Murerne der istandsatte Déynáirs østfløj i skolens hundrede og tolvte år, fandt syv døre der var muret til indefra. Bag den ene stod et par sko, pænt sat sammen.

Byggeregnskab for østfløjen, bilag 9

Kapitel 3

Den der går på vand

Ahra gik hurtigt, og jeg gik efter ham og dryppede.

Fontéhallen blev ved. Der var ikke kun ét bassin, men otte eller ti, hver med sin egen trappe op af det sorte vand, og fra dem alle kom der folk op. To gamle kvinder steg op arm i arm og var helt tørre, som om vandet havde ladet dem gå igennem uden at røre dem.

"Hvordan gør de det?" sagde jeg.

"Man kan holde vandet ude, når man er god nok." Ahra kiggede ned ad sig selv, på frakken der klistrede til ham, og på min hættetrøje der hang under den som en druknet hund. "Det er jeg ikke."

Stenene under mine sko var lune, og hvert skridt lavede en lille, våd lyd der gav ekko oppe i hvælvingen. Luften smagte svagt af kobber, sådan som munden smager når man har haft en mønt i den som lille.

I den anden ende blev hvælvingen lavere og smallere og gik over i en lang tunnel, hvor vandet løb i en kanal midt i gulvet, sort og stille, og langs kanalen lå der skibe. Over hver kaj hang et skilt af jern med et navn, og jeg kunne læse dem alle sammen, selvom jeg aldrig havde set bogstaverne før. Tés Aváir. Nordmark. Solkysten.

Skibet Ahra gik hen til, lå ved den inderste kaj, helt nede hvor tunnelen åbnede sig mod noget gråt.

Det var smalt og langt, bygget af næsten sort træ, uden mast, sejl eller årer. I stævnen og agterude hang en lanterne med en blå flamme, og på skiltet over kajen stod der Déynáir.

En mand med et uldtæppe over skuldrene stod ved landgangen. Ahra rakte ham sin billet med begge hænder, og jeg holdt brevet frem. Manden kiggede på det ene ord uden på kuverten og så på mig. Så trådte han til side.

Vi satte os agterude på en bænk langs rælingen. Der var vel tyve andre om bord, de fleste på vores alder, i små klumper der allerede kendte hinanden. Skibet lagde fra uden at nogen gjorde noget jeg kunne se. En svag brummen kom op gennem bænken og ind i mine lår, den samme brummen som i stenene i hallen, og så var vi ude af tunnelen, og alting blev gråt.

Tågen var så tæt at jeg ikke kunne se stævnen. Den lagde sig på mit ansigt som våde fingre og lugtede af salt og af noget koldt og mineralsk, som en sten man har vendt i en bæk. Vandet sagde ingenting mod skroget. Vi gled.

Jeg begyndte at ryste. Det var ikke kulden. Det var at mine bukser var våde ind til skindet, mine sko var fulde af Lillebælt, og kroppen havde åbenbart besluttet at det var nu den ville reagere på det hele.

Ahra kiggede på mig. Så kiggede han sig over skulderen, som om han ville sikre sig at ingen så det, og holdt hånden ud over mine knæ.

"Her må man godt," sagde han.

Der steg damp op af mine bukser som fra en gryde der lige er taget af blusset, og den duftede af våd uld og varm sten og en smule af ham, af bark og græs. Efter ti sekunder var stoffet tørt og varmt helt ind til huden, og mine sko var tørre, og Ahra lænede sig tilbage mod rælingen og blev hvid omkring munden.

"Tak," sagde jeg.

"Det var ikke noget." Han trak vejret dybt. "Det var lidt noget."

"Hvad gjorde du?"

"Jeg brugte noget Dherak." Han sagde det sidste ord som om jeg burde vide hvad det betød. Jeg vidste det ikke.

"Dherak?"

"Den energi der driver al magi. Alle Engle og Drúir har det. Det er ligesom..." Han stoppede. Åbnede munden. Lukkede den igen. "Min bedstemor kunne forklare det her på ti sekunder, men hun er også halvtreds år ældre end mig og skræmmende klog. For mig er det mere... hvad hedder de små ting I har i jeres lommelygter?"

