Voloére er den sjældneste form for ædelsten i Anglien. En enkelt Voloére kan opbevare en mængde Dherak der svarer til hvad hundrede Engle producerer i et helt liv. Hvem der lavede de første Voloérer, og hvordan, er ukendt. De ældste eksemplarer er dateret til før Krigens tid.

Uddrag fra Mineralogi og Magi, standardværk, 4. udgave

Kapitel 12

Første dage

Mandag morgen begyndte med lys.

Det kom ind gennem det smalle vindue over min seng, gråt først og så hvidt, og lagde sig hen over tæppet og op ad væggen, og jeg vågnede af det, fordi kroppen mærkede det gennem øjenlågene og besluttede at det var værd at åbne øjnene for. Rummet var koldt. Luften lugtede af kalk og af natten der lige var gået, og under det af den kobberagtige tone der lå i alt på Déynáir.

Alôpex lå sammenrullet på puden ved siden af mit hoved, og hendes pels fangede morgenlyset og skinnede svagt blåhvidt.

Den anden seng var tom.

Den var redt så stramt at man kunne have slået en mønt mod tæppet og fået den til at hoppe. Hjørnerne var foldet ind som på et brev. Hans støvler var væk, og kappen der havde hængt på knagen i aftes, var væk. Der var kun en kande vand i hans vindueskarm og, ved siden af den, det hvide dyr. Det sad på bagbenene med forpoterne foldet og kiggede på Alôpex.

Alôpex kiggede tilbage. Ingen af dem blinkede.

Han var stået op før mig. Jeg besluttede at det ikke gjorde noget.

Jeg satte fødderne på gulvet. Brædderne var kolde og knirkede under min vægt. Gennem vinduet over min seng kunne jeg se bjerget, gråt i morgendisen, og nedenfor slottet et bånd af floden der lå blank og stille. Det var mit vindue. Min udsigt. Min morgen.

Jeg kiggede op på væggen over min seng. Tom. Hvid kalk. Først var der skolen.

Da jeg vendte mig om med kutten over armen, sad der et lille tegn syet på ærmet, som ikke havde været der i aftes: en sti af tre sten. Ligesom navnet på skiltet. Det hvide dyr var væk fra vindueskarmen. Jeg havde ikke hørt det gå.

Skoledagene begyndte klokken otte i spisesalen. Brød, ost, frugt, en kande med noget der smagte af te men var varmere end te burde være og holdt sin temperatur i timevis. Ahra spiste som han talte, hurtigt og uden pause, og han smurte smør på sit brød med en kniv han holdt forkert, på tværs, som om ingen nogensinde havde vist ham den rigtige måde.

"Min bedstemor smurte brød med magi," sagde han da han så mig kigge. "Jeg har aldrig lært at gøre det med en kniv."

Retia sad overfor os med en kop te hun holdt med begge hænder og dampens varme mod sit ansigt. Om morgenen var Retia stille, og hendes skuldre var oppe igen, den millimeter af vagt der altid var der når hun var iblandt andre mennesker. Det var først når hun sad med os, bare os, at de sank ned.

Nihil sad for enden af bænken. Han spiste alene. Will sad et stykke fra ham og kiggede derhen to gange, mens jeg så på det.

Dherak-time var det første fag.

Lokalet lå på fjerde sal i det nordlige tårn. Der var ingen borde. Ingen stole. Bare et stort, tomt rum med gulv af mørk sten og vægge af grå klippe, og et enkelt vindue der kiggede ud mod bjerget i nord. Luften i rummet var koldere end i resten af slottet, og den havde en tyngde der mærkedes på huden.

Prof. Haltora stod midt i rummet med sin ulv ved sine fødder. Den hed Fenris, havde Ahra hvisket på trappen. Ulven lå med hovedet på sine poter og de gule øjne halvt lukkede, men dens ører var fremad, og den registrerede hvert skridt i rummet. Haltora var i en sort tunika der var enkel og stram og efterlod hans arme bare fra albuen og ned. Hans underarme var dækket af ar, små og store, lyse linjer i den mørke hud der fortalte en historie han aldrig havde delt med nogen.

