede nu, og han tørrede hænderne af på sine bukser.

"Symbolet," sagde jeg. "Det reagerer på Godrand-blod. Jeg kan lukke det. Måske."

"Måske," sagde Retia. Hun slap endelig barken og kiggede væk fra sin far og på mig. "Det er ikke godt nok."

"Det er det eneste vi har."

Hun kiggede på mig. Længe. Hendes blå øjne i det fakkellys der sivede igennem træerne. Og så nikkede hun.

"Okay," sagde hun. "Hvad er planen?"

"Nihil og Ahra skaber en afledning. I trækker deres opmærksomhed. Retia, du dækker mig. Og jeg går til symbolet."

"Det er en forfærdelig plan," sagde Ahra.

"Ja," sagde jeg. "Den er."

Det gik galt med det samme.

Nihil trådte ud fra træerne med sin stav løftet. Han gik ind i det åbne fakkellys med en ro der var for kontrolleret til at være ægte. Hans blå øjne var flade. Staven pegede fremad. Han sagde ordet som om det var en dør han sparkede ind:

"Scutum!"

Skjoldet glimtede i luften foran ham, stort og blåhvidt og summende. Nihil Mathson havde kastet alt han havde ind i det. Alle seks mænd vendte sig mod ham. Et splitsekund af stilhed. Seks mænd. Seks hænder der greb efter stave og knive og det mørke lys der sad i deres fingre.

Ahra fulgte et sekund efter. Han trådte ud ved Nihils side med sit eget Scutum. Det var mindre end Nihils og svagere, men det overlappede og fyldte hullet. To drenge med to skjolde mod seks voksne mænd.

Det virkede i præcis fem sekunder. Mændene tøvede. Ingen havde forventet at to teenagere ville stille sig op foran dem i mørket.

Så slog en af dem. Den højeste. Ikke med et sværd. Med magi. Han løftede begge hænder, og noget der lignede sort ild susede igennem luften. Det var ikke ild. Det var en bølge af mørk, rødlig kraft, og den ramte Nihils skjold.

Lyden var forkert. Ikke et brag. Et knæk. Sprødt og revnende. Nihils skjold gik i stykker som glas der kastes mod en mur, og stykkerne forsvandt i luften som gnister. Nihil blev kastet bagud. Hans ryg ramte et træ med en lyd der var for tung. Han gled ned ad stammen og blev siddende.

"Nihil!" råbte Ahra.

Ahras skjold holdt. Det knagede. Det bøjede sig. Et net af revner løb igennem det. Hans ansigt var gråt, og sved løb ned ad hans tinding, og staven rystede i hans hænder. Men det holdt.

Nihil lå ved træets rod med åbne øjne der ikke så noget. Han trak vejret, svagt og overfladisk. Der var blod i hans mundvig fra hvor han havde bidt sig i tungen. Lynx stod foran ham og knurrede, dybere og vildere end jeg nogensinde havde hørt ham. Ørerne lå fladt. Alle tænder var blottede. Den næste der kom tæt på, ville miste en hånd. Ved roden af træet, tæt på Nihils hånd, stod noget hvidt på bagbenene.

Ahras skjold knagede igen. Hans næse begyndte at bløde, en tynd stribe rødt ned over munden. Han tørrede den af med bagsiden af hånden uden at tage øjnene fra mændene.

"Nu!" sagde Retia bag mig. "Chris, NU!"

Hendes stemme knækkede på det sidste ord. Ikke af svaghed. Det var vreden der endelig tog over: Nihil der lå livløs, Ahra der blødte, og hendes far der stod og tvang en forsegling der burde forblive lukket.

Vi løb. Igennem buskene. Grene flængede mine kinder. Rødder under mine fødder. Den kolde luft brændte i mine lunger. Ud i det åbne, ind i fakkellyset, hen mod symbolet. Retia løb foran mig med staven i den ene hånd. Fulmen fløj over hendes hoved og skreg det skarpe, metalliske skrig falke laver når de styrtdykker. To af mændene dukkede sig og vendte sig mod fuglen. Det gav os tre sekunder.

Retia brugte dem. Hun stoppede midt i løbet og plantede staven i jorden med begge hænder.

"Ignis!"

Den blå ild brød op af jorden, vildere end noget hun havde lavet før. Ikke en kontrolleret linje. En eksplosion af blåhvide flammer der spredte sig over den frosne jord med en lyd som hundrede stykker stof der blev revet over på én gang. Ildmuren rejste sig mellem os og mændene. Varmen ramte mit ansigt og mine hænder. Det lugtede af brændt sten og smeltet frost og ozon, og røgen snoede sig op mellem træerne.