"Batterier?"

"Batteri." Han lyste op. "Det har jeg lært i denne uge. Tænk på det som et batteri. Inde i brystet. Det lader sig selv op mens du sover. Al den magi du laver, bruger noget af det. Hvis det løber tørt, kan du ikke lave magi, og du bliver rigtig træt." Han pegede på sin egen blege mund. "Ligesom nu. Det var det min bedstemor sagde, bare bedre."

"Alle har det?"

"Alle Engle og Drúir, ja. Normale mennesker har det ikke." Han kiggede på mig med en pludselig usikkerhed i øjnene. "Altså, du har det sikkert også. Du er jo blevet optaget."

Jeg sagde ingenting. Jeg vidste ikke om jeg havde et batteri i brystet. Jeg vidste at ti drenge havde mistet mælet i et omklædningsrum fordi jeg ville have dem til at holde kæft, at luften havde grebet mig da jeg faldt fem meter, og at jeg havde slået rekorden med et helt minut uden at pulsen kom op. Om det var Dherak eller noget andet, havde jeg ingen idé om.

Det var sket i dag. Idræt sidste time, og nu sad jeg her.

"Må jeg spørge om noget?" sagde jeg.

"Alt."

"Hvorfor sagde du De til mig på badebroen?"

Ahra blev rød op til ørerne og trak ærmerne på min hættetrøje ned over hænderne. "Det var ikke mig. Altså, det var mig. Men det var barrieren." Han så på mig. "Du forstår mig nu, ikke? Du forstår alle her."

Jeg nikkede. Han lød ikke som på badebroen. Han lød bare som Ahra.

"Det er det samme den anden vej. Når man kommer over på jeres side, kan man pludselig tale jeres sprog. Men barrieren lærer én sproget sådan som det blev talt da den blev lagt."

"Hvornår var det?"

"For to hundrede og femoghalvfjerds år siden. Cirka. Min bedstemor siger at den aldrig har fulgt med siden." Han sukkede. "Og bogen var hendes. Den var heller ikke ny."

Jeg tænkte på ham i Kolding i en frakke fra en anden tid, mens han sagde De til buschaufføren.

"Du lød som en der lige var blevet løst fra stavnsbåndet," sagde jeg.

"Hvad er stavnsbåndet?"

"Noget fra sytten hundrede og noget."

"Så passer det jo." Han nikkede alvorligt. "Da min bror Maka var på jeres side, kaldte han en kvinde i en butik for jomfru. Hun var halvtreds og ejede butikken."

Jeg grinede. Det kom bag på mig, og det kom bag på Ahra, og så grinede han også, så højt at dem på bænken overfor kiggede over på os.

Ahra havde en madpakke i bunden af tasken, helt tør, svøbt i et hvidt klæde der var bundet i hjørnerne. Han lagde den på bænken mellem os og bandt knuderne op med lange, forsigtige fingre.

"Min bedstemor," sagde han. "Hun smører altid til to. Hun siger at man aldrig ved hvem man møder."

Jeg havde ikke spist siden spisefrikvarteret. Hannes madpakke lå stadig halvspist på et bord på Fjordskolen, og nu hvor jeg tænkte på den, var jeg så sulten at det gjorde ondt.

Brødet var perfekt. Hver skive var lige tyk, skorpen var gylden hele vejen rundt, og osten gik helt ud til kanten og ikke længere. Jeg tog en bid.

Det smagte rigtigt. Det var det eneste ord jeg kunne finde. Min mave var glad for det. Men det smagte ikke af noget. Ikke af nogen.

Hannes madpakker smagte af en der var stået op klokken seks. Rugbrødet var altid skåret lidt skævt, og der var for meget smør på, og leverpostejen gik helt ud over kanten, fordi hun ikke havde tid til at gøre det pænt. Man kunne smage at nogen havde stået i et køkken med søvn i øjnene og tænkt på en.

