Tuerier-patruljen på hovedgaden i Tés Aváir afløses klokken tolv ved posten på Kobbertorvet. Afløsningen tager sjældent over fem minutter. I den tid er torvet uden opsyn. Det er en kendt og accepteret svaghed.
Intern skrivelse, Tuerier-kontoret i Tés Aváir
Kapitel 13
Passagerne
Den anden uge faldt vi ind i en rytme.
Det var ikke noget vi talte om. Det skete bare, dag for dag, som vand der finder sin vej ned ad en skråning. Morgenmad klokken otte i spisesalen, hvor Ahra altid sad med ansigtet halvt begravet i sin tallerken og den ene hånd under bordet der kløede Lynx bag øret, og Retia altid sad med sin kop te holdt mellem begge hænder, albuerne på bordet, dampens varme mod sine kinder. Timer fra halv ni til fire, med en pause til frokost hvor vi sad ved vores faste plads ved vinduet. Aftensmad. Førsteårsstuen. Værelset.
Det var de ydre ting, de ting man kunne se. De indre ting var sværere at beskrive.
Jeg begyndte at kende Déynáir med min krop. Ikke med kortet, ikke med navne på gange og trapper, men med mine fødder og mine hænder og min næse. Tredje sals korridor mod nord lugtede altid af gammel sten og fugt, og gulvet var ujævnt under mine fødder, og der var et sted halvvejs henne hvor en flise var knækket og man snublede hvis man ikke vidste det. Jeg snublede de første tre gange. Den fjerde gang trådte jeg over. Den femte gang trådte jeg over uden at tænke over det, og det var i det øjeblik jeg forstod at jeg var begyndt at høre til.
Femte sals bibliotek duftede af læder og støv og den søde, tunge lugt gamle bøger har når de har stået på deres hylder i så lang tid at de er begyndt at lugte af sig selv. Der var et vindue for enden af rækken med bøger om Dherak-teori der altid stod åbent, og vinden der kom ind igennem det bar duften af floden med sig, og af slottets have, og af det græs der groede op langs de gamle mure. Jeg satte mig der nogle gange om eftermiddagen med Alôpex i skødet og en bog i hænderne og læste uden at forstå halvdelen, og det var stadig bedre end alt hvad skolebiblioteket på Fjordskolen nogensinde havde tilbudt mig.
Trappen fra fjerde til tredje sal havde et trin der knirkede højere end de andre, det syvende fra oven, og alle på vores årgang vidste det, og alle trådte over det med den selvfølgelighed man har når man kender et steds hemmeligheder. Trappen på Fjordly havde også knirket, det tredje trin fra neden, og jeg havde lært at træde over det, da jeg var otte og ville ned i køkkenet om natten uden at Hanne hørte det. Jeg trådte også over det her. Og hver gang jeg gjorde det, mærkede jeg det: en lille ting, en dum ting, men den sagde at mit hjem havde en knirkende trappe, og at jeg vidste hvor den var.
Retia og Ahra var med mig overalt. Vi tre gik til timer sammen, spiste sammen, sad i Førsteårsstuen sammen. Det var ikke en beslutning vi havde taget. Det var bare sådan det var. Retia gik altid på min venstre side, og Ahra altid på min højre, og vores skridt havde fundet den samme rytme uden at vi nogensinde havde talt om det. Retia gik hurtigt og bestemt med lange skridt, og Ahra gik lidt langsommere med hænderne i lommerne og hovedet der drejede mod alt han gik forbi, og jeg gik midt imellem dem og sagde lidt og kiggede meget.
De andre elever var begyndt at kalde os "de tre," og jeg vidste ikke om det var en kompliment eller en observation, men det var sandt.
Om aftenen, når de andre gik i seng, gik vi på jagt.
Alle tre.
