Om vinteren kan man høre isen synge på søerne nord for bjerget, hvis man lægger øret mod den. Fiskerne siger at den synger lysere, jo tykkere den bliver. Ingen af dem går ud på den, før den har sunget i tre nætter.

Ordsprog og vejrtegn, samlet af en landsbylærer

Kapitel 5

Byen på den anden side

Næste morgen vågnede jeg ved at solen ramte mit ansigt gennem et vindue jeg ikke havde lagt mærke til aftenen før. Gæstesovesalen var halvtom. Ahra lå stadig og sov med ansigtet begravet i puden og den ene arm hængende ud over sengekanten.

Mit tøj fra tasken havde ligget på stolen ved min seng hele natten. Det var tørt nu og stift og lugtede af Lillebælt. Jeg tog det på og gik ned i Førsteårsstuen. Pejsen var gået ud, men rummet var stadig lunt, og det lugtede af aske og af de æbler nogen havde ladet ligge i en skål på bordet. Ved døren stod der et nyt tal på tavlen, skrevet med frisk kridt: Floden: 107 m. I aftes havde der stået 109.

Jeg satte mig i en lænestol ved vinduet. Det sad så lavt at floden var lige udenfor, så tæt på at jeg kunne se små hvirvler drive forbi i det klare vand. Den var smallere end i går. Eller også var det lyset. Eller også fulgte alt på det her sted bare sine egne regler, og tavlen vidste det.

Nøglen lå i min lomme. Jeg tog den op og vendte den mellem fingrene. Den var stadig varm, som om den aldrig var blevet kold, siden den gled ned i min hånd på sengekanten derhjemme.

Det var det eneste jeg havde. Jeg ejede to t-shirts, et par sokker, et par løbesko og en nøgle til noget jeg ikke vidste hvad var. Ikke en krone. Og de kroner jeg kunne have haft, var alligevel ikke noget værd her.

Til morgenmad sad Retia ved det nederste bord, og denne gang var det hende der løftede hånden, da hun så os komme. Bare en hånd. Ahra satte sig ved siden af hende, før hun nåede at tage den ned igen.

Han havde ingen liste. Han havde en lille læderpung fra sin bedstemor og tre ærinder, som han kunne udenad, fordi hun havde sagt dem hver aften i en måned, og han sagde dem med hendes stemme og sad lidt for lige imens: "Kutten hos Hartia og ingen andre steder. Bøgerne i Den Gyldne Bog. Og blodet hos smeden, og se væk mens han gør det."

"Blodet?" sagde jeg.

"Til sværdet," sagde Ahra, som om det forklarede noget. "Smeden tager en dråbe og smeder det til en. Man køber det ikke. Det kommer, når det er færdigt."

Retia havde fået de samme tre ærinder af sin mor og havde ikke behøvet at øve sig på dem. Mellem tekanden og brødkurven begyndte de at lægge en rute gennem byen, og de var uenige om hvor den skulle begynde. De talte i munden på hinanden, og Ahra rettede Retia to gange og fik et blik der fik ham til at holde op, og jeg sad og drak min te.

Det var ikke ærinderne der var problemet. Det var at nogen havde sendt dem af sted med dem.

"Hvad skal du have?" spurgte Retia.

"Det ved jeg ikke. Der stod ikke noget om det i mit brev."

"Hvad med penge?"

Jeg åbnede hånden. Nøglen lå i den.

Ahra lænede sig ind over bordet så hurtigt at han nær væltede tekanden. "Det er en Hitlaro-nøgle," sagde han. "Hvor har du den fra?"

"Den lå i brevet."

Ahra og Retia kiggede på hinanden. Det var et kort blik, men det var der.

"Så har du en boks," sagde Ahra. "I Tés Aváir. Og der ligger noget i den." Han sagde det som om det var det mest naturlige i verden. For ham var det nok også det.

Vi gik ned mod kajen en time før færgen. Jeg havde stadig nøglen i hånden, og jeg vendte den mellem fingrene, mens vi gik ned ad den brede trappe, uden at tænke over det.