"Hun laver det med magi," sagde Ahra. Han tyggede og kiggede ud i tågen. "Alt sammen. Hun siger at hænder er til at skrive med." Han holdt en pause, og brødet lå i hans hånd. "Hun laver alt rigtigt."

Han sagde det som om det både var ros og noget andet, og jeg tænkte at han heller ikke selv vidste hvad det andet var.

Vi spiste. Ahra talte om Maka der gik på tredje år og spillede guitar, og om sin bedstemors Dherak-timer der havde fået ham til at hade torsdage. Han talte med hele kroppen. Hans hænder tegnede buer i luften, og hans ansigt nåede at skifte udtryk tre gange i hver sætning. Det var nemt at lytte til Ahra. Man behøvede ikke finde på noget at sige.

Så blev han stille. Han foldede klædet sammen i små firkanter og blev ved, også efter at der ikke var mere at folde.

"Jeg har aldrig gået i skole," sagde han.

"Hvad?"

"Ingen i min familie gør det før Déynáir. Man bliver undervist hjemme." Han kiggede ned på klædet. "Jeg kan alle reglerne. Jeg kan Rådets historie og hvad en sølvtalent vejede for tre hundrede år siden. Men jeg har aldrig spist frokost med nogen på min egen alder. Jeg ved ikke hvordan man er sammen med folk. Jeg har bare aldrig..." Han stoppede. "Jeg har aldrig haft en ven."

Jeg havde aldrig haft en ven jeg ringede til. Jeg havde fire numre i min mobil, og ét af dem var min sagsbehandler.

"Jeg ved heller ikke hvordan man gør," sagde jeg.

Ahra kiggede op. "Du gav mig din trøje."

"Fordi du rystede."

"Det er det jeg mener," sagde han.

"Hvad sker der når vi kommer frem?"

"Øen." Han sagde det hurtigt, som om ordet havde ligget klar. "Den bestemmer alt. Min bedstemor siger at den ser det man ikke selv vil se." Han smilede, men det varede kun et sekund, og så var usikkerheden der igen, nede i bunden af hans øjne.

Jeg spurgte ikke mere. Ahra var bange. Ikke for skolen. For sig selv.

Jeg trak benene op under mig på bænken og lænede hovedet mod rælingen. Træet var fugtigt af tågen og lugtede af tjære og gammelt salt. Uldtrøjen var varm. Skibet brummede lavt som en kat der spinder.

Jeg tænkte på stamtræet på mit skrivebord med mobilen ovenpå, og på at Søren ville vente forgæves på det. Jeg tænkte på Hanne ved køkkenbordet med kniven i hånden, og på om hun stadig stod der.

Til sidst faldt jeg i søvn.

Mørke. Kulde. Lugt af stearinlys og gammel sten.

Et bord. Rundt. Mennesker rundt om det, mange, i kapper med hætterne trukket op. Jeg kunne ikke se ansigter. Kun skygger og stearinlys og hænder der lå fladt på bordet.

"De Tretten rejser sig igen." En mands stemme, for enden af bordet. "Vi må handle."

"De er stærkere end os, Malum. Hvordan skulle vi nogensinde..." En kvinde. Rolig, men ikke rolig nok.

Så en latter. Lav og tør og uden humor. "Jeg ved lige hvordan. Vi skal bare..."

Mørket tog ham. Resten forsvandt. Og det sidste jeg mærkede inden alting blev sort, var en kulde der ikke hørte til i en drøm, og en lugt af noget der brændte et sted langt væk.

"Chris. Vi er der."

Jeg vågnede med et ryk. Lugten sad stadig i min næse, stearin og noget brændt, og jeg snusede til mit eget ærme for at se om den kom derfra. Der var kun uld.

Jeg prøvede at samle drømmen i hovedet. Hvem var De Tretten? Hvem var Malum? Hvem sad rundt om det bord, og hvem var manden der lo, og hvad var det han vidste hvordan de skulle gøre?

Det havde ikke føltes som en drøm. Det havde føltes som et rum man var blevet trukket ind i.

