I de gamle slægter i Nordmark hænges et sværd ikke op, når den der bar det, dør. Det lægges i vand. Man siger at vandet skal have tid til at lære det at kende.

Fra "Skikke og sæd i Nordmark", Déynáirs bibliotek

Kapitel 23

Under overfladen

Dagen efter angrebet var mærkelig.

Ikke på grund af hvad der var sket. På grund af hvad der ikke skete bagefter. Ingen undersøgelse. Ingen forhør. Ingen lærere der samlede os og forklarede hvad der var foregået og hvem der stod bag. Haltora nævnte det ikke i timen. Edrin nævnte det ikke i spisesalen. Det var som om angrebet var en sten nogen havde kastet i vand, og alle ventede på at ringene skulle forsvinde i stedet for at finde ud af hvem der havde kastet.

Torin og de andre gik rundt med bandager og blå mærker og ansigter der var lukkede af noget de ikke kunne sætte ord på. Sera bar sin arm i en slynge, og hendes øjne var anderledes nu, mere vågne, mere på vagt. Hun plejede at smile når hun gik forbi mig i Førsteårsstuen. Nu kiggede hun ned. Det er den slags ændring der sker i folk der har lært at verden kan gøre ondt uden varsel, og den går ikke over bare fordi det holder op med at gøre ondt.

Retia talte ikke om det. Ikke om angrebet. Ikke om mærket. Ikke om sin far. Hun gik til timer, sad ved sin plads, spiste sin mad, og hendes ansigt var lukket og stille og perfekt kontrolleret, og kun hvis man kendte hende godt nok til at se de ting hun ikke viste, kunne man mærke at noget var galt. Hendes skuldre var oppe igen. Den millimeter. Og hendes hænder lå aldrig stille. De holdt fast i ting, i bogrygge, i kopkanter, i kappens stof, altid fast om noget.

Ahra var urolig på en anden måde. Han snakkede mere end normalt, hvilket var meget, og han snakkede om ingenting, om lektier og mad og vejret, og hans ord var et tæppe han lagde over det han ikke ville tale om. Ahra fortalte mig senere at han lå vågen om natten og kiggede op i loftet, og at Lynx lå ved hans side og kiggede med, og at de to var stille sammen i mørket. Jeg kunne ikke se ham. Men på vores eget værelse lå Nihil også vågen i den anden seng, og jeg kunne høre det på hans vejrtrækning, der aldrig blev helt langsom.

Jeg gik ned til floden om morgenen, som jeg plejede. Alene. Retia kom ikke den morgen, og hun sagde ingenting om hvorfor, og jeg spurgte ikke. Nogle ting behøver ikke forklares. Hendes kolde bad var blevet hendes fars mærke og hendes eget blod på brostenene, og det var svært at stå stille i koldt vand når kroppen stadig huskede hvordan det føltes at holde en mand mod en mur og se sit eget liv falde fra hinanden.

Kulden i vandet var hårdere i december. Isen langs kanterne var tyk nok til at mine fødder knasede igennem den når jeg trådte ud, og vandet under isen var mørkere end det havde været, som om det havde trukket sig ind i sig selv. Floden var ti meter bred nu. Snart ville den være smallere. Men midten ville ikke fryse.

Jeg stod i det kolde vand og trak vejret. Fire. Hold. Seks. Og prøvede at finde det stille sted, det sted der var under tankerne. Men det var sværere nu. Tankerne ville ikke holde stille. De kredsede rundt om de samme ting: mærket i mandens hånd. Lyset på bjergets side. Retias hænder der rystede. Ahras ansigt der var hvidt. Seras ansigt der ikke smilede mere.

Og under alle tankerne, dybere end dem, pulserede bjerget stadig. Den langsomme, dybe puls der ikke havde holdt op med at kalde på mig siden den nat jeg rørte ved forseglingen. Den var der altid nu, svag men insisterende, en vibration i mit bryst der sagde at tiden var ved at løbe ud for noget.

Det var Ahra der hørte det.

Samme aften. Han var gået ned til biblioteket alene for at hente en bog, sagde han, og han var væk i to timer, og da han kom tilbage til Førsteårsstuen var hans ansigt den farve ansigter får når blodet trækker sig væk fordi kroppen har brug for det andre steder.