Prof. Haltora stod ved foden af trappen. Han stod med ulven ved benet og blikket ud over forhallen, og så faldt hans øjne på min hånd.

Han blev helt stille. Det var som om alting i ham stoppede på én gang.

Tre sekunder. Jeg talte dem. Ahra stod lige bag mig, og ingen af os rørte sig. Så mærkede jeg det i hans duft. Den blussede ikke op, som den havde gjort ved floden. Den blev kold. Gløderne under asken var der stadig, men det var som om nogen havde åbnet en dør ud til en vinternat, og jern og natteluft lagde sig over dem, tunge og stille.

"Pas på den," sagde han.

"Professor," sagde jeg. "Hvem har lagt noget i den boks?"

Haltora kiggede på mig med de sorte øjne. Han kiggede længe.

"Færgen går klokken elleve," sagde han.

Så vendte han sig og gik, og ulven fulgte efter ham som en skygge.

Han havde ikke svaret på mit spørgsmål. Jeg begyndte at vænne mig til det.

Færgen lå allerede ved kajen og vuggede, da vi kom. Den var bred og flad med plads til over hundrede, og vi fandt en plads på dækket og satte os. Solen stod lavt over øen, og luften var kølig og havde den saltede, kobberagtige duft jeg var begyndt at genkende som stedet selv.

Ahra var i gang med at forklare mig valutaen ("Gulddalere, sølvtalenter og kobbermønter. Ti af en slags til den næste. Helt simpelt.") da Retia kom gående hen mod os med sin kappe over armen. Samme røde trøje som i aftes. Hun havde siddet med os ved morgenmaden, men på kajen var hun gået for sig selv, som om hun ikke ville tage noget for givet.

"Er pladsen ledig?" sagde hun. Det var næsten min egen replik fra i aftes, og hun vidste det.

"Selvfølgelig," sagde Ahra og rykkede sig. Hans duft drev over mod mig i havluften, varm bark og honning, og den var allerede begyndt at betyde noget for mig. Den betød at jeg ikke var alene.

Retia satte sig, trak benene op og slog armene om knæene. Hun kiggede ud over vandet. Der var stille en stund. Vinden fra havet tog fat i vores hår og bar en duft af salt og tang og solvarm sten med sig, og solen lå bleg og lun på mine hænder, hvor de stak ud af ærmerne. Ikke pinligt. Bare tre mennesker der kiggede på noget smukt uden at behøve at tale om det.

"Jeg skal de samme steder hen som jer," sagde hun efter lidt, uden at se på os. "Hvis det er i orden."

"Selvfølgelig," sagde jeg.

Retia kiggede på mig. Ikke mistænksomt denne gang. Bare undersøgende. Hun prøvede at finde ud af om jeg mente det, eller om jeg bare sagde det.

Jeg mente det.

Færgen lagde til ved en kaj af sort sten, og da vi gik ned ad landgangen og trådte i land, stod jeg stille og glemte at gå videre.

Tés Aváir var ikke bare en by. Det var en by der brændte af magi.

Husene lå tæt op ad hinanden langs smalle gader, og de var bygget af sten i farver jeg aldrig havde set på et hus. Et der var dybt rødt. Et der var gyldent. Et der var grønt som mosgroet skovbund. Altaner hang ud over gaderne med planter der blomstrede i farver man ikke kunne navngive, og nogle af planterne bevægede sig, som om de fulgte med i samtalerne under dem. Kvinder gik frem og tilbage på kajen i kapper af alle farver, de fleste brune, men nogle grønne, nogle blå, nogle sølvfarvede. Børn løb mellem dem med dyr ved fødderne og latter i munden.

Og der var næsten ingen mænd. Det lagde jeg mærke til efter et minuts tid. Kvinder og børn overalt, men mændene var væk.

"Hvor er alle mændene?" spurgte jeg.

"På arbejde," sagde Retia. "De fleste arbejder i Rådet eller i virksomhederne. De er først hjemme om aftenen."