Tågen trak sig tilbage i lange, flossede striber. Det havde været skumring da jeg gik ud i Lillebælt, og jeg vidste ikke hvor længe jeg havde sovet. Men her var det stadig aften. Et lavt, gult lys kom ind fra siden og gjorde alting langt og skarpt, som om dagen havde ventet på os.

Skibet gled ind til en lav brygge af træ og lå stille. Jeg mærkede luften før jeg så noget.

Saltvand. Visne blade. Jord der var kold af november. Og noget under det hele, noget jeg ikke kunne sætte navn på, den samme duft som i Fontéhallen, kobber og regn, men stærkere her. Som om selve øen åndede den ud.

Jeg gik i land. Mine fødder ramte græs, blødt og vådt, og jeg stoppede.

Foran mig lå et slot. Ikke et slot som dem fra billederne i historiebogen. Et rigtigt slot, med otte etager og syv tårne der stak op mod en himmel der var for blå til november. Det ene tårn havde et fladt tag. De andre havde spidse tage der skinnede som sølv i det lave lys. Slottet lå op ad en bakke med marker der løb ned til en flod så klar at den lyste.

Floden lå mellem os og slottet.

"Vi er på den forkerte side," sagde jeg.

"Det er man altid første gang," sagde Ahra, som om det var en regel han havde læst.

Bag os lagde flere skibe til. Ældre elever gik i grupper op langs bredden og forsvandt bag en række piletræer. To ravne sad på en pæl ved bryggen og kiggede på mig. En pige med en los gik forbi så tæt at dyret snusede til min ankel, og hun trak det væk med en undskyldning jeg ikke hørte.

Langs bredden på vores side løb en lav, gammel mur, som om slottet engang havde været større og nået helt herover. Jeg lagde mærke til noget på den, tæt ved jorden, halvt dækket af en busk der så ud til at være plantet for nylig. Det var et brandmærke. Stenene var sorte og sprukne i en cirkel på størrelse med et voksent menneske, og de blade der var tættest på, var visne og brune.

Nogen havde prøvet at skjule det. Nogen havde ikke gjort det godt nok.

"Stille!"

Stemmen var dyb og bar nok til at skære igennem alt andet. Alle drejede hovedet.

En mand stod ved floden. Han var høj og mørk, med sort hår og øjne der var så mørke at det tog mig et sekund at forstå at de var sorte. Helt sorte. Ingen iris, ingen hvid, bare sort. Han gik i en tyk kampkappe med hætten nede, og ved hans side stod en stor sort ulv med øjne der lyste sært gule.

"Alle førsteårselever med mig," sagde han. "Alle andre ved hvordan de skal komme til skolen. Førsteårselever, kom med mig." Han begyndte at gå mod floden.

"Det er Prof. Haltora," hviskede Ahra. "Vicerektor. Og lærer i kamp."

Guvinor Haltora, Vicerektor på Déynáir. Hans navn stod nederst på brevet i min inderlomme. Jeg fulgte efter, med Ahra lige bag mig og de andre nye elever der næsten alle kendte hinanden og snakkede lavmælt.

Og mig, der kendte én.

Haltora stoppede ved flodbredden. Floden var bred, mindst hundrede meter, og vandet var så klart at man burde kunne se bunden, men det kunne man ikke. Det var som om klarheden selv var en illusion, et glas der kun lignede gennemsigtighed. Det lave lys lå hen over den i en lang, gylden stribe.

"For at komme til skolen for første gang," sagde Haltora med en stemme der ikke tillod spørgsmål, "skal I komme over på den anden side af floden uden at blive våde."

Ingen sagde noget. En pige ved siden af mig skubbede hænderne ned i lommerne og sagde med svag stemme: "Men det kan vi jo ikke. Ikke uden en båd."

Haltora kiggede på hende. "Jo, det kan godt lade sig gøre. Lad mig vise dig det." Han trådte frem mod vandet, og i det øjeblik hans fod ramte overfladen, splittedes det. Det skete som om floden selv trak sig væk fra ham, og Haltora gik ned i den tørre fure den efterlod, med sandet og stenene under fødderne, og ulven fulgte med som om det var den mest naturlige ting i verden.

