Dværgene i Hitlaro-banken regner ikke tiden i år, men i nøgler. En boks hvis nøgle ikke har siddet i låsen i femten vintre, kaldes en sovende boks. Det er god skik at lægge noget i en sovende boks, men aldrig at tage noget ud. Hvem der lægger noget i, spørger dværgene ikke om.

Fra en vejledning til nye kunder i Hitlaro-banken, Tés Aváir

Kapitel 28

Den vej vandet går

Jeg vidste ikke hvor længe jeg havde stået med panden mod stenen.

Længe nok til at kulden fra den gik ind i mit hoved og satte sig bag øjnene. Længe nok til at Lynx' knurren dybt nede holdt op. Natteluften lugtede af frost og støv og knust sten og ikke andet. Ikke Retias roser bag mig. Ikke Nihils jern. Der hvor dufte plejede at være, var der den samme stilhed som i mit bryst, og bjerget lugtede sikkert sådan som det lugtede for alle andre. Af det der var.

Min håndflade dunkede. Tjørnekransen sad hvid i det røde, og hver gang mit hjerte slog, prikkede den, som når blodet vender tilbage til en fod der har sovet.

Sværdet sad stadig i mit bælte. Jeg trak det.

Det var ikke en plan. Det var en hånd der gjorde noget, fordi den ikke kunne holde ud at lade være. Stenen havde taget mit blod én gang og lukket sig. Den kunne tage det igen og åbne sig. Jeg havde ikke noget Dherak tilbage at give den, men blod havde jeg. Det var det eneste jeg havde nok af.

Jeg lagde klingen mod den hånd der allerede var skåret.

Arcanus' fingre lukkede sig om klingen. Ikke om mit håndled. Om selve stålet, med bar hånd, og han holdt fast.

"Nej," sagde han.

"Slip."

"Åbner du den her, åbner du det hele." Hans stemme var lav og rolig, men der løb blod mellem hans fingre og ned ad klingen og dryppede i frosten. "Det er den samme sten hele vejen ned. Den samme lukning. Du mærkede den gå."

Jeg havde mærket den. Hånden der lukkede sig, og fingrene der fulgte med.

"Kernen åbner sig med," sagde han. "Og det første der kommer ud, møder dem der er derinde."

Han sagde ikke Ahras navn. Det behøvede han ikke.

Jeg stod med sværdet mellem os og kiggede på hans hånd om stålet. Han ville ikke slippe før jeg gjorde. Det kunne jeg se på ham. Så jeg slap. Han slap i samme øjeblik, og sværdet faldt ned i frosten og blev liggende. Der var blod på klingen igen. Det skar. Det var stadig det eneste det gjorde.

Arcanus samlede det op og tørrede klingen af i sin kappe og gav mig det med håndtaget først. Han sagde ikke mere.

Jeg satte mig med ryggen mod stenen. Retia satte sig ved siden af mig. Hun rørte mig ikke, men hendes skulder var der, en centimeter fra min, og den rystede. Nihil sad lidt væk med armene om knæene og Brúma på en sten ved sin fod. Hans ånde stod hvid og hurtig ud af munden.

Ravnen var derinde. Tanken kom bare, og jeg vidste ikke hvorfor det var den der kom. Den lå ved væggen i kammeret, sort på sort, og ingen vidste om den trak vejret. Måske vidste Ahra det. Hvis han kunne se noget derinde.

"Det var mig," sagde jeg. Ikke til nogen.

Retia svarede ikke. Hendes skulder flyttede sig den sidste centimeter.

Jeg så ørnen før jeg hørte dem.

Den kom ind over bjergkammen, mørk mod stjernerne, og kredsede over os. Brede vinger. Langsomme, tunge cirkler, og den skreg ikke. Den drejede bare rundt og rundt, som en der leder efter et sted at lande og ikke kan finde det.

Så kom der lys nede på stien. Blåligt, ikke orange. Skridt, tunge og hurtige, og grus der knasede, og noget der løb foran på fire ben.