"Sæt jer ned," sagde han. "På gulvet. I en cirkel."

Vi satte os. Tyve førsteårselever, halvdelen af årgangen, krydsbenet på den kolde sten, med vores Amícûs ved vores side. Alôpex krøllede sig sammen i mit skød, og hendes varme var den eneste varme i rummet.

Haltora gik langsomt rundt i cirklen og kiggede ned på os. Hans sorte øjne gik fra ansigt til ansigt uden at stoppe, og hans skridt var lydløse mod stenen.

"Dherak," sagde han. "I har alle hørt ordet. Nogle af jer tror I ved hvad det betyder. I tager fejl."

Han stoppede. Hans ulv løftede sit hoved og kiggede med ham.

"Dherak er ikke magi. Dherak er det der gør magi muligt. Det er i alt der lever i Anglien, i stenene, i vandet, i luften. Men det er i jer mest af alt, fordi I er Engle og Drúir, og det er det der gør jer til det I er."

Han satte sig ned midt i cirklen. "Luk øjnene."

Jeg lukkede mine øjne. Mørke. Alôpex' åndedræt mod mine hænder. Stenen under mig, kold og hård.

"Træk vejret. Dybt. Langsomt. Og mærk efter."

Det startede som en fornemmelse. Dybt inde, bag mine ribben, under min mave, et sted der ikke har et navn i anatomien men som alle mennesker kender: det sted hvor man mærker ting man ikke kan forklare. Nervøsitet. Forelskelse. Frygt. Det sted.

Der var noget der. Noget der altid havde været der, men som jeg aldrig havde lagt mærke til, fordi det var for tæt på, for meget min egen krop. Det var varmt. Ikke hedt. Den slags varme en ild har når man sidder tæt nok til at mærke den men ikke tæt nok til at blive brændt.

Og det var stort.

Ikke stort som et batteri. Stort som et hav. Dybt og bredt og mørkt og varmt, og det strakte sig ud i alle retninger inde i mig, ned i mine ben og ud i mine arme og op i mit hoved, og det pulserede langsomt i takt med mit hjerte.

"Godt," sagde Haltoras stemme et sted langt væk. "Mærk det. Følg det."

Jeg fulgte det. Ned. Dybere. Og det var som at svømme i fjorden en morgen hvor vandet er sort og stille, og der var ingen bund, og der var ingen stige, og der var bare mere, og mere, og mere.

En hånd lagde sig på min skulder. Tung og varm og duftende af jern og natteluft.

Haltora.

Hans Dherak strømmede ned igennem berøringen, og det var en flod der mødte et hav, og hans flod var stærk og kontrolleret, men mit hav var dybere, og jeg mærkede hans overraskelse igennem berøringen, en lille ryk, et halvt sekunds tøven, og så trak han sin hånd væk.

Jeg åbnede øjnene. Haltora stod over mig og kiggede ned med de sorte øjne, og hans ansigt var det samme flade, ulæselige ansigt det altid var, men hans højre hånd, den der havde rørt min skulder, knyttede sig langsomt og åbnede sig igen ved hans side.

"Godrand," sagde han. "Op."

Jeg rejste mig. Mine ben var bløde.

"Tyve armstrækninger. Nu."

"Hvad?"

"Tyve. Nu."

Jeg lagde mig ned og begyndte. De andre elever kiggede. Ahra kiggede med store øjne. Retia kiggede med sammenknebne øjne. Nihil kiggede med noget der kunne have været interesse.

"Når du er færdig," sagde Haltora fra oven, "tager du tyve til."

Jeg forstod det ikke. Men jeg gjorde det. Og resten af timen behandlede han mig strengere end alle andre, gav mig flere øvelser, sværere opgaver, kortere pauser. Ahra prøvede at protestere, og Haltora sendte ham et blik der fik ham til at lukke munden.

Da timen var ovre og vi gik ned ad trappen, sagde Ahra: "Hvad var det der?"