"Vi skal tale," sagde han. Stille. Uden at kigge på nogen af de andre elever i rummet. "Nu. Ikke her."

Vi gik. Op ad trapper, ned ad gange, igennem en af de hemmelige passager vi havde kortlagt, en der førte til et lille rum bag bibliotekets bagvæg. Rummet lugtede af gammel bog og støv og den tørre, metalliske lugt Dherak har når den har sivet ind i sten over mange år. Retia lukkede døren bag os. Alôpex satte sig ved mine fødder. Lynx pressede sig mod Ahras ben. Fulmen sad på en hylde og kiggede ud i mørket.

Ahra stod midt i rummet med hænderne i sine lommer og rystede.

"Jeg var ikke i biblioteket," sagde han. "Jeg var i passagerne. Jeg ledte efter Kalmin."

"Alene?" sagde Retia. Hendes stemme var skarp.

"Ja." Han kiggede ned. "Jeg ved det. Jeg burde ikke have gjort det. Men jeg kunne ikke lade være. Han er min bror, og han gemmer noget, og jeg er nødt til at vide hvad."

"Hvad fandt du?" sagde jeg.

Ahra trak vejret. Hans hænder kom op af lommerne, og han gned dem mod hinanden, langsomt, den bevægelse man laver når man prøver at varme fingre der er kolde af mere end temperatur.

"Kalmin var der. Nede i den passage under tredje sal, den vi fandt ham i sidst. Og Arcanus var der også."

"Arcanus," sagde Retia.

"Ja. De talte lavmælt. Jeg kunne ikke høre alt. Men jeg lå bag en mur et stykke væk, og lyden bærer i de passager, og jeg hørte nok."

Han kiggede på mig. Hans øjne var store og bange og fulde af noget der lignede skyld.

"De talte om hulen, Chris. Den hule du fandt da du brugte Defluo på prøveøen. Arcanus sagde at forseglingen var svækket. At nogen havde været derinde. Og han sagde et navn."

"Hvilket navn?"

"Malum."

Ordet faldt tungt i det lille rum. Det var et ord der havde sin egen vægt, sin egen temperatur, og luften i rummet føltes koldere da han sagde det, selvom det var indbildning. Alôpex løftede sit hoved fra sine poter, og hendes ører drejede fremad, og hendes krop strammede sig på den måde kroppe strammer sig når de mærker noget der er farligt. Lynx rejste sig og knurrede lavt, og hans gule øjne var rettet mod ingenting, mod noget der ikke var i rummet men som han alligevel kunne mærke.

"Malum," sagde Retia. Hendes hænder, der havde ligget i hendes skød, greb fat i stoffet på hendes bukser. "Hvem er Malum?"

"Fra drømmen," sagde jeg. "Fra det runde bord." Jeg kiggede på Ahra. "Hvad sagde Arcanus mere?"

Ahra lukkede øjnene. Hans fingre holdt op med at gnide mod hinanden og lå stille.

"Han sagde: 'De friske fodspor i hulen var ikke elevens. De var Malums. Han har været her. Han har mærket forseglingen under bjerget. Og han kommer igen.'"

Stilhed. Den eneste lyd var Lynx' lavmælte knurren og den svage summen af gammel Dherak i væggene rundt om os. Elevens. Jeg havde ikke fortalt en eneste voksen at jeg havde været i hulen. Alligevel vidste de det.

"Og så sagde Kalmin noget," sagde Ahra. Hans stemme var lavere nu, næsten en hvisken. "Han sagde: 'Drengens mor har bedt os om at beskytte ham. Men vi kan ikke beskytte ham mod noget der allerede er inde i murene.'"

Drengens mor. Min mor.

Jeg mærkede ordene lande i mig, ét for ét, som sten der blev lagt oven på hinanden. Min mor havde bedt om at jeg blev beskyttet. Min mor talte med Kalmin. Med Arcanus. Min mor var ikke bare derude et sted i mørket. Hun var forbundet til de mennesker der omgav mig, hun trak i tråde jeg ikke kunne se, og hun holdt mig i live fra en afstand jeg ikke kunne måle.

Og Malum var inde i murene. Hvad end det betød.