En pige med langt brunt hår var den første af eleverne der fulgte efter. Hun tog et skridt, vandet splittedes, og hun gik ned på bunden med armene tæt ind til kroppen og øjnene rettet fremad. Så en dreng. Så to til. Alle trådte ud i floden, og floden åbnede sig for dem, og de gik på bunden med vandvæggene stående på begge sider som glas.

Jeg stod tilbage på bredden. Jeg var en af de sidste.

Jeg tog et skridt. Satte foden på vandoverfladen.

Vandet splittedes ikke.

Min fod landede på floden som om den var et gulv. Ikke fast, ikke hård. Den gav en lille smule under min vægt, som om jeg stod på noget der var lavet af tykt glas og luft og noget tredje der ikke havde et navn. Vandet var koldt under mine såler, ikke vådt men koldt, som om kulden trængte op igennem en bund der ikke var der. Jeg kunne mærke flodens strøm under mig som en langsom puls. Men det bar mig. Jeg stod på vandet.

Jeg havde gået ned i koldt vand hver eneste morgen, så længe jeg kunne huske. Det havde aldrig båret mig før.

Jeg tog endnu et skridt. Og endnu et. Mine fødder fandt en rytme, og det var den mærkeligste fornemmelse: at gå på noget der burde give efter men ikke gjorde, at vide med hele kroppen at det her var umuligt og alligevel gøre det, skridt for skridt, i en stilhed der var så dyb at jeg kunne høre mine egne øjenvipper blinke.

Under mig kunne jeg se de andre gå på flodens bund mellem vandvæggene. Over dem gik jeg. På overfladen. Alene.

Ingen sagde noget. Alle kiggede. Det eneste jeg kunne høre, var mine egne skridt, bløde og næsten lydløse, og mit hjerte der hamrede i ørerne.

Haltora stod nede i den tørre fure og kiggede op på mig. Han sagde ét ord.

"Videre."

Jeg gik videre, og da jeg nåede den anden side og trådte op på bredden, var det som om floden gav slip i et suk bag mig. Jeg vendte mig om. De andre stod nede på flodbunden og kiggede op gennem vandet på det sted hvor jeg havde gået.

Og så mærkede jeg det. Mine hænder rystede som blade i vind, og mine knæ var bløde. Jeg havde lige gået hen over en flod foran dem alle sammen, og ingen af dem havde gjort det samme, og jeg vidste ikke hvorfor jeg kunne.

Haltora kom op på bredden som den sidste. Ulven rystede sig. Han kiggede på mig med de helt sorte øjne, og tæt på duftede han af jern og natteluft og noget der ulmede, som gløder der stadig er varme under asken. Det var duften af øjeblikket lige før en storm bryder løs.

"Hvad hedder du?" sagde han.

"Chris Godrand," sagde jeg.

Det var anden gang jeg sagde det højt. Første gang havde været til en gammel kone ved et bål, og hun havde bare lagt en kvist på ilden.

Haltora sagde ingenting i tre sekunder. Hans ansigt rørte sig ikke. Men hans duft gjorde. Gløderne i den blussede op, som når nogen bøjer sig ned og puster i asken, og et kort øjeblik var der en tør varme i luften mellem os. Så lagde den sig igen.

"Følg med mig," sagde han.

Han førte mig op ad en bred stentrappe og ind i slottet. De andre elever blev ført en anden vej. Vores skridt gav ekko mod stengulvet, og ulven gik lydløst mellem os som om den var lavet af skygge.

Der hang portrætter langs væggen, mænd og kvinder i kapper, og de bevægede sig ikke. Men da vi gik forbi dem, mærkede jeg at de duftede. Hvert maleri havde sin egen svage duft, som om den der var malet, stadig sad et sted i farven. Tjære og hav fra en mand med et gråt skæg. Kanel fra en kvinde med en due på armen.

