Der er steder i Anglien hvor Dherak er tættere end andre. Gamle steder. Steder hvor magi er blevet brugt i så mange år at den er sivet ned i jorden og ind i stenene og op i træerne. Déynáir er et af dem. Det forbudte bjerg er et andet. Og der er et tredje sted, under det hele, der er ældre end dem begge.

Prof. Arcanus, noteret af en elev under en forelæsning, aldrig bekræftet

Kapitel 19

Surain

Han kom på en onsdag.

Ingen havde ventet ham. Der var ingen annoncering, ingen besked fra rektor, ingen tegn overhovedet på at der ville komme en besøgende. Han var bare der, om morgenen, da jeg gik ned til spisesalen: en mand i en enkel brun kappe der stod i indgangshallen og talte lavmælt med Prof. Haltora. Haltoras ulv stod mellem dem og kiggede fra den ene til den anden med gule øjne.

Surains duft nåede mig fra den anden side af hallen. Våd jord og dyrepels og gammelt metal og den fjerne ild der aldrig helt var gået ud. Den var stærkere end jeg huskede. Eller også var min evne til at mærke den blevet stærkere.

Han kiggede op da jeg gik forbi. Vores øjne mødtes. Han sagde ingenting. Haltora sagde ingenting. Men Haltora kiggede fra Surain til mig og tilbage med et blik der sagde at de talte om mig, og at de begge vidste at jeg vidste det.

Jeg gik videre til spisesalen. Ahra og Retia sad allerede ved vores plads. For den anden ende af bordet sad Thea Lyndris og lo af noget, og jeg var gået forbi hende uden at se efter. Det opdagede jeg først, da jeg havde sat mig.

"Surain er her," sagde jeg og satte mig ned.

Ahra satte sin toast ned. "Dyrehandleren?"

"Ja."

"Hvorfor?"

"Det ved jeg ikke endnu."

Retia kiggede på mig over sin kop. "Men du tror det handler om dig."

Det var ikke et spørgsmål. Retia stillede sjældent spørgsmål hun allerede kendte svaret på.

Han fandt mig om aftenen.

Jeg var på vej tilbage fra biblioteket alene. Det var sent, gangene var næsten tomme, og fakkellyset var dæmpet til den natlige glød der fik skygger til at strække sig op ad væggene. Alôpex gik ved mine fødder med ørerne drejet bagud, opmærksom på noget jeg ikke kunne høre.

"Chris."

Hans stemme kom fra en niche i væggen, et af de steder hvor et vindue engang havde siddet og var muret til. Alôpex stoppede med det samme, og hendes ører drejede mod lyden, og hendes krop var stille og spændt.

Surain trådte frem fra skyggen. Hans ansigt var ældre end jeg huskede, eller måske var det bare lyset. Faklen på væggen kastede dybe skygger under hans øjne og langs hans kæbe, og hans hænder, der hang ved hans sider, bar nye rynker der ikke var der for fire uger siden.

Han kiggede på mig med de rolige, triste øjne jeg huskede fra hytten på øen. Men der var noget nyt i dem nu. Noget der hastede.

"Surain," sagde jeg. Jeg stoppede. Mine fødder fandt den position de altid fandt når noget overraskede mig: let spredt, vægten ligeligt fordelt, klar til at bevæge sig. Fjordrute-vanen. Den sad i mig nu.

"Gå med mig," sagde han. "Der er noget vi skal tale om."

Vi gik. Ikke igennem passagerne, men ad de almindelige gange, ned ad trapper og hen over korridorer, og Surain gik med den langsomme omhu han altid gik med, hvert skridt velovervejet, hvert blik der faldt på noget var et blik der registrerede alt. Vi endte i et lille rum i stueetagen der virkede som om det normalt var tomt: et par stole, et bord, et vindue der kiggede ud over haven i mørket. Luften lugtede af støv og gammel sten og den svage Dherak-rest der var overalt i slottets ældste dele.