Stenløftet var mellem mig og Ahra, og vi havde ikke sagt et ord om det til Retia, kun at vi ledte efter passager. Men hun havde insisteret fra den første aften. "Hvis I tror I kan finde hemmelige passager uden mig," havde hun sagt med armene over kors og det ene øjenbryn løftet, "så er I dummere end I ser ud."
Vi var ikke dummere end vi så ud. Vi tog hende med.
Vi havde ikke noget kort. Retia tegnede det selv, fra hukommelsen, med blyant på bagsiden af en spiseplan hun havde taget med fra spisesalen: alle de gange og trapper vi kendte, så præcist at Ahra holdt op med at drille hende efter den første aften. Det lå udfoldet på gulvet i Førsteårsstuen, når de sidste var gået op, og vi sad rundt om det med Alôpex, Lynx og Fulmen og planlagde aftenens rute.
Vi begyndte systematisk. Gik langs alle vægge i alle gange, bankede på sten, trykkede på fliser, lænede os mod ting der ikke burde give efter.
De fleste aftener fandt vi ingenting. Vi gik i timevis i mørke gange med kun fakler og vores Amícûs' øjne til at se ved, og vi bankede og trykkede og lyttede, og stenene forblev sten. Det var koldt, og det var fugtigt, og mine fingre blev ømme af at trykke på ting der ikke reagerede, og mine fødder var trætte af sten, og alligevel var det mine yndlingsaftener. For det var de aftener hvor det kun var os tre i det mørke, stille slot, med ingen andre lyde end vores egne skridt og vores egne åndedræt og den lejlighedsvise knurren fra Lynx der reagerede på noget vi ikke kunne mærke.
Den første nat jeg kom tilbage til værelset efter midnat, lå Nihil med ryggen til og ansigtet mod væggen. Værelset var koldt, og det lugtede af kold sten og af ham, vintervind og bart jern. Jeg trak støvlerne af og satte dem ned på gulvet så stille jeg kunne, én ad gangen.
"Du kommer for sent til noget," sagde han ind i væggen.
Det var alt. Han sagde det ikke igen, og han spurgte aldrig til hvad.
Ahra førte regnskab. Han tegnede vores ruter ind på Retias kort med et stykke rødt kridt han havde fundet i et tomt klasseværelse, og han noterede hvert sted vi havde undersøgt med et lille kryds, og hans system var præcist og metodisk og imponerende for en dreng der ikke kunne smøre en toast ordentligt.
Retia gik forrest. Altid. Hun havde den bedste retningssans af os tre, og hun bevægede sig igennem gangene med en sikkerhed der sagde at hendes krop huskede steder hurtigere end hendes hoved. Hun rørte sjældent ved vægge. Hun stod stille og kiggede. Og så sagde hun "der" eller "ikke der" og gik videre.
Og jeg fandt passagerne.
Ikke fordi jeg var mere systematisk end Ahra eller mere intuitiv end Retia. Men fordi de duftede. Passagerne duftede af gammel Dherak. En svag, metallisk tone der lå under stenens normallugt, usynlig for næser der ikke var mine, men tydelig for mig. Jeg fulgte duften som Alôpex fulgte et spor, med næsen og med noget dybere end næsen, og mine fingre fandt de steder i stenene der var lidt varmere end resten, lidt glattere, lidt anderledes.
Den allerførste gang var det ikke næsen. Det var ringen. Den kolde ring stenløftet havde lagt om mit håndled den første aften blev varm, lige så stille, som en sten der har ligget i solen, og da jeg holdt hånden fladt mod væggen, blev den varmere. Ahra kiggede ned på sit eget håndled og så op på mig med åben mund. Bagefter lærte jeg at dufte det, før ringen nåede at sige noget.
"Du finder dem med næsen," sagde Ahra en aften da jeg havde fundet den fjerde passage den uge. Vi stod i en smal gang bag en væg der havde åbnet sig da jeg rørte ved en bestemt sten. Retia stod og kiggede ind i mørket med Fulmen på sin skulder, og Fulmen kiggede med, og begge var stille og opmærksomme.