Fenris kom først. Sort i mørket, med gule øjne der fandt os og blev på os. Han løb hen til Nihil og snusede til hans hånd, og Brúma rejste sig på bagbenene men blev på stenen. Bag ulven kom Haltora i sin tykke kampkappe med et lys i hånden. Bag ham kom Edrin med Nix på skulderen og en kappe der var hvid af rim i kanten.

Jeg kunne ikke dufte dem. Det var det mærkeligste. Haltora uden jern og gløder, Edrin uden stearinlys og pergament. To mænd i mørket der trak vejret hårdt efter bakken. Mere vidste jeg ikke om dem.

Haltora stoppede foran stenen. Hans sorte øjne gik fra blodet i frosten til Arcanus' hånd til os. Jeg så ham tælle. Jeg så ham komme til tre og begynde forfra.

Ørnen landede. Oven på stenen, lige over det sted hvor passagen havde været. Den foldede vingerne og satte kløerne i klippen og trak hovedet ned mellem skuldrene, og den kiggede ikke på nogen af os. Den sad bare.

Edrin kiggede på ørnen. Nix' hale holdt op med at bevæge sig.

Arcanus gik hen til dem. De stod tæt, tre mænd og en ulv i det blå lys, og vinden tog det meste af det de sagde. Jeg hørte Kalmins navn. Jeg så Arcanus løfte sin blødende hånd og pege ind i klippen og lade den falde igen.

"Fire børn," sagde Haltora. Han råbte ikke. Det var værre end at råbe. "Fire børn på bjerget, Edrin, og vi stod i kælderen og ledte efter..." Jordskælvet var kommet nedefra, under slottet, og det var dér de havde ledt. Ingen af dem havde tænkt på stien op ad bjerget.

Edrin sagde noget jeg ikke hørte.

"Nej." Haltora tog et skridt frem, og Fenris lagde ørerne ned, og jeg vidste ikke hvem af dem ulven knurrede ad. "Ikke i nat."

Arcanus satte en hånd på Haltoras arm. Haltora kiggede ned på den. Så på Arcanus. Og noget i hans skuldre gav sig, ikke meget, og han trak armen til sig og vendte ryggen til dem begge.

Edrin stod tilbage. Hans hænder hang ned langs siderne, åbne og helt stille. Så kiggede han på mig. På hånden i mit skød, hvid og rød, og på sværdet ved siden af mig i frosten. Noget gik hen over hans ansigt, og så lukkede det sig igen, som en dør man hører gå i et andet rum.

"Chris," sagde han.

Mere sagde han ikke. Han gik hen og stillede sig under ørnen og blev stående der med ryggen til os.

Haltora gik hen til Nihil og løftede ham op uden at spørge. Nihil sagde "Jeg kan gå," og Haltora sagde "Nej," og det var hele samtalen. Brúma sprang ned fra stenen og fulgte efter dem, lydløst og lavt over jorden.

"Ned," sagde Haltora til Retia og mig. "Begge to. Nu."

"Nej," sagde jeg.

Han vendte sig om med Nihil i armene. Hans sorte øjne holdt mine, og jeg kendte det blik fra kamptimerne. Det var blikket før han lod mig ramme gulvet.

Jeg havde sagt noget i rummet bag biblioteket for ni dage siden. At jeg var træt af at andre holdt mig i live. At jeg ville gøre det selv. Jeg havde ment det, og nu sad Ahra i et bjerg fordi jeg havde ment det.

Jeg rejste mig. Mine ben var bløde, og min hals snørede sig sammen om ordene, så jeg måtte skubbe dem ud.

"Jeg kan ikke finde ham alene."

Det var ikke en lang sætning. Den føltes som at give noget fra sig jeg havde båret så længe at jeg havde glemt at det var tungt.

Haltora kiggede på mig. Længe.

"Nej," sagde han. "Det kan du ikke." Han drejede hovedet en anelse. "Fenris."

Ulven var allerede væk, langs bjergsiden, med snuden mod klippen og halen lav.

"Vi leder," sagde Haltora. "Hele bjerget. Du går ned og spiser noget, og så sover du. Det er en ordre, Godrand."