Det næstsidste maleri på gangen var en mand med smalle hænder i en sølvfarvet kappe. Der stod et navn og to årstal under ham på en lille messingplade, og jeg nåede ikke at læse dem. Han duftede af stearinlys og gammelt pergament.

Jeg stoppede et halvt skridt. Haltora stoppede ikke.

For enden af gangen var der en helt almindelig dør af lys eg, uden skilt og uden navn. Haltora bankede på. En stemme indefra sagde: "Kom ind."

Rummet bag døren var stort og halvmørkt. Langs væggene stod der hylder med hundredvis af kort, rullet sammen og bundet med snor, og de få der lå foldet ud, viste kyster der måske ikke eksisterede mere. For enden af et langt bord stod en stor lænestol med ryggen til os. Haltora gik hen til stolen og bøjede sig ned og hviskede noget til den der sad i den.

Stolen blev drejet.

I den sad en mand der var yngre end jeg havde forventet. Kort rødt hår. Blå øjne. En sølvfarvet kappe med hætten nede om skuldrene. På hans skulder sad en hvid kat med røde øjne. Katten kiggede på mig før manden gjorde.

"Guvinor, du kan godt gå. Du har gjort hvad du skulle."

"Ja, Rektor Edrin." Haltora rettede sig op og gik og lukkede døren efter sig, og jeg stod alene med en mand jeg aldrig havde mødt og en kat der kiggede på mig, som om den allerede vidste alt det han ikke havde fortalt mig endnu.

Rummet duftede af stearinlys og gammelt pergament. Det samme som maleriet ude på gangen, tænkte jeg. Eller også var det bare sådan gamle rum lugtede. Men under det var der noget andet, noget der kom fra ham. Det lugtede som et rum nogen lige har forladt. Varmen fra en krop der ikke er der mere. Og et svagt spor af noget saltet der kunne have været tårer, eller bare mindet om dem.

Rektor Edrin betragtede mig som om han kiggede på noget han havde ventet på at se i lang tid, og som han nu ikke vidste hvad han skulle sige til.

"Chris," sagde han. Ikke Godrand. Chris. Han sagde det på den måde man siger et navn man har tænkt på længe uden at sige det højt, med en fortrolighed der ikke passede til en mand jeg aldrig havde set før.

"Ja."

"Jeg forstår det sådan at du gik på vandet. Er det sandt?"

"Ja," mumlede jeg. Mine hænder hang ned langs siderne, og jeg mærkede at de var knyttede, og jeg vidste ikke hvornår de var begyndt at knytte sig.

"Det er ikke noget at skamme sig over." Han holdt en pause. Kattens hale bevægede sig langsomt frem og tilbage. "Jeg gjorde det også selv, da jeg for første gang kom til Déynáir. Og se, nu er jeg rektor." Endnu en pause, længere denne gang. Hans hånd, der havde ligget stille på armlænet, lukkede sig langsomt om kanten. Katten drejede hovedet og kiggede op på ham med de røde øjne, og han løsnede grebet igen. "Men lad nu være med at gå rundt og prale af det. Hold dig i ro. Er det forstået?"

"Ja, Rektor Edrin."

"Godt. Smut ned i Førsteårsstuen og få noget at spise."

Jeg gik mod døren og lagde hånden på håndtaget.

Det var slidt under mine fingre, som når hundrede hænder har holdt om det samme sted, og metallet var glat og lunt, og træet omkring det var næsten sort, med en revne der løb ned fra låsen. Det var ikke den dør jeg var kommet ind ad.

Jeg trak den op og vendte mig om for at sige tak.

Rektor sad i sin stol og kiggede på mig. Hvis han havde set noget, sagde han det ikke. Katten blinkede langsomt med de røde øjne.

Jeg trådte ud og så tilbage på døren. Den var almindelig eg igen. Lys og glat og ny. Haltora var væk. Ulven også.

Jeg stod alene på en tom gang og vidste hverken hvilken etage jeg var på, hvilken vej jeg var kommet fra, eller hvem i alverden Chris Godrand egentlig var.