Surain satte sig. Jeg satte mig overfor ham. Alôpex hoppede op på bordet og lagde sig ned mellem os med hovedet på sine poter.

"Har du haft drømme?" sagde Surain. Han sagde det uden indledning, uden opvarmning, uden det sociale spil mennesker normalt spiller inden de kommer til det vigtige.

Kulde i min rygsøjle. "Ja."

"Om en kvinde der græder."

Det var ikke et spørgsmål. Jeg svarede alligevel. "Ja. I regnen. Noget brænder langt væk. Hun holder mine hænder. Hun ved hvem jeg er."

Surain lukkede øjnene et øjeblik. Da han åbnede dem, var der noget i dem der var anderledes end alt hvad jeg havde set af ham før. Ikke den kontrollerede sorg fra hytten. Noget mere akut. Noget der lignede hastværk.

"Drømmene er ikke drømme," sagde han. Han rejste sig fra stolen og gik hen til vinduet og kiggede ud i mørket. Hans hænder lå på vindueskarmen, og hans fingre trommede langsomt mod stenen, en rytme der sagde at han tænkte over hvor meget han kunne fortælle. "De er modtagelser. Din Dherak er stærk nok til at opfange signaler fra andre Engle, selv over store afstande." Han vendte sig mod mig. "Og nogen sender til dig. Bevidst eller ubevidst. Nogen der er forbundet til dig med noget dybere end magi."

"Min mor," sagde jeg.

Surain kiggede på mig. Lang tid. Alôpex løftede sit hoved fra sine poter og kiggede også, og de to par øjne, de menneskelige og de dyriske, holdt mig fast.

"Ja," sagde han. "Din mor."

Ordene hang i rummet. Mine hænder lå på bordet, og de var stille, men indeni mig var der noget der rystede, noget dybt og gammelt og bange og glad på samme tid.

"Hun lever," sagde jeg. Ikke et spørgsmål. En konstatering. Noget jeg sagde højt for at gøre det virkeligt.

"Ja. Hun lever." Han sagde det stille, med den vægt ord har når man har holdt dem inde for længe. "Og hun er i fare." Surain gik tilbage til stolen og satte sig og lænede sig frem. Hans hænder lå fladt på bordet, de samme hænder der havde rystet da han fortalte om sin far, og de rystede igen nu. "Der er folk der holder øje med dig, Chris. Ikke kun her. Overalt. Og der er folk der vil have dig til at forblive i mørket. Folk der tror at jo mindre du ved, jo sikrere er du."

"Ligesom Edrin," sagde jeg.

Surains blik flakkede. Kun et øjeblik. Men det var nok til at jeg vidste at jeg havde ramt noget.

"Edrin gør hvad han tror er rigtigt," sagde Surain forsigtigt. "Han har sine grunde."

"Alle har deres grunde," sagde jeg. "Hanne havde sine grunde. Haltora har sine grunde. Kalmin har sine grunde. Alle holder noget skjult og kalder det beskyttelse, og ingen spørger mig om jeg vil beskyttes."

Stilheden der fulgte var lang og tung. Alôpex' hale bevægede sig langsomt frem og tilbage over bordet.

Surain trak vejret dybt. Lænede sig tilbage i stolen. Hans hænder holdt op med at ryste og lå stille. "Jeg havde tænkt mig at vente til du var ældre," sagde han. "Men bjerget er begyndt at kalde på dig, og det venter ikke på at nogen er klar."

"Din far var en af De Tretten," sagde han. Hans stemme var lav. "Men det er ikke det jeg husker om ham. Jeg husker hans hænder. De var altid kolde, også om sommeren, fordi han gik ud i floden hver morgen og stod der så længe at jeg troede han var faldet i søvn." Han kiggede ned på sine egne hænder. "Din mor blev uddannet af en anden af dem og blev selv en af De Tretten. De fik dig. Og så blev din far dræbt, og din mor gik under jorden for at beskytte dig."

Han kiggede på mig med øjne der var fulde af noget der var mere end sorg. Noget der lignede skyld.