"Jeg ved det ikke," sagde jeg.

Jeg havde mærket noget i Haltoras berøring, i det lille ryk, i den knyttede hånd. Jeg vidste bare ikke hvad det var.

Kamptime var næste. Samme lokale, men forvandlet. Haltora havde trukket sin tykke kampkappe over tunikaen, og i den ene ende af rummet stod et stativ med træsværd i forskellige størrelser. De var lavet af et mørkt, tungt træ der lugtede af olie og sved og noget syrligt, hundredvis af hænders aftryk.

"Tag et sværd," sagde Haltora. "Et der føles rigtigt."

Mine fingre stoppede ved et sværd der var middellængde, med et håndtag der var lidt slankere end de andre. Det lå godt i hånden, balancen var rigtig, vægten fordelte sig mellem håndled og fingre på en måde der føltes naturlig.

"I rækker af to," sagde Haltora. "Grundstilling. Fødder i skulderbredde. Sværdhånden foran. Den anden bag ryggen."

Jeg stod overfor Marcus Eslakrik, der holdt sit sværd med begge hænder og kiggede på mig med den rolige venlighed han altid bar.

"Okay," sagde han lavt. "Jeg er ikke god til det her."

"Mig heller ikke," sagde jeg.

"De første ti minutter er pareringer," sagde Haltora. "Angrib ikke. Parér kun. Lær at mærke sværdet møde sværdet."

Han demonstrerede. Et enkelt, langsomt slag fra oven, og en parering til siden, og lyden af træ mod træ var dyb og klonkende og tilfredsstillende.

Marcus slog. Langsomt, forsigtigt. Jeg parerede. Vibrationen gik op igennem min arm og ind i skulderen. Vi slog og parerede, langsomt først, så hurtigere. Mine fødder fandt en rytme mod stengulvet, og det var den samme fornemmelse jeg havde haft på skrænten ved Fjordruten: min krop vidste noget mit hoved endnu ikke havde forstået.

"Godt, Godrand," sagde Haltora da han gik forbi. Det var det eneste han sagde. Jeg bar det med mig resten af dagen.

Et stykke nede i rækken stod Nihil. Hans bevægelser var anderledes end alle andres. Kontrollerede. Præcise. Hvert slag landede nøjagtig hvor han ville have det, og hans parering var stram og økonomisk, ingen spildte centimeter. Han kæmpede ikke instinktivt. Han kæmpede som en person der har tænkt over hvert eneste slag inden han slår det.

Jeg lagde mærke til ham. Og han lagde mærke til at jeg lagde mærke til ham. Vores øjne mødtes et øjeblik over træsværdene, og der var noget i hans blik der sagde: jeg ser dig også. Og jeg ser dig igen i aften.

Historietime var det fag jeg havde frygtet mest. Historie havde altid kedet mig på Fjordskolen, og jeg havde antaget at magisk historie ville kede mig på den samme måde, bare med mere fantastiske detaljer.

Jeg tog fejl.

Lokalet lå i den østlige fløj, et lille rum med bøger langs alle vægge og et bord der var for stort til rummet. Prof. Vetharin var en ældre kvinde med kort, hvidt hår og briller der sad skævt på hendes næse, og hun lugtede af gammel te og støv og noget sødt der mindede om tørrede figner.

"Åbn jeres bøger," sagde hun. "Side tretten. Krigens tid."

Siderne var gulnede og tætte med tekst. Illustrationer i margenen viste formationer af krigere, kort over stater der ikke eksisterede mere, symboler jeg genkendte og symboler jeg aldrig havde set.

"Krigens tid varede syvogtyve år," sagde Prof. Vetharin. "Den begyndte med en uenighed i Rådet om brugen af Dherak og endte med oprettelsen af barrieren til normalverden. I de syvogtyve år døde flere Engle og Drúir end i de tre hundrede år der var gået forud." Hun kiggede ud over os med øjne der var skarpe bag de skæve briller. "Glem aldrig at den verden I lever i nu, med jeres skoler og jeres linjer og jeres trygge mure, blev bygget oven på knogler."