En kvinde med krøllet brunt hår og grønne øjne kom løbende hen mod os fra en af boderne på kajen. Hun kastede armene om Retia og holdt hende tæt. Retias skuldre sank ned, som om noget tungt faldt af dem, og hendes hænder greb fat i sin mors ryg og ville ikke slippe endnu. Det var ikke et kram nogen gav fordi de skulle. Det var et kram der betød noget. De holdt hinanden en lille smule for længe, og det var den lille smule der sagde det hele.

Jeg kiggede væk. Ikke fordi det var pinligt. Men fordi det gjorde lidt ondt at se noget man aldrig selv har haft.

"Retia! Hvor er det dejligt at se dig igen!"

"Mor, jeg har kun været på skolen i et døgn," sagde Retia, men hun smilede alligevel.

Retias mor kiggede op og fik øje på os.

"Hvem er det, skat?"

"Nogle venner. Chris og Ahra. Det her er min mor, Arvia Caritas."

"Goddag, fru Caritas. Ahra Retonk."

"Chris Godrand," sagde jeg.

Arvia duftede af nybagt brød og varmt linned og haveblomster, den slags duft et hjem har, når nogen der bor i det, faktisk elsker at bo der. Hun smilede varmt og sagde at det var en fornøjelse. Hun så mig kigge ned ad kajen og sagde, lidt lavere, at Krigen havde taget mange. Så spurgte hun om vi havde brug for at hun gik med rundt i byen. Retia sagde nej. Arvia sagde at vi måtte komme forbi og spise senere, og så var hun væk igen, ned ad kajen med hurtige skridt og et vink over skulderen.

"Hun er sød," sagde Ahra.

"Ja," sagde Retia. Bare det. Bare ja.

Der var mere hun ikke sagde. Jeg hørte det i den lille pause efter ordet, en pause der varede et halvt sekund for længe, en dør man åbner og lukker igen i samme bevægelse. Hendes fingre strøg en hårlok om bag øret, hurtigt og nervøst, som om hun gemte noget derbag sammen med håret. Men jeg spurgte ikke. Nogle gange er det vigtigere at høre hvad folk ikke siger, end hvad de siger. Og nogle gange er det bedste man kan gøre, bare at lade dem vide at man hørte tavsheden, uden at kræve den fyldt.

Hitlaro-banken lå for enden af en sidegade, og den var let at gå forbi.

Det var en lav bygning af grå sten, klemt inde mellem en urtehandel og et hus med lukkede skodder, og porten var af gammel eg, sort af alder og så lav at Ahra måtte bøje hovedet. Over den var der hugget to ord ind i stenen. Bogstaverne var slidt bløde af vejr og regn, men de var til at læse.

"Cave," læste jeg halvhøjt. "Nunquam solus es."

Jeg havde aldrig haft latin. Der var ingen der havde latin på Fjordskolen. Men jeg forstod det, på samme måde som jeg havde forstået folk i Fontéhallen, uden at vide hvordan. Ordene lagde sig bare til rette i mit hoved med deres mening på, som om de var kommet med vandet.

"Vogt dig," sagde jeg. "Du er aldrig alene."

"Det er gammelt Anglîsh," sagde Ahra. "Det står over alle deres døre."

Jeg trådte et skridt tilbage og kiggede op på det. Det var ikke en rar sætning at stå og læse på vej ind i en bank. Retia stod ved siden af mig med hænderne i kappens lommer, og Ahra stod bag os og trippede. Porten gik op af sig selv, og varm luft strøg ud mod os.

Indenfor var der lavt til loftet og varmt som i et bageri. Der var ingen skranker, ingen kø, ingen bøger. Bare et rum af sten med en lang bænk langs den ene væg, en sort jernovn der knitrede i hjørnet, og en dør i den anden ende. Det lugtede af varm sten og af noget mineralsk og tørt, som når man knuser en sten med en anden.

Ved et lavt bord ved ovnen sad en dværg.

Han var lav og bred med store hænder og et ansigt der var hårdt og opmærksomt, og han rejste sig ikke, da vi kom ind. Han kiggede på os med mørke, rolige øjne, som om han havde god tid, og som om han ville have at vi vidste det.

