Spøgelsestigeren er aldrig set drikke. Fangere har ventet ved vandhullerne i uger. De har kun fundet spor, der går ned til vandet og ikke op igen.

Surains Bestiarum, tredje udgave

Kapitel 4

Væggen der åbnede sig

Slottet var større end noget sted jeg nogensinde havde været.

Gangen jeg stod i, strakte sig i begge retninger og forsvandt i halvmørke, og der var ingen skilte, ingen pile, ingen af de små trygge markører en normal bygning har for at fortælle dig hvor du er. Der var bare sten og malerier og fakler der brændte med det samme blålige skær som i Fontéhallen, og døre der alle lignede hinanden.

Jeg begyndte at gå. Jeg valgte venstre, fordi den retning føltes lige så rigtig som den anden, hvilket vil sige at det var helt tilfældigt. Gangen drejede og blev smallere, og så bredere igen, og så kom der en trappe der førte nedad, og jeg tog den, og så kom der en ny gang, og den lignede den forrige, og jeg havde ingen idé om jeg var kommet nærmere Førsteårsstuen eller længere væk.

Malerierne fulgte mig. Ikke med øjnene. Med duften. Jeg gik forbi en ældre kvinde i en mørkeblå kappe, og der kom lavendel og blæk fra lærredet, så tydeligt at jeg drejede hovedet efter det, som man drejer hovedet efter nogen der går forbi en på gaden. Hun kiggede ud over min skulder med malede øjne. Det var mig der stirrede.

Jeg stoppede midt i gangen og lænede mig mod væggen. Min mave knurrede, og jeg mærkede sulten og trætheden i benene og den lille kolde erkendelse der fulgte: der var ingen der ledte efter mig. Ahra vidste ikke hvor jeg var. Haltora havde afleveret mig og var gået. Rektor Edrin havde sendt mig ned i en stue han ikke havde fortalt mig vejen til. Og jeg var ikke engang sikker på at jeg ville kunne finde hans dør igen, eller at den ville være den samme dør, hvis jeg gjorde.

Jeg var faret vild i et slot fuldt af mennesker, og ingen af dem vidste at jeg var der.

Det var ikke nyt. Det var bare en ny udgave af noget jeg havde kendt hele mit liv.

Jeg ved ikke hvor længe jeg gik. Det føltes som timer, men det var nok kortere. Gangene skiftede karakter, som om slottet ikke kunne bestemme sig for hvad det ville være. Nogle var brede og lyse med tæpper på stengulvet og vinduer der kiggede ud over floden, hvor det sidste lys var ved at gå. Andre var smalle og kolde og lugtede af fugt og gammel sten. Jeg prøvede at huske de sving jeg tog, men efter det tredje eller fjerde opgav jeg.

Og så var der nogen for enden af gangen.

En skikkelse. Høj, lyst hår. Han stod med ryggen til mig og kiggede på noget jeg ikke kunne se, og han bevægede sig ikke. Jeg skyndte mig hen mod ham. Mine skridt gav ekko mod stenen, og da der var ti meter mellem os, vendte han sig halvt om.

Grønne øjne. Unge, men ikke så unge som mine. Øjne der var ældre end en elevs, i et ansigt der var hårdt og opmærksomt og allerede vendt mod den næste ting.

"Hej," sagde jeg. "Vent, jeg er..."

Han var væk.

Ikke gået. Ikke løbet. Bare væk. Der hvor han havde stået, var der tom luft og grå sten, og der var ingen døre i nærheden, og ingen sving, og ingen steder at forsvinde hen. Det eneste der var tilbage, var en svag duft der hang i luften et øjeblik og så var væk. Noget tørt og mørkt, som bark og blæk.

"Øv," sagde jeg til den tomme gang.

Ingen svarede.

Jeg gik hen til det sted hvor han havde stået. Muren så ud som alle de andre mure. Grå sten, fugtige i fugerne, med den vage lugt af kælder. Jeg lænede mig op ad den i ren udmattelse, og da min skulder ramte stenen, mærkede jeg at en af dem gav efter. Ikke meget. Bare en centimeter. Et lille klik, som om noget inde i muren reagerede.

Væggen åbnede sig.

Den gled til side, lydløst og langsomt, som om den var bygget til netop det, og bag den var der en trappe der førte nedad i mørket. Kold luft strøg op fra åbningen og ramte mit ansigt som en hånd.

Jeg havde ikke ledt efter den. Jeg havde bare lænet mig mod den forkerte væg på det rigtige tidspunkt.

Mere skulle der ikke til.

Jeg gik ned.