Rummet var stille. Ahra sad ved siden af mig og kiggede ned i sin bog. Retia sad ret op i stolen og lyttede med det intense blik hun fik når noget var vigtigt.

En illustration i margenen fangede mit blik: en krans af tjørn med et sværd igennem. Under det stod der en billedtekst: "Sektion XIII's forsegling, brugt til at markere beskyttede steder under Krigens tid."

Mit hjerte slog et ekstra slag. Sektion XIII. De Tretten. Drømmens stemmer rundt om et bord.

Jeg bladrede videre. Teksten nævnte ikke Sektion XIII igen, og ingen andre elever lagde mærke til den. Jeg bladrede tilbage og kiggede på den en gang til. Tjørnekransen. Sværdet. Daggerten. Samme symbol som på mit brev. Samme symbol som i hulen på øen. Samme symbol som på skjoldet i min bankboks.

Jeg sagde ingenting. Men mine fingre holdt fast i bogens kant resten af timen.

Amícûs-time var om eftermiddagen. Prof. Gopaltu stod i haven bag slottet med sit lange sjal viklet om hovedet og sine hvide øjne rettet mod os. Haven var bred og grøn med gamle egetræer langs kanterne, og luften lugtede af vådt græs og jord og den svage varme som sten afgiver når solen har ligget på dem hele formiddagen.

"Jeres Amícûs er ikke et kæledyr," sagde hun. Hendes stemme var blød men bar langt. "De er en forlængelse af jer selv. Det I føler, føler de. Det I frygter, frygter de. Og det I gemmer, ved de."

Hun kiggede direkte på mig da hun sagde det sidste. Hendes hvide øjne holdt mit blik et øjeblik for lang tid.

"Luk øjnene. Find jeres Amícûs i jeres hoved. Og tal til dem."

Alôpex sad på jorden foran mig, og jeg behøvede ikke lede efter hende. Hun var allerede der.

"Du blev straffet i dag," sagde hun.

"Ja."

"Haltora er bange for dig. Folk der er bange for noget, prøver enten at kontrollere det eller at ødelægge det. Jeg tror han prøver det første."

Omkring mig sad de andre elever med lukkede øjne. En pige lo pludseligt højt og sagde "hun fortalte mig en joke!" og Prof. Gopaltu smilede det lille smil man smiler når noget går som det skal. Ahra lå på ryggen i græsset med Lynx oven på sit bryst, og de to kiggede hinanden i øjnene med en intensitet der var komisk og alvorlig på samme tid.

Da timen var ovre, rørte Prof. Gopaltu ved min arm.

"Godrand," sagde hun stille. "Bliv et øjeblik."

Hendes duft var der, sølvagtig og ren, og den havde en dybde der sagde at hun mærkede mere end hun viste.

"Kan du dufte mennesker?" sagde hun.

Jeg sagde ingenting i tre sekunder. Så: "Ja."

"Hvornår begyndte det?"

Jeg tænkte efter. Kuverten i vindueskarmen. Hanne og grøn sæbe. Men det var lugte. Det andet, det der var mere end lugt, var kommet den aften jeg rejste.

"Ved Løverodde. En dreng for enden af en badebro, der duftede af forår midt i november. Og bagefter en gammel kone ved et bål på Borgsted Banke. Hun duftede af sollys på gammel sten."

Gopaltu nikkede langsomt. "Det er sjældent," sagde hun. "De fleste kan mærke Dherak. Du kan dufte det. Det er noget andet." Hun kiggede væk, ud over haven. "Det er noget du skal lære at bruge. Og noget du skal lære at beskytte."

Hun sagde ikke mere. Jeg tænkte på det hun ikke havde sagt, som altid var mere end det hun havde sagt.

Næste dag forstod jeg hvad hun mente.

Eliksirer lå tirsdag morgen i et tårnværelse øverst i vestfløjen. Det var ikke en kælder, men det var værre. Vinduerne var lukkede for frosten, og der stod tyve kedler på lange borde, og over hver kedel hang en lille sky af damp der allerede havde fyldt rummet, før vi kom ind.