Retia vaklede. Hendes knæ bøjede sig, og hun fangede sig selv på staven. Hendes ansigt var hvidt under det blå lys. Prisen. Ilden kostede Dherak, og hun betalte mere end hun havde råd til.

"Løb!" råbte hun. Hendes stemme var hæs. "Jeg holder dem!"

Jeg løb. Igennem det smalle hul i ildmuren. Varmen brændte mine arme, og røgen stak i mine lunger. Forbi mænd der trak sig fra flammerne med forbandelser på læberne. Hen over den brændte jord der stadig glødede, og varmen trængte op igennem mine støvlesåler. Hen til symbolet.

Niram Caritas stod stadig ved klippevæggen med sin hånd på tjørnekransen. Det røde lys pulserede under hans fingre. Hans ansigt var koncentreret og stramt, og han kiggede ikke på mig. Han kiggede på stenen.

Jeg slog min hånd mod symbolet. Ved siden af hans. Så hårdt at det gjorde ondt.

Tjørnene skar mig. De var hugget i sten, og alligevel bed de, en række små, skarpe stik hen over min håndflade. Jeg mærkede blodet komme, varmt mod den kolde sten, og jeg så det løbe ned i rillerne i kransen. Rødt i det røde lys. Stenen drak det.

Og forseglingen skreg.

Ikke med lyd. Med Dherak. Det var den mest intense fornemmelse jeg nogensinde havde mærket: en bølge af kraft der eksploderede ud fra stenen og gik igennem mig fra fingerspidserne til skuldrene til rygsøjlen til fødderne. Det var som at stå i en flod der pludselig skiftede retning og prøvede at tage mig med sig begge veje på én gang. Min Dherak kolliderede med hans. Varme mod mørke. Blå mod rød. To strømme der mødtes og gnistrede hvor de rørte hinanden.

Symbolet under vores hænder brændte. Begge farver på én gang, blåt og rødt der snoede sig om hinanden. Stenen var varmere end nogen sten burde være. Den vibrerede under mine fingre med den hjerterytme jeg havde mærket alle de andre gange, bare hurtigere nu, og det der var derunder var vågent og pressede mod forseglingens inderside.

Min hånd rystede. Hans rystede ikke. Han havde gjort det her mange gange. Jeg kunne mærke det igennem stenen: hans Dherak var trænet og vant til at presse. Min var rå og stor og ukontrolleret, et hav mod en flod, men hans flod vidste hvor den skulle hen.

Niram Caritas kiggede på mig. For første gang.

Hans øjne. Det ene gråt. Det andet blåt. Og der var noget i dem der overraskede mig: det var ikke had. Det var ikke ondskab. Det var desperation. En mands øjne der gør noget han ved er forkert fordi han tror det er nødvendigt.

"Flyt dig, dreng," sagde han. Hans stemme var lavere end jeg havde forventet. Ru. Træt.

"Nej," sagde jeg.

"Du ved ikke hvad du gør."

"Jeg lukker forseglingen."

"Forseglingen skal ÅBNES." Hans skuldre gik frem, og hans hånd pressede hårdere mod stenen. Det røde lys blev stærkere, og jeg mærkede hans Dherak presse mod min, tung og mørk og insisterende. "Der er noget derinde der skal ud. Noget der er blevet holdt fanget i tre hundrede år der aldrig burde have været fanget."

"Hvad?"

"Det handler ikke om dig, Godrand." Han sagde mit navn, og det lød anderledes i hans mund end i alle andres, det lød som noget man er træt af, noget man har kæmpet imod i lang tid. "Det har aldrig handlet om dig."

Hans blik gik forbi mig. Hen til ildmuren, og igennem røgen og det blå lys så han hende. Retia. Hans datter. Han stod stille et øjeblik, og noget i hans ansigt revnede, en millimeters revne i den kontrol han bar, og hans hånd på symbolet rystede for første gang.

"Retia," sagde han. Lavt. Ikke til mig. Til sig selv. Til natten.

Så strammede hans ansigt sig igen, og revnen lukkede, og han pressede hårdere mod stenen.

Bag os hørte jeg stemmer. Kalmin der råbte mit navn. Arcanus der råbte noget jeg ikke kunne høre over larmen. Og Ahras skjold der endelig knækkede med en lyd der var for lille til det den betød.

Men det var for sent. Det røde og det blå kæmpede i stenen under vores hænder, og mit blod lå i tjørnenes riller og glødede, og så skete det der ikke burde ske.