Trappen var smal og stejl, og det eneste lys kom fra små blålige sten sat ind i væggen med halvanden meters mellemrum. Det lugtede af gammel sten og støv, og trinene var hule i midten, slidt af fødder jeg ikke kunne forestille mig. Et sted langt foran mig var der en svag lyd af stemmer.

Jeg fulgte lyden. Efter fem minutter kom jeg til en dør med to små huller i øjenhøjde. Jeg bøjede mig ned og kiggede igennem.

En lav stue med vinduer der sad så langt nede at floden var lige udenfor, sort og glinsende i mørket. Bløde møbler der ikke passede sammen. En pejs hvor der brændte almindelig ild, gul og knitrende. Og en masse elever på min alder der sad og snakkede og spillede og lo, og midt iblandt dem stod Ahra og kiggede nervøst rundt, som om han ledte efter nogen.

Mig. Han ledte efter mig.

Noget i mit bryst bevægede sig en lille smule.

Jeg lagde hånden på dørhåndtaget. Det var af jern og koldt og glat. Jeg trykkede det ned og skubbede døren op og trådte ind, og varmen fra pejsen og lugten af brænde og våde sko og mange mennesker slog mig i møde. Den første der fik øje på mig, var Ahra.

"Chris!" Han var henne ved mig i tre skridt og greb fat i min skulder for at sikre sig at jeg var virkelig. "Hvor har du været? Jeg har ledt efter dig i en time."

Der var noget i hans greb jeg ikke var vant til. Ikke hårdt. Ikke svagt. Bare der. Det var grebet fra en der faktisk havde lagt mærke til at jeg var væk, og som faktisk var lettet over at jeg var kommet tilbage. Jeg havde aldrig haft nogen der greb fat i mig på den måde. Hanne klappede mig på kinden når hun gik forbi. Lærerne rørte mig aldrig. Ingen havde nogensinde holdt fast i min skulder med den besked: "Du var væk, og det betød noget."

"Jeg for vild," sagde jeg. Det var ikke løgn, men det var heller ikke hele sandheden. "Tredje sal." Jeg anede ikke hvilken sal det havde været, men det lød som et sted. "Det er ret forvirrende deroppe."

"Maka siger at tredje sal er den sværeste at finde rundt på." Lettelsen i hans stemme var så tydelig at den næsten var komisk. "Kom, vi skal op i spisesalen og have noget at spise."

Ved døren hang en sort tavle, og på den havde nogen skrevet med kridt i store, runde bogstaver: Floden: 109 m. Jeg nåede ikke at spørge hvad det betød, før Ahra havde trukket mig ud på gangen. Det var først da vi stod derude, at jeg stoppede.

"Ahra."

"Ja?"

"Jeg fandt ikke vejen herned ved at gå rundt. Jeg fandt en hemmelig passage. Oppe på gangen lænede jeg mig op ad muren, og den åbnede sig, og der var en trappe der førte direkte hertil."

Ahra stoppede. Hans øjne blev store. "Hemmelige passager? Dem har jeg hørt om. De skulle være umulige at finde."

"Jeg fandt den helt tilfældigt. Og lige før jeg fandt den, var der nogen for enden af gangen. En høj fyr med lyst hår og grønne øjne. Han forsvandt bare, lige foran mig."

Noget krydsede Ahras ansigt. Ikke overraskelse. Noget hurtigere, som en skygge der passerer over vand. Det varede et halvt sekund. Så var det væk.

"Underligt," sagde han. "Det var nok bare en ældre elev. Der er vel nogle der kan teleportere."

Han sagde det for hurtigt. Men jeg var for sulten til at tænke over det.

"Men fedt med passagen." Han grinede, og det var det grin der nåede hele vejen op i øjnene. "Vi skal finde dem alle sammen. Alle de hemmelige passager på hele skolen, før vi går ud herfra. Er du med?"

Han rakte hånden frem.

Jeg tænkte ikke over det. Jeg tog den.

I det sekund vores hænder mødtes, blev stenene under os kolde.

Det startede i fødderne og gik op gennem benene som når man står for længe i havet i marts. Faklerne langs gangen blafrede, alle på én gang, som om nogen havde åbnet en dør et sted, og luften blev tung og våd og lugtede af sten der har ligget under vand. Jeg prøvede at trække hånden til mig, men det kunne jeg ikke. Det var ikke fordi noget holdt den fast. Det var fordi den ikke ville.

Og så kom stemmen.

Den kom ikke fra noget sted. Den kom fra alle steder, fra gulvet og murene og trappen bag os. Den var dyb og gammel og tonløs, lavet af sten og vand og noget der havde eksisteret længe før nogen af os.