Prof. Meriken var en lille mand med store hænder og et plettet forklæde. Han stod ved tavlen og ventede, til den sidste havde sat sig.

"Håndværk," sagde han. Det var hele talen. Han bankede to gange på tavlen med en knoklet finger, hvor opskriften stod med små, tætte bogstaver, og kiggede rundt på os en ad gangen, som om han talte kedler. "Første gang følger I bogen. Anden gang følger I bogen. Når I har lavet den tyve gange, må I spørge mig om noget."

Ingen spurgte om noget.

Opskriften var enkel. En klar eliksir mod hovedpine. Tre urter, skåret i bestemt rækkefølge, vand der skulle koge og så ikke koge, en ske knust kridt, røres syv gange med uret.

Jeg kom til den anden urt.

Det var ikke en duft. Det var tyve. Rosmarin fra kedlen til venstre, noget bittert og grønt fra kedlen til højre, svovl, varm mynte, brændt sukker, jern, våd jord, noget der lugtede som Ahras bark men forkert, sødt og råddent på én gang. De kom ind gennem næsen og lagde sig oven i hinanden, og jeg kunne ikke skille dem ad. Jeg kunne ikke engang finde min egen kedel i det. Jeg lænede mig ind over den for at dufte om vandet var klar til urten, og der var ingenting at dufte, kun alt.

Jeg kom urten i for tidligt. Så kridtet. Jeg kunne ikke huske om jeg havde rørt fem eller syv gange.

Kedlen begyndte at skumme. Først stille, et gråt lag på overfladen, så hurtigere, og så væltede det ud over kanten og ned ad siderne og hvæsede mod flammen, og lugten der steg op, var den værste af dem alle.

Min mave vendte sig.

Jeg nåede døren. Jeg nåede gangen. Jeg nåede vindueskarmen ved trappen, og der kastede jeg op, i en stenkarm med frost på ruden, mens jeg holdt fast i karmen med begge hænder og hørte nogen grine inde bag døren og nogen andre sige stille.

Da jeg kom ind igen, stod Meriken ved min kedel. Han havde slukket flammen. Han kiggede på mig, ikke vredt.

"Du kan lugte for meget," sagde han. "Det er ikke et talent endnu, Godrand. Det er en skade."

Han åbnede en lille sort bog han havde i forklædelommen, skrev noget ud for mit navn og lukkede den igen. Jeg så det, før han lukkede den. To ord.

Ikke bestået.

Det var første gang. Jeg havde ikke tænkt over det før det skete, men det var første gang i mit liv nogen havde skrevet det ud for mit navn. Ikke i idræt. Ikke i matematik, hvor jeg lå i midten. Jeg havde ikke noget efternavn, men jeg havde altid haft det: at jeg kunne. Og nu stod det skrevet i en lille sort bog i et forklæde at jeg ikke kunne, og bogen lå i lommen på en mand der gik videre til næste kedel, som om det ikke var noget særligt.

Det var det heller ikke. For ham.

Jeg sad resten af timen og kiggede på min kedel, og jeg mærkede det ikke som skam. Jeg mærkede det som ingenting. Som når man stiger op af fjorden en morgen i februar og ikke kan mærke sine fødder.

Da de andre gik, blev en dreng siddende. Han var lille for sin alder, med mørkt hår der faldt i øjnene, og han duftede svagt af jord og urter. Han tog en børste fra hylden og en spand vand og satte sig ved siden af min kedel og begyndte at skrubbe uden at sige noget.

"Du behøver ikke," sagde jeg.

"Den brænder fast hvis man venter," sagde han. "Jorin." Han skrubbede videre. "Jeg kastede op i min første gang hjemme. Jeg var seks. Min mor bryggede noget mod lus."

Det var ikke det samme. Men han sagde det, og vi skrubbede, og det grå skum gik af i flager, og bagefter lugtede kedlen af ingenting, og det var en lettelse.