"Og hvis I finder ham?"

"Så vækker jeg dig." En pause. "Selv."

Halvvejs nede ad stien stoppede Alôpex.

Hun stod helt stille med det ene forben løftet og ørerne vendt bagud mod bjerget. Rimfrosten knasede under mine støvler, da jeg stoppede, og Retia stoppede bag mig. Grenene over os var hvide og stive, og et sted nede i dalen klukkede vand under isen.

"Lynx," sagde Alôpex. "Han går."

"Hvor?"

"Væk fra muren. Ned." Hun drejede hovedet langsomt, som om hun fulgte noget gennem stenen. "Han venter ikke mere."

Jeg stod på stien og mærkede noget i brystet der hverken var lettelse eller frygt, men begge dele på én gang og for meget af dem. Selvfølgelig gik han. Det var Ahra. Han kunne ikke engang sidde stille i en time i Førsteårsstuen uden at rejse sig og hente mere te.

"Han går," sagde jeg til Retia.

Hun nikkede. I skæret fra Haltoras lys længere nede så jeg hendes kæbe stramme sig.

Så sænkede Alôpex sit forben. "Jeg kan ikke mærke ham mere," sagde hun. "Han er for dybt."

Slottet var mørkt og koldt og fuldt af den stilhed der kun er i tomme slotte. Retia gik ind i stuen og satte sig ved bordet med kortet med Ahras røde streger bredt ud foran sig og et lys ved siden af. Jeg gik op på værelset. Nihil var båret til sygefløjen, og hans seng stod redt og urørt. Jeg tog ikke støvlerne af. Jeg satte mig på min sengekant med sværdet over knæene og Alôpex op ad mit lår og kiggede på hans.

Engang i løbet af natten kom Retia op i døren. Hun havde blæk på fingrene og et tæppe om skuldrene, og hun kiggede på mig, på støvlerne og sværdet, og nikkede, som om det var svar på noget hun havde tænkt på at spørge om. Så gik hun tilbage til kortet.

Værelset lugtede af kold sten og af frosten der kom ind gennem vinduet, som stod på klem. Alôpex' hjerte slog mod mit ben. Ude i gangen knagede en bjælke i frosten, og hver gang den gjorde det, løftede hun hovedet, og hver gang lagde hun det ned igen.

Jeg lagde mig ikke ned. Jeg vidste hvad der skete, når jeg lagde mig ned.

Jeg havde ikke besluttet at gå til floden.

Himlen var lige begyndt at blive grå over østtårnene, og mine fødder gik bare. Ned ad trappen, over det syvende trin fra oven, ud gennem den store dør og ned over græsplænen, hvor rimen lå så tyk at mine skridt lavede mørke huller i den. Alôpex løb foran mig og vendte sig ikke om. Hun vidste det før jeg gjorde.

Floden var tre meter bred. Måske mindre. Isen langs kanterne var tyk og grå og sprukken, og vandet i midten var sort og langsomt, og der hang en tynd tåge over det der lugtede af sten og vinter.

Jeg trak tøjet af. Kulden fra luften gik ind i min bare hud med det samme, og mine tænder klaprede, før jeg var nået ned til vandkanten.

Så trådte jeg ud.

Det gjorde ondt på den måde det altid gjorde ondt. Først i fødderne, så i skinnebenene, så overalt på én gang, som om kroppen ikke kunne finde ud af hvor den skulle skrige fra. Vandet nåede mig til hofterne. Mærket i min håndflade brændte, da det kom under, som om nogen holdt en glød mod det, og jeg knyttede hånden og lod den blive dernede.

Fire. Hold. Seks.

Jeg ledte. Selvfølgelig ledte jeg. Jeg lukkede øjnene og strakte mig ud efter bjerget, efter kammeret, efter noget der var varmt og grønt og duftede af bark, og der var ingenting at strække sig med. Det sted hvor min Dherak plejede at sidde, var stadig tømt, og jeg skrabede i bunden af det som en ske i en tom skål. Jo hårdere jeg prøvede, jo koldere blev vandet.

Fire. Hold. Seks.

