Tjørn er den eneste busk de gamle Drúir-gartnere aldrig plantede ved en indgang. Den tager en dråbe af alle der går forbi, siger de, og den glemmer ikke hvem der gav den.

Fra "Haver og hegn i De Dybe Skove", Déynáirs bibliotek

Kapitel 29

Det man bærer

Fenris kom ned ad trappen først.

Han havde snuden mod trinene, som han måtte have haft den mod mine spor i rimen hele vejen fra floden. Hans kløer tikkede på de våde sten, og så var han nede og stod over Kalmins fødder, hvor Lynx lå. Lynx løftede ikke hovedet. Ulven snusede én gang til ham og gik så et par skridt baglæns og lagde sig på stengulvet med snuden på poterne, som om han vidste præcis hvor langt væk man skulle ligge.

Bag ham kom Haltora med et blåt lys i hånden. Hans duft nåede mig før hans ansigt gjorde. Jern og natteluft og ulmende gløder. Det var første gang siden bjerget at jeg kunne dufte ham, og jeg havde ikke vidst at man kunne blive lettet over at genkende sin kamplærer på lugten.

Han stoppede for foden af trappen. Hans sorte øjne gik fra Retia med den nedbrændte fakkel til Ahra med ryggen mod muren til Kalmin under ham til mig. Jeg så ham tælle. Denne gang begyndte han ikke forfra.

"Jeg lovede at vække dig," sagde han.

"Jeg sov ikke."

"Nej." Han kiggede på mine støvler, der stadig var mørke af flodvand, og på blodet der var størknet under min næse. "Det kan jeg se."

Han gik hen til Ahra og gik ned på knæ. Det tog tid for en så stor mand, og hans knæ knagede mod stenen. Han hev sin tykke kampkappe af skuldrene og lagde den over Kalmin, helt op til hagen, og glattede den én gang ud over brystet med sin brede, arrede hånd.

"Retonk," sagde han.

Ahra kiggede op.

"Vi tager ham nu. Du går ved siden af ham hele vejen."

Ahra nikkede. Han sagde ingenting. Det var det mærkeligste ved ham den morgen: Ahra, der altid fyldte et rum med ord, havde ikke et eneste tilbage.

Så åbnede han sin kappe.

Ravnen lå inde ved hans bryst. Sort og krøllet sammen, med én svingfjer bøjet forkert. Ahra løftede den ud med begge hænder og lagde den i mine.

"Den lå ved væggen," sagde han. Hans stemme var hæs, som om han ikke havde brugt den siden bjerget. "Den trak vejret. Jeg kunne ikke lade den ligge."

Den var lettere end jeg havde troet. Under fjerene slog et hjerte, hurtigt og svagt, som en finger der banker på en dør langt væk. Den lugtede af støv og blod, og under det, så svagt at jeg skulle have næsen helt ned i fjerene, af hjem.

Alôpex rejste sig i mit skød og satte snuden mod den. Hun holdt den der længe.

"Den er stadig varm," sagde hun.

"Nihil sagde engang at den havde siddet i dit vindue hver uge," sagde Ahra.

Haltora rejste sig og kom hen til mig. Han kiggede ned på ravnen og på min håndflade under den, hvor tjørnekransen sad hvid i det røde. Han sagde ikke noget om nogen af delene.

"Mathson sover på sygefløjen," sagde han. "Hermelinen ligger på hans pude og bider efter Solveig, hver gang han kommer for tæt på." Han kiggede på mig et sekund mere. "Spis noget."

Arcanus kom ned ad trappen med sin skårne hånd viklet ind i et hvidt klæde. Han og Haltora løftede Kalmin mellem sig, kappen og det hele, og Ahra rejste sig. Han vaklede, og Retia tog hans albue, og han lod hende gøre det. Så gik han op ad trappen bag sin bror.

Jeg puttede ravnen ind under min trøje, mod huden, sådan som Ahra havde båret den. Den var kold. Jeg holdt en hånd over den hele vejen op ad trappen, og Alôpex gik så tæt ved mit ben at jeg kunne mærke hende ved hvert skridt.