"Nøgle," sagde han. Hans stemme var dyb og rumlede som sten der blev skubbet mod sten.

Retia gav ham sin. Han lagde den i sin brede håndflade, lukkede ikke hånden om den, men lod den bare ligge der, og så på den.

"Solkysten," sagde han. "Sølvet er brudt i år." Han rejste sig.

Bag døren var der en lang gang med døre på begge sider. Alle sammen var ens, glatte og grå, uden håndtag. Dværgen satte Retias nøgle i den første den bedste dør, og da han drejede den, skiftede døren. Den blev ny og fin og blank, med hængsler af sølv og et håndtag der skinnede, som om det var poleret samme morgen. Retia gik ind og kom ud igen med en lille, tung pose, som om hun havde gjort det mange gange før.

"Nøgle," sagde dværgen til Ahra.

Han vejede Ahras nøgle i hånden. "De Dybe Skove. Gammelt sølv." Så satte han den i en dør længere nede ad gangen, og denne gang ændrede døren sig til noget helt andet. Massivt mahognitræ, mørknet af alder, med jernhængsler der var rustne og slidte, og et håndtag der var groet fast. Dværgen hev i døren, men den gav ikke efter. Ahra og jeg gik hen og hjalp, og til sidst fik vi den op med et langt, protesterende skrig fra hængslerne.

Derinde stod der kister og gamle skabe og ting dækket af lærred, og på en hylde lå en række læderposer side om side. Det lugtede af gammelt træ og kamfer.

"Retonk-slægten er meget gammel," sagde Ahra undskyldende. Han tog én af poserne og kom ud igen.

"Nøgle," sagde dværgen til mig.

Jeg gav ham den.

Han lagde den i sin håndflade, og der lå den. Han kiggede på den i lang tid. Han rørte den ikke. Han lod den bare ligge, og jeg så at hans tommelfinger bevægede sig en lille smule mod skaftet og så holdt sig væk igen.

"Nordmark," sagde han til sidst. "For længe siden." Han så op på mig, og det var første gang han så på mig og ikke på nøglen. Han sagde ikke mere.

Han gik helt ned for enden af gangen, til den sidste dør, og satte nøglen i.

Det der skete med døren denne gang, var anderledes end de to andre gange.

Træet blev ældre. Ikke bare gammelt. Ældgammelt. Revner løb ned gennem planker der var så mørke at de næsten var sorte, og hængslerne var ikke af jern, men af noget der lignede bronze, og de var så slidte at jeg ikke forstod at de stadig holdt. Håndtaget var dækket af ir, men det var lavet af noget tungt, noget der måske engang havde været guld, og det var slidt glat på det sted, hvor en hånd ville tage fat.

Dværgen stod med hånden på døren uden at åbne den. Han lagde håndfladen fladt mod træet, som man lægger en hånd på en hest for at mærke om den er rolig.

"Den her har sovet," sagde han.

Så åbnede han døren. Den gik op med en lang, dyb knirken, og støvet hvirvlede op i det lys der faldt ind.

Jeg trådte ind.

Luften i rummet var kold og tør og gammel. Den duftede af tørt læder og gammelt metal og noget mere, noget jeg ikke kunne placere, noget der lå under det hele som en tone man næsten ikke kan høre. Det var den slags luft der ikke er blevet indåndet af nogen i meget lang tid.

Rummet var lille. Der var ingen dynger. Der var ingen kister. I et hjørne på gulvet lå der en bunke mønter, gulddalere og sølvtalenter blandet sammen, ikke mere end jeg kunne have samlet i to hænder. De nederste var mørke og matte. De øverste var blanke, som om nogen havde lagt dem der for ikke så længe siden.

Men det var ikke mønterne der fik mig til at stoppe.

På den ene væg hang et skjold med det samme symbol som på mit brev. Sværdet gennem stenen, daggerten tværs over, kransen af tjørn. Under det stod en hylde med bøger indbundet i sort læder, med guldskrift på ryggene i et sprog jeg ikke kunne læse, selvom jeg kunne læse alt andet her. Og i hjørnet, halvt begravet under mønterne, lå en lille bunke papirer med det samme sorte vokssegl som mit brev.