Gopaltu fandt mig samme eftermiddag på gangen uden for biblioteket. Jeg ved ikke hvordan. Hun gik lige hen til mig, som om hun havde fulgt en snor.

"Jeg sagde du skulle lære at beskytte den," sagde hun.

"Jeg vidste ikke hvordan."

"Nej. Det gør man ikke." Hun lagde to fingre let mod min næseryg. De var kolde. "Du skal kunne lukke den. Som man lukker en dør. Ikke låse den. Bare lukke. Ånd gennem munden. Og tænk på koldt vand. Har du noget koldt vand at tænke på?"

"Ja," sagde jeg.

"Så tænk på det."

Jeg prøvede. Jeg åndede gennem munden og tænkte på stigen ved Løverodde og vandet om mine ben. Gangen lugtede af gammel sten og af hende og af noget brændt fra køkkenet langt nede, og ingen af dem gik væk.

"Det kan jeg ikke," sagde jeg.

"Ikke endnu," sagde Gopaltu. Hun tog fingrene til sig. "Øv dig om morgenen, før de andre er vågne. Og ikke i et tårnværelse."

Forvandlingstimen var onsdag morgen, i et rum på anden sal der lugtede af gammelt træ og metal og noget sødligt jeg ikke kunne identificere. Prof. Canthara var en kvinde i halvtredserne med korte, grå krøller og hænder der aldrig holdt stille. Mens hun talte, forvandlede de ting af sig selv, uden at hun kiggede ned. En teske blev til en lille fugl der flagrede et øjeblik og blev til en teske igen. En pen blev til en blomst der duftede af sommer og visnede og blev til en pen igen. Hun lo ad sig selv når hun opdagede det, en høj, varm latter der fyldte hele lokalet.

"Forvandling er ikke at ændre det man ser," sagde hun. "Det er at overtale en ting til at have været noget andet hele tiden. Nogle af jer gør det med øjnene. Nogle med hænderne. Find jeres egen vej ind i tingen."

Hun delte knapper ud til os alle. Små, brune træknapper der lå i vores håndflader.

"Forvandl den til metal. Ikke udseendet. Materialet."

Jeg lukkede øjnene. Jeg prøvede at se metal for mig, og det blev ved med at være et billede, fladt og fjernt. Så lugtede jeg til knappen i stedet. Tørt træ, varmt af min hånd, en svag rest af olie. Og jeg tænkte på metal, ikke hvordan det så ud, men hvordan det duftede: håndtaget på stigen en frostmorgen, jern og salt og koldt. Jeg holdt de to dufte i næsen på én gang og lod den ene glide ind i den anden.

Knappen blev tungere i min hånd. Farven var stadig brun, men overfladen var glat nu, metalglat, og den var kold.

"Halvvejs," sagde Canthara og tog den fra mig og vejede den. "Materialet er forvandlet. Farven er ikke." Hun kiggede på mig med hovedet på skrå. "Du gjorde det med næsen."

"Ja."

"Hm." Hun gav den tilbage. "Godt."

Ahra sad ved siden af mig med en knap der var blank og sølvfarvet og perfekt hele vejen igennem. Han kiggede på den, som om nogen havde lagt den i hans hånd. "Min bedstemor lod mig ikke spise, før jeg havde forvandlet gaflen," sagde han. "Hver aften. I tre år. Jeg troede alle gjorde det."

Retia sad på den anden side af ham, og hendes knap var stadig af træ.

Hun prøvede igen. Hendes kæbe var spændt, og hendes knoer var hvide om knappen, og jeg kunne dufte hendes Dherak blive skarp, som når man holder en tændstik for længe og den begynder at brænde fingrene. Saltvinden i hendes duft blev til noget brændt.

Der lød et lille knæk. Knappen var revnet tværs over.

Canthara stod bag hende. Hun lagde ikke hånden på hende.

"Du tvinger," sagde hun stille. "Slip."

Retia sagde ingenting. Hun lagde den revnede knap på bordet og kiggede på den resten af timen, og hun kiggede ikke på mig eller på Ahra, og da klokken ringede, var hun den første ud ad døren.