Stenen sprængtes.

Ikke udad. Indad. Klippevæggen foran os åbnede sig med et brag der var for dybt til at komme fra sten, et brag der kom fra noget under stenen. Der var en åbning nu, en passage, sort og kold og åndende, og den lugtede af gammel Dherak og gammel jord og noget der havde ventet i tre hundrede år.

Jeg stod med min blødende hånd løftet og stirrede på den.

Han havde presset i uger. Ryddet buskene, trådt jorden flad. Og den havde holdt. Den havde holdt helt indtil jeg lagde min hånd på den.

Det var ikke ham der havde åbnet den.

Niram trak sin hånd til sig og løb. Ind i passagen, ind i bjerget, med to af sine mænd lige bag sig, og de forsvandt ned i mørket med faklen som eneste lys.

"NEJ!" råbte Kalmin bag mig.

Han kom igennem røgen med Arcanus ved sin side. De andre fire mænd så dem komme, en mand med trukket sværd og en lærer fra Déynáir med lys mellem fingrene, og de vendte om og flygtede ned ad bjerget, og deres fakler forsvandt mellem træerne som gnister der slukkes.

Kalmin stoppede ikke før ved åbningen. Han lugtede af tør egebark og mørk lynghonning og blæk, og det var en Retonk-duft, men tørrere end Ahras, som et arkiv med vinduet åbent mod skoven. Han løftede sin venstre arm. Noget stort og mørkt slog ned fra natten og satte sig på hans underarm, og jeg hørte kløerne skrabe mod hans læderærme. En kongeørn. Gyldenbrun i fakkellyset, med et næb som en krog og øjne der ikke blinkede. Jeg havde aldrig set den før.

Kalmin lagde sin pande mod fuglens hoved et kort øjeblik og sagde noget til den. Lavt. Jeg hørte kun ét ord, og det var Edrin.

Ørnen løftede sig med tunge, brede vingeslag, og luften fra dem ramte mit ansigt. Den drejede mod slottet og forsvandt i mørket.

Så løb Kalmin. Ind. Efter dem.

Arcanus stod i åbningen. Hans hætte var faldet ned under løbet, og for første gang så jeg hele hans ansigt. Det var yngre end jeg havde troet, smalt og glat og ikke meget ældre end Kalmins. Men øjnene var ældre end resten af ham, som om de var kommet til ansigtet fra et andet sted. Hans Dherak-duft var åben nu, alle lagene trukket til side, gammelt fyrretræ og varmt jern, det samme jeg havde mærket den nat på bjerget, og det mindede mig stadig om nogen jeg ikke kunne placere. Han kiggede på mig. Så på min hånd.

"Vi følger dem," sagde han. "Vi har ikke et valg."

Og han gik ind.

Retia var allerede på knæ ved træet hvor Nihil lå. Hun tog hans ansigt mellem sine hænder og sagde hans navn. Han reagerede ikke. Hun sagde det igen, hårdere, og slog ham let på kinden. Han hostede. Blod og spyt. Hans øjne fandt hende og blev skarpe.

"Op," sagde hun.

Ahra og jeg tog ham under armene og trak ham på benene. Han vaklede og greb fat i min skulder, og hans fingre var iskolde. Han spyttede rødt ud på den frosne jord.

"Jeg kan gå," sagde han.

Det kunne han næsten. Retia lagde hans arm over sine skuldre, og han lod hende gøre det uden at sige noget, hvilket sagde mere end noget andet om hvor ondt det gjorde. Hermelinen forsvandt som en stribe sne ind i mørket foran os.

Ahra stod ved min side. Hans næse blødte stadig, og hans stav var knækket, og Lynx pressede sig mod hans ben med strittende pels. Han kiggede ind i den sorte passage og så kiggede han på mig, og hans øjne sagde det hans mund ikke sagde: min bror er derinde.

"Kom," sagde jeg.

Vi gik ind. Alle fire. Chris, Retia, Ahra, Nihil. Og fire Amícûs: Alôpex foran mig med ørerne spidset, Fulmen på Retias skulder med vingerne tæt, Lynx ved Ahras side med gule øjne der skinnede i mørket, og Brúma et sted foran os, så stille at vi kun vidste hun var der, fordi Nihil blev ved med at kigge efter hende.

Passagen slugte os. Og bag os, langsomt og tungt, begyndte åbningen at trække sig sammen. Ikke lukke sig. Bare trække sig sammen.

Min hånd blødte stadig. Jeg knyttede den om blodet og gik videre.