"Måske," sagde jeg.
"Det er ikke måske," sagde Ahra. "Du kan lugte magi."
Retia kiggede på mig. Hun sagde ingenting, men hendes øjne sagde at hun havde bemærket det længe inden Ahra sagde det.
Vi kortlagde dem. Ahra tegnede dem ind med det røde kridt, og langsomt, aften for aften, begyndte der at danne sig et mønster. Passagerne gik ikke tilfældigt. De fulgte skjulte akser igennem slottet, og de krydsede hinanden på bestemte steder. Og hvert kryds var markeret med noget. En indgravering. Et symbol hugget ind i stenen for lang tid siden og gemt bag mursten og mørtel i hundredvis af år.
Symboler jeg genkendte. Symboler fra min historiebog. Sektion XIII's mærke.
Retia var den første der sagde det højt. Hun sad med kortet bredt ud foran sig på gulvet i Førsteårsstuen, sent, da selv Sera var gået op, og pegede på de røde markeringer.
"Det er et mønster," sagde hun. "Se. Alle krydsene ligger på en streg der går fra det nordlige tårn ned igennem kælderen og ud mod..." Hun fulgte stregen med sin finger. "Mod bjerget."
Ahra og jeg kiggede. Hun havde ret. Stregen pegede mod nord. Mod det forbudte bjerg.
"Hvad er der på bjerget?" sagde Retia.
"Noget de ikke vil have os til at finde," sagde jeg.
Det var en torsdag aften da vi fandt Kalmin.
Vi var nede i en passage under tredje sals korridor, dybere end vi normalt gik, en smal gang med lavt loft der lugtede af fugt og gammel sten og den tætte, metalliske Dherak-duft der altid hang i de ældste passager. Luften var kold og fugtig, og den lagde sig på huden som en tynd film af vand. Alôpex gik foran mig med ørerne fremad og halen lav. Lynx gik ved Ahras side med skridt der var mere forsigtige end normalt. Fulmen sad på Retias skulder med hovedet drejet mod mørket.
Gangen drejede og blev bredere. Der kom lys forude. Ikke fakkellys. Noget andet. En svag, blålig glød der kom fra et rum vi endnu ikke kunne se.
Jeg stoppede og lagde min hånd på Ahras arm. Han stoppede. Retia stoppede.
Stemmer. Lave, dæmpede. To mennesker der talte med hinanden i den slags hviskende tone man bruger når man ikke vil høres.
Vi gik tættere på. Langsomt. Mine fødder fandt de tavse steder på stengulvet. Retia bevægede sig lydløst ved min side. Alôpex gik uden en lyd. Lynx fulgte hendes eksempel.
Gangen åbnede sig til et rum. Ikke stort. Et baglokale, måske et gammelt depot, med hylder langs væggene og en enkelt fakkel i en holder der kastede det blålige lys. To figurer stod midt i rummet.
Den ene var høj med lyst hår og grønne øjne. Den samme skikkelse jeg havde set den allerførste aften, da jeg var faret vild i slottet. Den mand der var forsvundet da jeg prøvede at nå ham. Hans duft nåede mig hen over stengulvet: tør egebark, mørk lynghonning og blæk, som et arkiv med vinduet åbent mod skoven.
Den anden stod i skygge. Hætten trukket op. Ansigtet usynligt. Hænderne gemt i ærmerne.
Kalmin talte lavmælt. "...kan ikke vente længere. De bevæger sig hurtigere end vi troede, og drengen..."
Han stoppede. Hans hoved drejede. Hans grønne øjne fandt os i mørket, alle tre, og hans ansigt strammede sig et splitsekund inden han fik kontrol over det igen.
Stilhed.