"Du er ikke en tilfældighed, Chris. Du er en plan. Du er det de efterlod, og der er mennesker i den her verden der er bange for hvad det betyder."

Mine hænder lå på bordet. Stille. Mine øjne var tørre. Min krop var stille. Men indeni mig var der en storm der var så stor at den ikke lavede lyd endnu, den var stadig for langt væk, den var stadig bag horisonten, men den kom, og jeg kunne mærke den i mine knogler.

"Træn mig," sagde jeg.

"Hvad?"

"Træn mig. I det du ved. I det der ikke er på pensum. I det min far kunne, og min mor kan, og alle de ting alle holder skjult for mig. Træn mig, så jeg kan beskytte mig selv og holde op med at vente på at andre gør det."

Surain kiggede på mig. Og for første gang siden jeg havde mødt ham, smilede han. Det var et lille, træt, sørgeligt smil, men det var ægte.

"Ja," sagde han. "Det vil jeg."

Vi begyndte den nat.

Surain førte mig ud igennem en passage jeg ikke havde fundet endnu. Ringen om mit håndled blev varm, da vi gik ind i den. Det var en smal gang der endte i en lille lysning bag slottet, nede ved floden, gemt bag høje buske og gamle egetræer. Himlen var klar, og stjernerne var de fremmede stjerner der hang over Anglien, og luften var kold og duftede af nattefrost og visne blade og den vage rest af efterår der stadig hang i jorden.

"Sæt dig ned," sagde Surain. "Og sig ingenting, før jeg spørger."

"Hvor længe?"

"Det finder vi ud af."

Jeg satte mig i det kolde græs. Alôpex lagde sig ved min side. Jeg lukkede mine øjne, sådan som Haltora havde lært os i Dherak-timen.

Og lyttede.

Først var der de ydre lyde. Vind i trækronerne. Et dyr der bevægede sig i buskene. Floden i det fjerne, dens evige, langsomme lyd. Slottets mure der knagede svagt i nattekulden.

"Dybere," sagde Surain.

Jeg prøvede. Men jeg hørte ingenting. Jeg duftede. Frosten i græsset, de visne blade, egebarken, Alôpex' pels, floden, Surains våde jord og gamle ild. Hver gang jeg prøvede at komme ned under lydene, kom jeg ind i en ny duft i stedet, og den næste, og den næste. Der gik en halv time. Mine ben blev stive, og kulden fra jorden krøb op i mine hofter.

"Du lytter med næsen," sagde Surain. "Luk den."

"Hvordan ved du det?"

"Dine næsebor har arbejdet hele tiden." Han rejste sig. "Kom."

Han gik ned til vandkanten, og jeg fulgte efter. Floden var sort og glat i stjernelyset. Han pegede ud i den, og jeg trak støvlerne af og rullede bukserne op og gik ud til vandet nåede mig til knæene. Det var koldere end om morgenen, en kulde der bed i skinnebenene, og strømmen trak i mine ankler.

"Luk den nu," sagde Surain fra bredden.

Jeg gjorde som Gopaltu havde lært mig. Åndede gennem munden. Tænkte på koldt vand, og det var ikke svært, for jeg stod i det. Duftene lukkede sig én efter én, som døre ned ad en lang gang, til der kun var mørket og vandet om mine ben.

Og så lyttede jeg dybere. Forbi lydene. Ned under dem. Og der var noget. En lyd der ikke var en lyd. En vibration i jorden, i luften, i alt. Dherak. Ikke min Dherak. Verdens Dherak. Øens Dherak. Den samme brummen jeg havde mærket den første nat på prøveøen, den nat hvor Alôpex havde sagt at øen vidste vi var der.

"Kan du mærke det?" sagde Surain.

"Ja."

"Det er jordens Dherak. Den er overalt. I stenene. I vandet. I rødderne under dine fødder. De fleste mennesker kan ikke mærke den. Du kan."

"Hvorfor?"