Jeg kiggede ikke nærmere på papirerne. Jeg var for overvældet til at se ordentligt på noget som helst. Det fortryder jeg stadig. Jeg tog en håndfuld af de blanke mønter og stak dem i lommen og gik baglæns ud af rummet, som om jeg var bange for at vende ryggen til det hele.

Dværgen lukkede døren. Nøglen kom ud. Døren blev grå og glat igen, som alle de andre.

Han gav mig nøglen. Da den rørte min hånd, var den varm.

Vi satte os på en bænk ude på gaden, inden vi gik videre. Stenen var kold under lårene, og fra urtehandlen ved siden af kom der en duft af tørret mynte og noget bittert.

"Din dør var ældre end Ahras," sagde Retia stille.

"Ingen dør er ældre end vores," sagde Ahra. Han sagde det ikke for at prale.

"Den var," sagde Retia.

Ahra sagde ikke mere. Retia og han begyndte at tale om ærinderne igen, men jeg hørte dem ikke rigtig. Jeg sad og mærkede nøglen i lommen og tænkte på den ældgamle dør og skjoldet med sværdet og tjørnekransen og de forseglede papirer jeg ikke havde kigget på, og på de blanke mønter øverst i bunken. Nogen havde haft en boks til mig hele mit liv. Nogen havde lagt et skjold og en stak bøger og en bunke mønter ind til mig. Og så havde de lagt mig på et opholdssted ved en fjord og aldrig hentet mig.

Hvad var det for mennesker der gemte et skjold til et barn og så forsvandt?

Retia rørte ved min arm. "Chris. Skal vi videre?"

Jeg nikkede og rejste mig. Nøglen sad tungt i min lomme resten af dagen.

Den næste time gik med at købe ind. Frøken Hartias butik var lille og lavloftet og fuld af ruller af stof der stod op ad væggene som træstammer, og den duftede af uld og stivelse og et strygejern der var for varmt. Frøken Hartia selv var en kort, energisk kvinde med knappenåle i munden, og hun kiggede på os alle tre i præcis ét sekund hver og gik så ind mellem reolerne.

Hun kom ud med en hvid kutte og holdt den op foran mig.

"På med den," sagde hun gennem knappenålene.

Jeg tog den på. Kuttens stof var hvidt og tungt og faldt over mine skuldre, og den vidste hvor den skulle ligge. Op ad ryggen løb et mønster der formede sig som et sværd. Jeg stod stille, og hun gik én gang rundt om mig. Så tog hun kutten af mig igen, med begge hænder, sådan som man tager et tæppe af en der sover. Hun holdt kraven op til næsen og lugtede til den. Hun lukkede øjnene imens.

"Fint," sagde hun. "Den passer."

Under kutten skulle der være en skoleuniform: hvid skjorte, sorte bukser med et gråligt mønster der snoede sig op ad siderne. Hun lagde dem i en bunke oven på kutten uden at måle noget som helst.

"Tøjet sendes til skolen."

Jeg betalte med to af de blanke mønter og fik noget tilbage, som jeg ikke vidste hvad var værd, og Ahra tog det ud af min hånd og talte det og nikkede.

Vi gik videre ned ad gaden. Retia og Ahra snakkede om den næste butik, og det var her Ahra sagde det, med den slags tilfældige henrykkelse der kun kan komme fra en der har glædet sig til noget hele sit liv:

"Skal vi ikke gå i Surains Dyrebutik? Vi skal jo alle have en Amícûs."

"Hvad er en Amícûs?" sagde jeg.

Ahra og Retia kiggede begge på mig. Jeg havde åbenbart lige spurgt hvad vand var.

"Det er dit dyr," sagde Retia. "Din livsledsager. Bundet til dig med magi."

"Du får det at vide når vi kommer derhen," sagde Ahra og grinede. "Kom nu."

Vi begyndte at gå ned ad gaden mod en butik med et skilt der sagde SURAINS DYREBUTIK, og bag ruden bevægede der sig noget stort og orange og uforklarligt.