Jeg sagde ikke noget til hende om det. Jeg vidste hvordan ingenting føltes.

Om eftermiddagen lå der en lang pakke på min seng. Den var bundet med læderremme, og den lugtede af trækul og olie og af smedjen i Tés Aváir.

Jeg løsnede remmene. Inde i stoffet lå et sværd i en skede af mørkt læder. Jeg trak det halvt ud. Klingen var glat og grå og så skarp at lyset fra vinduet lagde sig som en tynd linje langs den, og langs æggen, hele vejen fra håndtaget til spidsen, løb en streg der var hvid. Ikke malet. Inde i metallet, som en åre.

Nihil sad på sin seng med en bog. Han havde ikke sagt et ord til mig, siden han kom hjem fra øen. Hans eget sværd stod lænet op ad væggen ved hans hovedgærde.

Han kiggede over bogkanten på klingen.

"Mit har ingen streg," sagde han.

Så kiggede han ned i bogen igen.

Healing-timen var torsdag i det lille rum ved sygefløjen. Det lugtede altid af friskbagt brød derinde, fordi Prof. Solveig bagte hver morgen og bragte det med til sine timer. Han var en stor, blid mand med en stemme der var så rolig at den næsten var søvndyssende, og hans hænder var brede og varme og duftede af de urter han altid bar i sin bæltetaske. Han havde været felthealer engang. Man kunne se det i hans hænder: hænderne fra en mand der havde lært at holde ting sammen der var ved at falde fra hinanden.

"Healing er ikke reparation," sagde han. "Healing er samtale. I spørger kroppen hvad der er galt. Og så hjælper I den med at gøre det den allerede ved den skal gøre."

Han parrede os to og to. Jeg var med Retia. Vi sad overfor hinanden med korslagte ben på gulvet. Hun havde ikke talt meget siden i går.

"Læg jeres hænder på hinandens håndled," sagde Solveig. "Luk øjnene. Og mærk."

Retias håndled var smalt og varmt under mine fingre. Hendes puls slog hurtigt, hurtigere end min, og hendes hud duftede af saltvind og vilde roser, og under duften var der hendes Dherak, ikke brændt mere, bare varm og skarp og bevægende.

"Følg det under pulsen," sagde Solveig.

Jeg fulgte. Og der var noget. En lille varme i hendes venstre skulder der var anderledes end resten. Ikke smerte. Noget gammelt. Noget der var helet men som kroppen stadig huskede.

"Din skulder," sagde jeg og åbnede øjnene. "Den venstre. Noget der skete for lang tid siden."

Retia kiggede på mig. Hendes øjne var store.

"Jeg brækkede den da jeg var ni," sagde hun stille. "Faldt ned fra et træ. Hvordan vidste du det?"

"Jeg kunne mærke det."

Solveig stod bag os og nikkede langsomt. "Godrand har en usædvanlig sansefølsomhed," sagde han. "Brug det ansvarligt."

Retia kiggede stadig på mig. Hendes håndled lå stadig i mine hænder. Ingen af os trak dem væk.

"Det er lidt uhyggeligt," sagde hun.

"Undskyld."

"Nej." Et lille smil, det første siden onsdag. "Det er også lidt rart. At nogen kan mærke det."

Da jeg kom op på værelset efter timerne, stod vinduet over min seng på klem, som jeg havde ladet det. På karmen lå en fjer.

Den var stor og sort, længere end min hånd, og den skinnede blåligt i det grå lys. Den lå midt på karmen, ikke halvt ude over kanten, som noget vinden havde lagt der. Lagt.

"Der sad en ravn i dit vindue i morges," sagde Nihil fra sin seng. Han kiggede ikke op fra bogen. "Efter du var gået. Den kiggede på din seng."

Jeg tog fjeren op. Den var let og glat og kold af vinduet. Jeg holdt den op til næsen.

Tørt læder. Gammelt metal. Og under det noget jeg ikke kunne placere.