"Fordi du er den du er." Han stod på bredden lige over mig med hænderne i kappens ærmer. "Din far kunne det også. Han sagde at det var som at lytte til noget der altid talte, men som de fleste havde glemt at høre."

Vi var stille. Jeg lyttede til flodbunden under mig. Til den langsomme, dybe puls der gik igennem alt, igennem stenene og rødderne og vandet og op igennem mine ben og ind i mit bryst.

"Det du skal lære," sagde Surain, "er ikke at bruge Dherak. Det kan lærerne lære dig. Det du skal lære er at lytte til den. At mærke den i alt. At lade den guide dig i stedet for at tvinge den. Det er det din far vidste, og det er det der skræmmer folk."

"Hvorfor skræmmer det?"

"Fordi en person der lytter til Dherak i alt, kan mærke ting andre ikke kan mærke. Kan finde ting andre ikke kan finde. Kan vide ting andre ikke vil have dem til at vide." Han holdt en pause. Natten var stille rundt om os, og den eneste lyd var vinden i egetræernes kroner og det fjerne mumlen af floden. "Din far kaldte det at 'gå med strømmen'. Ikke den slags strøm man kan se. Den der løber under alt."

Han strøg støv af sin kappe. Natten var kold, og hans åndedræt var hvidt i måneskinnet.

"Når jeg er her, mødes vi ved floden om natten," sagde han. "Fortæl det ikke til Edrin. Fortæl det ikke til Haltora." Han holdt en pause. "Fortæl det til dine venner. De skal vide det. Men ingen andre."

"Du stod og talte med Haltora i morges," sagde jeg. "Om mig."

"Haltora ved at jeg er her. Han ved ikke hvorfor." Han kiggede ud over haven, mod bjerget der rejste sig mørkt mod stjernerne i nord. "Jeg rejser i morgen tidlig. Men jeg kommer igen. Og igen. Indtil du kan det du skal kunne."

Han gik. Hans skridt var lydløse mod græsset, og han forsvandt ind i skyggen mellem buskene, og snart var der kun hans duft der langsomt opløstes i natteluften, våd jord og gammel ild, og så var han væk.

Jeg gik op af vandet og satte mig i græsset med følelsesløse fødder. Alôpex lagde sig ved min side med sit hoved på mine ben. Stjernerne hang over mig, fremmede og fjerne og smukke.

Min far var en af De Tretten. Min mor levede stadig. Og jeg var en plan.

Jeg vidste ikke endnu hvad det betød. Men jeg vidste at noget var ændret. Ikke noget udenfor mig. Noget indeni. En dør der var gået op til et rum jeg ikke vidste fandtes, og bag den var der noget der ventede, noget stort og mørkt og vigtigt, og det ville ikke vente for evigt.

Surain fortalte mig mindre end halvdelen af sandheden den aften. Men den halvdel han fortalte mig var nok til at ændre alt.

Alôpex løftede sit hoved og kiggede på mig med sine sorte øjne.

"Hjem?" sagde hun.

"Hjem," sagde jeg.

Og vi gik ind i slottet, ind igennem passagen, op ad trapperne, over det knirkende syvende trin, og ind på værelset. Klokken var tre. Nihil lå på ryggen med åbne øjne, og han sagde ingenting. Men vinduet, som jeg havde ladet stå på klem, var lukket, og rummet var varmere end gangen.

Jeg lagde mig i min seng. Kiggede på væggen. To sorte fjere sad der, side om side, sort mod den nøgne kalk.

Min far havde haft kolde hænder, også om sommeren. Af alt det Surain havde sagt, var det det jeg blev ved med at vende tilbage til.

Det var meget at falde i søvn på. Men Alôpex lagde sig mod min hals, og hendes hjerte slog mod min kind, og jorden under slottet pulserede langsomt i takt med noget der var ældre end os alle, og jeg faldt i søvn med duften af is og jord og ren luft og det fjerne ekko af en kvinde der græd et sted hvor ilden ikke var slukket endnu.