Ahra stod stiv ved min side. Hans åndedræt var stoppet. Hans hånd, der lå på Lynx' hoved, strammede sig. Retia stod bag os og sagde ingenting, men hendes krop var spændt, og Fulmen havde bredt sine vinger en centimeter, klar til at flyve.
"Ahra," sagde Kalmin. Hans stemme var rolig. For rolig. "Hvad laver I her?"
Så det var ham. "Min storebror. Den ældste. Han arbejder for Rådet." Ahra havde sagt det på badebroen ved Løverodde, som om det forklarede alt.
"Hvad laver du her?" sagde Ahra. Hans stemme rystede ikke. Men hans hænder rystede.
Kalmin kiggede fra sin bror til mig til Retia og tilbage. Den hætteklædte figur bag ham bevægede sig ikke. Sagde ingenting. Stod bare der i skyggen og var til stede uden at give noget af sig selv. Jeg prøvede at fange en duft, men der var ingenting. Ingenting overhovedet. Det var det mærkeligste af det hele: alle mennesker har en duft, men den figur duftede af ingenting, et hul i luften hvor en person burde være.
"Jeg leverer et dokument til rektor," sagde Kalmin. Han sagde det glat og hurtigt. "Fra Rådet. Det er klassificeret."
"I en hemmelig passage under tredje sal?" sagde Ahra.
"Der er grunde til at det hedder hemmelig, lillebror."
"Hvem er det du taler med?" sagde Retia. Hendes stemme var rolig og skarp. Hun stillede spørgsmålet uden angst, bare med den nøgterne insisteren hun brugte når hun ville have et svar.
Kalmin kiggede på hende. Så på Ahra. Så på mig. Og noget i hans blik ændrede sig da han kiggede på mig. Det var igen det blik. Det blik alle fik når de hørte mit navn eller kiggede for længe på mit ansigt. Noget der sagde at han vidste mere end han sagde.
Den hætteklædte figur bag Kalmin lagde en hånd på hans skulder. Bare det. Bare en hånd. Og Kalmin tav. Øjeblikkeligt. Som en dør der blev lukket.
"Gå op igen," sagde Kalmin. Stille nu. Ikke arrogant. Næsten venligt. "I må tro mig. Der er ting der foregår som I ikke forstår endnu, og det er bedre for jer at I ikke ved dem endnu."
Bedre for os. Beskyttelse klædt ud som omsorg. Jeg kendte den sætning. Hanne havde sagt den til mig i tretten år, bare med andre ord.
Retia kiggede på mig. Ahra kiggede på mig. Jeg nikkede.
"Kom," sagde jeg.
Vi gik. Op igennem passagen, op igennem mørket, op igennem den kolde, fugtige luft, uden at sige noget. Da vi kom ud i den tredje sals korridor og væggen gled på plads bag os, stod vi stille i det normale fakkellys.
Ahras ansigt var lukket. Hans kæbe var stram, og hans øjne var blanke på en måde der sagde at noget indeni ham var ved at give sig.
"Det var Kalmin," sagde han.
"Ja," sagde Retia. "Og ham den anden... han duftede af ingenting, Chris. Lagde du mærke til det?"
Jeg kiggede på hende. "Du lagde mærke til at jeg lagde mærke til det?"
"Jeg lægger altid mærke til hvad du lægger mærke til," sagde hun. "Dit ansigt ændrer sig når du dufter noget. Dine øjne smalner en millimeter."
"Min bror arbejder for Rådet," sagde Ahra. Hans stemme var flad. "Han er junior-arkivar. Han ordner papirer." Han lænede sig mod væggen og lukkede øjnene. Hans hånd fandt Lynx' hoved, og han stod der og kløede sin los bag øret i lang tid uden at sige noget. Lynx pressede sig mod hans ben.
"Han hører ikke til i hemmelige passager under en skole midt om natten og taler med folk der ingen duft har," sagde Ahra.
"Nej," sagde Retia.
Vi stod stille. Gangen var tom. Faklen sprattede svagt.