Det var boksen i banken. Det var præcis den luft der havde slået ud mod mig, da den ældgamle dør gik op i Tés Aváir. Jeg stod med fjeren under næsen i lang tid, og Nihil vendte en side, og hans hermelin stak hovedet ud af hans ærme, åbnede det ene øje og lukkede det igen.

Sera Ventris satte sig ved siden af mig i Førsteårsstuen den aften. Det var sidst i min første uge. Jeg kendte navnene på de fleste i stuen, men ikke rigtig nogen af dem ud over Ahra og Retia. Hun var pigen med strikketøjet fra søndag aften, og hun kom gående med to kopper te og et smil der var så ukompliceret at det næsten var chokerende.

"Jeg hedder Sera," sagde hun og satte den ene kop foran mig. "Og du ser ud til at kunne bruge noget te."

"Tak," sagde jeg.

"Kamille og honning. Min mors opskrift. Hun har en urtebod i Tés Aváir." Hun satte sig ned og trak sine ben op under sig og begyndte at strikke. Tråden skiftede fra blå til grøn mellem hendes fingre. "Du er ham der gik på vandet, ikke?"

"Ja."

"Og ham der løb ud fra Meriken." Hun strikkede videre uden at kigge op. "Det er ret vildt, begge dele. Men lad være med at lade nogen af dem gå dig til hovedet. Min værelseskammerat kan flytte ting med øjnene, og hun er stadig irriterende."

Jeg lo. Det var første gang jeg lo den uge. Og Sera smilede sit fregne-smil og drak sin te, og det var den første gang nogen jeg ikke kendte, gav mig noget bare fordi de ville.

Maka var kommet ned for at se til Ahra. Han sad i en lænestol med benene over armlænet og en tyk bog med ryggen mod ilden, og Ahra lå på gulvtæppet med Lynx og prøvede at få ham til at rulle sig om på ryggen. Lynx nægtede med en værdighed der var imponerende for en losunge. Retia sad i vindueskarmen med Fulmen og kiggede ud på floden, der gled sort forbi lige uden for ruden. Hun havde en bog i hånden, men den var lukket. Ved døren stod der Floden: 87 m på tavlen.

Jeg sad i en stol ved pejsen med Alôpex i skødet og fjeren i min hånd. Den fangede lyset fra ilden og glimtede blåligt i det gule.

"Hvad er det for en fjer?" spurgte Maka.

"Den lå i mit vindue," sagde jeg.

Maka kiggede på den. Hans øjne smalnede. "En ravnefjer. En stor en." Han lukkede sin bog langsomt. "Ravne er Engle-Amícûs. Hvis en ravn efterlader en fjer uden besked... det er sjældent. Det betyder at nogen vil have dig til at vide at de er der, men ikke hvem de er."

Han sagde det stille nok til at kun jeg og Ahra hørte det. Så åbnede han sin bog igen og læste videre, og hans ansigt sagde at han havde sagt alt han havde tænkt sig at sige.

Jeg kiggede på fjeren og tænkte på ravnen der havde siddet i min vindueskarm på Fjordly og lettet uden en lyd.

Senere, på værelset, satte jeg fjeren fast på væggen over min seng med en knappenål der havde siddet i kraven på min kutte, siden Frøken Hartia syede den. Den hang der, sort mod hvid kalk. Den første ting på væggen.

Det var ikke et billede af en familie. Det var ikke en tiptipoldefar i olie over en pejs. Det var en fjer fra en fugl der tilhørte nogen jeg aldrig havde mødt, og som vidste hvem jeg var.

Nihil så på mig fra sin seng, mens jeg gjorde det. Han sagde ingenting.

Og i mørket, da lampen var slukket og hermelinen var en lys plet ved hans håndled, hvor hun stak hovedet ud af ærmet:

"Hvorfor en fjer?"

Jeg tænkte over det.

"Fordi den var til mig," sagde jeg.

Nihil svarede ikke. Men han vendte sig ikke mod væggen, før jeg var faldet i søvn.