"Chris Godrand og Ahra Retonk. I har lovet hinanden at finde alle veje i dette hus, før I forlader det. Mener I det?"

"Ja," sagde Ahra. Hans stemme rystede.

"Ja," sagde jeg. Min stemme rystede også.

"Så bærer stenen jeres ord. Den af jer der bryder det, betaler med det han har."

Noget koldt lagde sig om mit håndled. Det var ikke synligt. Det var bare der, en ring af kulde, som et armbånd af våd sten, og jeg kunne se på Ahra at han mærkede det samme. Stemmen var væk. Faklerne brændte stille igen. Vores hænder slap hinanden, og vi stod på gangen og kiggede på hinanden med store øjne og rystende fingre.

"Hvad..." begyndte jeg.

"Det var et stenløfte," sagde Ahra. Han var hvid i ansigtet og holdt om sit eget håndled. "Jeg har kun hørt om dem. Min bedstemor sagde at slottet selv gør det. At det ikke lytter til hvem som helst. Det skal..." Han stoppede og kiggede ned på sin hånd. "En af os må have noget der er stærkt nok til at slottet gad lytte."

"Er det farligt?"

"Kun hvis vi bryder det. Så betaler man med Dherak." Han slog øjnene ned. "Min bedstemor kendte en mand der brød et stenløfte. Han smagte kobber i et helt år og kunne ikke tænde et lys." Han kiggede på mig. "Og ringen skulle blive varm, når man er tæt på en passage ingen har fundet. Så er det den der viser vej. Fortæl det ikke til nogen. Overhovedet."

Jeg nikkede. Ringen om mit håndled var stadig kold. Noget var blevet lagt ned i den hånd, der ikke var der før.

"Lad os gå op og spise," sagde Ahra med en stemme der prøvede at lyde normal. "Jeg er sulten."

Jeg fulgte efter ham og sagde ingenting. Men inde i mig var der en ny tanke der ikke ville forsvinde: en af os havde lige fået et slot til at lytte.

Og jeg var ret sikker på at det ikke var Ahra.

Spisesalen var det største rum jeg endnu havde set på Déynáir.

Den var lang og smal og havde vinduer i hele den ene side, høje vinduer med små ruder, og bag dem lå floden og det sidste blå lys over vandet. Loftet var almindeligt, med mørke bjælker. Lange borde stod på tværs af salen, og mellem dem gik ældre elever i forklæder og bar fade ind fra køkkenet: fiskesuppe, kartofler i flødesovs, brød der stadig dampede, frugter i farver jeg ikke kendte navnene på. Det lugtede af dild og smør og røg fra pejsene i hver ende, og lyden af hundredvis af stemmer og bestik der klirrede, var som en mur.

"Man sidder efter årgang," sagde Ahra. "Vi er nederst."

Vi fandt to pladser for enden af det nederste bord. Ahra begyndte at fylde sin tallerken med det samme. Den sidste times panik var allerede glemt. Jeg satte mig og kiggede ud over salen. De ældre elever sad i grupper, og de nye elever sad i klynger af dem der kendte hinanden fra deres gamle skoler. Latter og halvhøje samtaler krydsede bordet som tråde i et net.

Og for enden af vores bord sad en pige alene.

Hun havde langt brunt hår og blå øjne og en rød trøje på, og hun sad og kiggede ned i sin tallerken, som om den var det eneste i rummet der fortjente hendes opmærksomhed. Ingen sad ved siden af hende. Ingen talte til hende. Stolen til venstre for hende var skubbet ud, som om nogen havde rejst sig og gået.

"Det er hende der gik først i floden," hviskede Ahra med munden halvfuld af kartofler. "Hende der var modigere end alle os andre."

"Hvorfor sidder hun alene?"

Ahra trak på skuldrene. "Ingen idé."

Jeg tog min tallerken og rejste mig. Ahra kiggede forvirret på mig. Jeg gik hen til den tomme stol ved siden af pigen og satte mig.

Da jeg sad, kom duften. Alle de mennesker jeg havde mødt i den her verden, duftede af noget. Ahra af varm bark og honning. Haltora af jern og natteluft. Men hun duftede af saltvind og kold sten og vilde roser, den slags roser der gror på klipper ved havet, hvor ingen har plantet dem. Det var den første duft der fik mig til at glemme at trække vejret et øjeblik.

Hun kiggede op. Hendes øjne var vågne og mistænksomme og blå som floden udenfor.

"Er stolen ledig?" sagde jeg, selvom jeg allerede sad på den. Det var en dum ting at sige. Men dumme ting er nogle gange de eneste ærlige ting, fordi de siger: jeg ved godt at jeg gør noget underligt, og jeg gør det alligevel.