"Jeg har altid stolet på min familie," sagde Ahra. Hans øjne var stadig lukkede. "Min mor, min far, min bedstemor, mine brødre. De er det fundament jeg står på." Han åbnede øjnene. "Hvis Kalmin holder noget skjult, er der noget galt. Ikke bare med ham. Med alt det jeg troede jeg vidste."
Jeg lagde min hånd på hans skulder. Retia lagde sin hånd på den anden.
"Vi finder ud af det," sagde jeg. "Alle tre."
Han nikkede. Langsomt.
Næste morgen i spisesalen sad vi tæt og talte lavt, hovederne bøjet ind mod hinanden over vores tallerkener.
Jeg fortalte dem om hulen. Alt. Tjørn-krans-symbolet. De friske fodspor. Stenen der var varm. Alôpex der sagde "Det her sted er ikke til os. Endnu." Og det jeg havde fundet i historiebogen: "Sektion XIII's forsegling, brugt til at markere beskyttede steder under Krigens tid."
Ahra sad stille og lyttede med hænderne om sin tekop. Retia lyttede med hovedet lidt på skrå, den måde hun altid lyttede når hun byggede et kort i sit hoved.
"Sektion XIII," sagde Ahra da jeg var færdig. "Min bedstemor talte om dem en gang. Hun sagde de var de modigste mennesker der nogensinde havde levet. Og at de alle var døde."
"Nogen bruger stadig deres symbol," sagde jeg. "Det er på mit brev. I min bankboks. I en hule under prøveøen. I min historiebog. Og passagernes kryds."
"Og passagerne peger mod bjerget," sagde Retia. Hun rørte med sin finger i en lille vandpøl på bordet og tegnede en linje. "Kalmin er i passagerne om natten. Passagerne peger mod bjerget. Bjerget er forbudt." Hun kiggede op. "Hvad er der på bjerget?"
"Noget nogen prøver at beskytte," sagde Ahra.
"Eller noget nogen prøver at finde," sagde jeg.
Vi sad stille et øjeblik. Spisesalen støjede rundt om os, tallerkenklirren og snak og latter, og duften af ristet brød og varm te og den svage rest af nattens ildrøg i væggene. Ahras duft var tæt ved min side, varm bark og honning, den trygge lugt der sagde at min ven var der, og Retias kop dampede mellem hendes hænder, og dampen steg op i det gyldne morgenlys fra vinduerne. Og midt i det hele sad vi tre og bar på noget der var for tungt til morgenmaden. Alôpex lå under bordet med snuden på mine fødder. Lynx lå med hovedet i Ahras skød. Fulmen sad på bordet ved Retias kop og kiggede ud over salen med gyldne øjne der så alt.
"Hvad gør vi?" sagde Ahra.
"Vi holder øjnene åbne," sagde jeg. "Vi finder flere passager. Og vi venter."
"Jeg hader at vente," sagde Retia.
"Jeg ved det," sagde jeg. "Men vi ved ikke nok endnu."
Retia kiggede på mig med det blik der sagde at hun vidste jeg havde ret, og at hun hadede at jeg havde ret, og at hun respekterede mig for at sige det alligevel. Det var et kompliceret blik. Retia havde mange komplicerede blikke.
"Okay," sagde hun. "Vi venter. Men ikke for længe."
Og hun drak sin te. Og vi gik til time. Og dagen fortsatte. Men noget var ændret. Vi tre bar nu den samme hemmelighed, og hemmeligheder er tungere når de deles, ikke lettere, for nu er det tre mennesker der skal holde ansigtet, tre mennesker der skal se normale ud, tre mennesker der skal gå til time og spise aftensmad og snakke i Førsteårsstuen og ikke sige et eneste ord om det de alle tænker på.
Det er prisen for sandhed: at man ikke kan glemme den, selv ikke om morgenen, selv ikke over en kop te.