Jeg holdt op.

Ikke fordi jeg besluttede det. Fordi jeg ikke havde mere at prøve med. Jeg stod bare i floden med hænderne under vandet og fødderne på de glatte sten i bunden og lod være med at gøre noget som helst.

"Mærk vandet," havde Maka sagt den aften med fødderne i floden ved siden af mine. "Ikke kulden. Vandet selv."

Det var der. Svagt. Den gamle, kolde strøm under den rigtige strøm, den der løb fra bjerget i nord ned mod havet i syd. Jeg havde ikke noget at møde den med, så jeg mødte den ikke. Jeg lod den løbe igennem mig, og fordi der ikke var noget i mig til at stå i vejen, kunne jeg mærke den bedre end nogensinde.

Og så lugtede jeg det.

Det første der kom tilbage, var ikke en tanke. Det var en duft. Kobber og sten der aldrig havde set lys, og tørt støv, og noget der var gammelt på den måde kun kammeret under bjerget var gammelt. Vandet havde været derinde. Noget af det i hvert fald. Det var sivet ned gennem bjerget, gennem sprækker og huller ingen nogensinde havde gået i, og det huskede det.

"Vand husker," havde Maka sagt. Og Surain havde sagt det samme, med mine hænder nede i floden og sine egne om mine håndled.

Jeg fulgte det ikke. Jeg lod det bare vise mig vejen. Og den gik ikke op ad bjerget og ned ad stien, som jeg havde regnet med. Den gik under. Ind under slottets fundamenter, gennem mørket under kælderen, under nordtårnet, og først derfra ud i floden hvor jeg stod.

Jeg åbnede øjnene. Noget varmt løb ned over min overlæbe. Jeg tørrede det af med bagsiden af hånden, og den kom rød tilbage, og en tynd rød tråd drev væk fra mig i det sorte vand, mod syd.

Mine ben ville ikke bære mig op af floden. Jeg kom op alligevel, på knæ i den sidste meter, med hænderne i isen langs kanten.

Retia sad i græsset på bredden.

Hun havde ikke en kop te med denne gang. Hun havde kortet med Ahras streger. Det lå rullet sammen over hendes knæ, og hendes fingre holdt om det, så papiret var bøjet, og Fulmen sad på hendes skulder med fjerene pustet op mod kulden. Hun var ikke gået i vandet siden angrebet. Hun gik ikke i nu heller. Hun sad bare der og ventede på mig, ligesom hun havde siddet over kortet hele natten.

Jeg trak mit tøj på med fingre der ikke kunne mærke knapperne.

"Nordtårnet," sagde jeg. "Kælderen."

Hun rullede kortet ud på det rimhvide græs og holdt det ned med begge hænder. Ahras røde streger gik på kryds og tværs over slottet, alle de aftener i alle de gange, og de små kryds han havde tegnet, og stregen hun selv havde set for en måned siden, den der gik fra nordtårnet ned gennem kælderen og mod bjerget. Hendes finger fulgte den. Den stoppede i kælderen under nordtårnet. Efter den var der ingenting. Bare Retias blyantsstreger og en væg.

"Her slutter hans streg," sagde hun.

Vi løb.

Kælderen under nordtårnet lugtede af mørtel og fugt og gamle tønder. Trappen derned var smal og glat, og de blå sten i væggene lyste så svagt at Retia måtte løfte en fakkel fra holderen ved døren. Vores ånde stod hvid i lyset. Et sted dryppede vand, langsomt, i en rytme der ikke ændrede sig.

Jeg lugtede mig frem. Den svage, metalliske tone af gammel Dherak, den jeg havde fulgt i ugevis med Ahra og Retia i november. Den lå overalt her, i fugerne og under fliserne, og jeg gik fra væg til væg med næsen og hænderne. Alôpex snusede ved foden af stenene. Retia holdt faklen højt og sagde ingenting.