"Åbenbart," sagde hun. Et halvt smil, den ene mundvig, der forsvandt lige så hurtigt igen. Men det var der. Hendes stemme var ikke uvenlig, men heller ikke venlig. Det var stemmen fra en der var vant til at folk satte sig og gik igen.

"Jeg hedder Chris," sagde jeg. "Chris Godrand."

Tredje gang. Det blev nemmere for hver gang.

"Retia Caritas," sagde hun. Så kiggede hun på mig og ventede på resten. "Har du ikke hørt om mig?"

"Nej," sagde jeg. "Jeg har ikke hørt om nogen. Jeg kom i dag."

Noget i hendes ansigt ændrede sig. Ikke et smil. Bare en lille åbning, en dør der havde været lukket længe, og som gik et par centimeter op.

"Så sidder du her fordi du vil, og ikke fordi du ikke ved bedre?"

"Jeg sidder her fordi der var en ledig stol," sagde jeg. "Og fordi du gik først ud i floden, og det syntes jeg var ret modigt."

Ahra satte sig på den anden side af hende med tallerkenen i den ene hånd og den anden allerede i gang med at gestikulere. "Hej. Jeg er Ahra. Må jeg sidde her? Der er mere plads end derovre. Og Chris er stille, men det er okay. Jeg snakker nok for os begge."

Retia kiggede på os begge to. Hun lagde gaflen fra sig og trak ærmerne på trøjen ned over håndleddene, og for første gang siden jeg havde set hende, var der noget i hendes øjne der ikke var mistænksomt. Det var ikke tillid. Ikke endnu. Men det var begyndelsen på noget der måske kunne blive det.

"Ja," sagde hun. "I må gerne sidde her."

Det var bare fem ord. Men hun sagde dem, og hun mente dem, og jeg kunne mærke forskellen, sådan som man mærker at vandet er blevet en anelse varmere, før man kan sige hvorfor. Jeg havde hørt "ja" sagt på tusind måder i mit liv. Hannes "ja" der betød "spørg mig ikke mere, skat". Lærernes "ja" der betød "sæt dig ned". Retias "ja" betød: Jeg vælger jer. I det mindste lige nu.

Det tog jeg imod.

Førsteårsstuen var næsten tom da vi kom tilbage. Ilden i pejsen var brændt ned til gløder, og en enkelt dreng sov i en lænestol med en bog på maven. Ahra viste mig op ad en smal trappe til gæstesovesalen, et langt rum under taget med senge på række langs begge vægge, og jeg fandt min seng med mit navn skrevet på et lille skilt ved hovedgærdet.

Chris Godrand.

Jeg satte mig på sengekanten og begyndte at tage skoene af. Ahra lå allerede på sin seng to pladser væk og var ved at falde i søvn.

"Godnat," sagde han. Han lå på siden med ansigtet mod væggen og trak tæppet op over skulderen. Uldtrøjen lå foldet på stolen ved hans seng. Jeg havde givet ham den tilbage, og han havde lagt den der, som om den bare ventede på at nogen fik brug for den igen.

"Godnat," sagde jeg.

Jeg sparkede skoene af, trak benene op på sengen og lå et øjeblik oven på tæppet, før jeg trak det op over skuldrene. Sengen var blødere end den på Fjordly, og puderne duftede af lavendel og salt og noget tredje der mindede om tørt græs i sensommeren. Tæppet var tungt og varmt, og det lagde sig over mig som om det vidste at jeg var træt, og for første gang i lang tid mærkede jeg min egen krop slippe. Skuldrene sank ned. Kæben slap. Mine hænder, der altid var knyttede om noget usynligt, åbnede sig langsomt mod madrassen.

Jeg lå længe og kiggede op i mørket. Et sted under vinduerne løb floden, og jeg kunne høre den, svagt, som når jeg lå i min seng på Fjordly og hørte fjorden uden at tænke over det.

Hanne i køkkenvinduet med kniven i den ene hånd. Den gamle kone ved bålet. Rektors ansigt og den smerte der kom og gik i det. Haltoras helt sorte øjne. Drømmen om de kappeklædte ved det runde bord. Passagen der havde åbnet sig, ikke fordi jeg ledte, men fordi jeg holdt op. Ringen om mit håndled. Og Retias stemme der sagde "I må gerne sidde her", som om det var det modigste hun havde sagt hele dagen.

Et sted i mit bryst, dybt nede under sulten og trætheden og forvirringen, var der en lille varme der ikke havde været der, da jeg vågnede samme morgen.

"Nogen her kender dig," hviskede jeg til mørket.

Mørket svarede ikke.

Men det føltes alligevel som om det lyttede.