"Der er mere," sagde Ahra. Han åbnede øjnene. "Arcanus sagde noget om Vintersolhverv. At forseglingen er svageste den dag, fordi Dherak i jorden er på sit laveste niveau. Ligesom floden næsten er på sit smalleste. Alting trækker sig sammen. Og det gør forseglingen sårbar."

"Vintersolhverv er om ni dage," sagde Retia.

"Ja."

Vi stod i det lille rum bag bibliotekets mur og kiggede på hinanden. Tre mennesker og tre dyr i et rum der lugtede af gammel magi og gamle hemmeligheder.

"Hvad gør vi?" sagde Ahra.

Retia kiggede på mig. Jeg kiggede på hende. Hendes blå øjne var hårde og blanke i fakkellyset, og der var noget i dem der ikke var frygt. Det var beslutning.

"Vi taler med Edrin," sagde Retia. "Det er på tide."

"Nej," sagde jeg.

De kiggede begge på mig.

"Ikke vi," sagde jeg. "Mig. Jeg taler med Edrin. Alene."

Retia begyndte at protestere. Ahra begyndte at protestere. Men jeg kiggede på dem med et blik der sagde at det her ikke var til diskussion, og de stoppede.

Jeg havde ikke tænkt det færdigt før det øjeblik. Men brikkerne havde ligget i mig i uger, og nu lagde de sig mod hinanden, én efter én, som isflager langs flodkanten. Edrin der havde sagt at han også gik på vandet, første gang han kom til Déynáir. Den måde han havde sagt "Chris" på, som et navn han havde haft i munden i femten år uden at bruge det. Og Surain, der havde sagt "din far" med den samme tyngde som Edrin havde haft i blikket den første dag. Maleriet af manden med de smalle hænder på gangen uden for hans kontor, der duftede af det samme som hans rum, stearinlys og gammelt pergament, og hvis navn jeg aldrig havde fået mig selv til at læse. Og døren til hans kontor. Den var blevet gammel under min hånd, mørk og revnet og slidt, ligesom døren til boksen i banken, og han havde set det og sagt ingenting. Stenvæggen var kold mod mine skulderblade, og jeg var pludselig sikker.

"Han er min onkel," sagde jeg.

Stilheden der fulgte var en anden slags stilhed end den der havde været før. Retia og Ahra kiggede på mig.

"Hvad?" sagde Ahra.

"Edrin er min onkel. Min fars bror. Det er derfor han kiggede på mig med smerte den første dag. Det er derfor han gemte mig på et opholdssted ved en fjord i tretten år. Det er derfor han ikke kan se mig i øjnene uden at se sin bror."

"Hvordan ved du det?" sagde Retia. Hendes stemme var stille.

"Ingen har sagt det. Jeg har lagt det sammen selv. Haltoras ansigt den første dag, Edrins smerte, den måde alle reagerer når de hører mit navn. Og hans dør kender mig. Den blev gammel under min hånd, ligesom døren i banken." Jeg skubbede mig fri af væggen jeg havde lænet mig mod og stod oprejst og kiggede på dem begge. "Min far var en af De Tretten. Edrin er hans bror. Min mor bor et sted i skjul og trækker i tråde for at holde mig i live."

Jeg mærkede ordene i min mund. De var tunge og stille og sande, og det var mærkeligt at sige dem, fordi jeg havde båret dem alene i uger, og nu var de ude, og rummet bar dem i stedet for mig.

"Og jeg er træt af at andre mennesker holder mig i live," sagde jeg. "Jeg vil gerne gøre det selv."

Ahra kiggede på mig med store øjne. Retia kiggede på mig med det undersøgende blik hun altid kiggede med, det der sagde at hun vurderede om det jeg sagde var sandt, og om det var klogt, og om hun stolede nok på mig til at lade mig gøre det.

"Okay," sagde hun til sidst. "Du taler med ham. Men vi venter udenfor."

"Okay," sagde jeg.

Og vi gik op igennem passagen, op igennem de mørke gange, forbi den knirkende trappe, og hen til vinduerne på den øverste gang. Bjerget stod i nord mod stjernerne, og floden var en tynd, mørk stribe i månelyset, og et sted under det hele ventede noget der var ved at vågne.

Vintersolhverv var om ni dage. Og jeg havde et møde med min onkel.