For enden af kælderen var den væg hvor Ahras streg stoppede. Grå sten, våde i samlingerne. Jeg trykkede på den. Jeg bankede på hver sten jeg kunne nå, og jeg lagde hånden fladt og ventede på varmen og pulsen og klikket, og der skete ingenting. Den var en væg. Mine fingre blev ømme, og det dryppede fra min næse igen.

"Chris," sagde Retia. Bare navnet.

Jeg holdt op. Mine ben rystede stadig efter floden, og jeg lænede mig op ad muren ved siden af, den som ingen streg førte hen til, bare for at blive stående.

Den gav efter.

Et lille klik, dybt inde i stenen. Så et til. Så gled en del af muren bagud med en lyd af sten mod sten, langsomt, og der var mørke bag den, og en trappe der gik nedad, og luft der strømmede ud.

Kold luft. Kobber og støv og sten der aldrig havde set lys. Og under det, svagt, så svagt at jeg troede jeg bildte mig det ind, varm bark. Græs. Honning, men grønnere.

Jeg havde ikke ledt efter den. Jeg havde bare lænet mig mod den forkerte væg.

Alôpex stod helt stille ved åbningen. Så sagde hun det ene ord: "Lynx."

Vi hørte dem før vi så dem. Kløer på sten, lette og tikkende. Og bag dem skridt. Langsomme og tunge, og med for lang tid imellem, som skridt fra en der har gået længe og har lært ikke at regne med det næste.

Lynx kom først. Han var grå af støv, og hans gule øjne var smalle i fakkellyset. Han kiggede på mig. Så vendte han sig om og ventede.

Ahra kom op ad trappen med sin bror over skulderen.

Han bar ham som han havde båret ham i tunnelen, bøjet under vægten, med begge hænder om Kalmins ben og ryg, forsigtigt, som man bærer noget der ikke må vågne. Hans ansigt var gråt af støv og stribet hvor tårerne var løbet for mange timer siden. Hans bukser var våde til knæene. Kappen var bundet tæt om ham, og der var noget inde under den ved hans bryst. Noget der bulede ud, sort i kanten af stoffet. Da han kom tættere på, lugtede jeg det. Ikke meget. En anelse. Hjem.

Hans blå øjne fandt mine. Han stoppede ikke.

I mine fingre mærkede jeg et håndtryk fra den første aften, i en gang for halvanden måned siden, og en ring om mit håndled der ikke længere var kold. Jeg ved ikke om det var det. Det kunne også bare være kulden.

Ahra gik tre skridt ind i kælderen. Så knælede han.

Det tog lang tid. Han lagde sin bror ned på stengulvet så langsomt at jeg kunne se hans arme ryste af det. Først benene. Så ryggen. Så hovedet, med den ene hånd under det til allersidst, så det ikke ramte stenen. Kalmins hår faldt hen over panden. Ahra strøg det væk med to fingre og lagde det til rette.

Kalmins duft var der stadig. Tør egebark og blæk, svag i den kolde kælderluft. Der var bare ingen under den mere.

Ahra satte sig ned ved siden af ham med ryggen mod muren. Han lagde hænderne i skødet, og de lå helt stille. Lynx gik hen og lagde sig over Kalmins fødder og lagde hovedet på poterne.

Retia blev stående ved trappen med faklen. Fulmen sad på hendes skulder med hovedet trukket ned. Lyset flakkede over væggene og over Kalmins ansigt og over Ahras hænder, og vandet et sted i mørket blev ved med at dryppe i den samme rytme.

Jeg satte mig ved siden af Ahra.

Jeg sagde ingenting. Der var ingenting at sige, og jeg vidste fra tre dage i en seng at det ikke var ord man havde brug for. Jeg rykkede bare så tæt på at min skulder rørte hans, og jeg mærkede kulden fra hans kappe gennem mit ærme, og under kulden noget der rystede.

Alôpex lagde sig i mit skød. Hendes pels var stadig våd fra græsset.

Efter lang tid rakte jeg min hånd ud. Den med mærket. Jeg lagde den på Ahras hånd i hans skød, og den var iskold og fuld af støv.

Han tog den ikke væk.

Vi sad sådan, mens faklen brændte ned, og et sted over os begyndte slottet at blive lyst.