Maka kom med den første færge.

Edrin havde sendt bud til Ahras bedstemor i løbet af natten. Hvad der stod i det, vidste ingen af os. Men da færgen gled ind mod anløbsbroen i det grå morgenlys, stod Maka allerede ved rælingen, og han sprang over på planken inden nogen havde nået at fortøje.

Ahra stod for enden af broen. Retia og jeg stod inde ved land. Det var ikke noget vi havde aftalt. Vi var bare stoppet der, begge to, som om broen tilhørte Retonk-familien den morgen, og vi ikke havde ret til at gå ud på den.

Planken var hvid af rim. Havet lugtede af tang og tjære og kold, grå vinter, og mågerne skreg over færgens skorsten. Maka gik hurtigt ud ad broen og så langsommere, og et par meter fra Ahra stoppede han. Han kiggede på sin lillebrors ansigt, og jeg så ham læse det hele der. Så lagde han armene om ham og lagde en hånd på bagsiden af hans hoved og holdt det der.

Makas duft var som Ahras, bare dybere. Den morgen var den dæmpet, som en lyd bag en lukket dør.

Ravnen rørte sig under min trøje. En lille, kradsende bevægelse mod min mave og så ingenting igen.

Så faldt der en skygge hen over broen.

Ørnen kom ned fra bjerget. Jeg vidste ikke hvor længe den havde siddet på stenen. Hele natten. Hele morgenen. Nu kom den ind over slottet i lange, tunge glid, og den drejede én gang over færgen og kom så lavt ned over broen at mågerne spredte sig.

Maka løftede sin arm uden at tænke over det.

Ørnen landede på den. Kløerne gik igennem hans uldærme, og jeg så hans ansigt trække sig sammen, men han sænkede ikke armen. Den foldede vingerne og lagde hovedet ind mod hans skulder, på samme måde som Kalmin havde lagt panden mod dens hoved den nat på bjerget. Maka strøg den over ryggen med to fingre. Han sagde dens navn. Aquila.

Den var ikke Makas. Den havde bare ikke andre steder at sætte sig.

Den fløj ikke tilbage til bjerget.

Vi sejlede Kalmin til Tés Aváir dagen efter.

Han lå på dækket i hvidt linned, og Ahra sad ved hans hoved hele overfarten. Retia stod i agterstavnen med Fulmen på skulderen og kiggede på kølvandet. Ved kajen gik hun hjem til sin mor. Jeg fulgte med Retonk-familien. Ingen spurgte om jeg ville. Ahras far tog bare min taske fra mig og bar den sammen med sin egen.

Bedstemorens hus var højt og smalt og af grå sten, i en gade så gammel at brostenene var slidt runde. Indenfor lugtede det af mennesker. Bark og honning i mange lag, nogle friske, nogle så gamle at de næsten var blevet til sten. Alle der nogensinde havde boet der. Og i gangen ved trappen, svagt, tør egebark og blæk. Jeg stod stille i døren og vidste ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv.

På spisebordet stod tallerkenerne fra solhvervsfesten stadig. Ingen havde ryddet dem.

Ahras mor viste mig op under taget. Hun var lille og lyshåret, og Ahra havde hendes hænder, de lange fingre der altid skulle holde fast i noget. Hun duftede af salvie og regnvand og varm uld. Hendes øjne var røde, og hun prøvede ikke at skjule det.

Sengen var redt. Hvidt linned, et foldet uldtæppe for enden, og en tørret kvist lavendel på puden.

"Den har stået klar i ti dage," sagde hun.

Hun bøjede sig og glattede tæppet ud, selvom det allerede var glat. Hendes hånd blev liggende på det.

"Ahra sover inde ved siden af," sagde hun. "Han har ikke lyst til at sove alene. Det siger han ikke."

Ved aftensmaden blev tallerkenerne fra solhverv endelig ryddet. Det var Ahras far der gjorde det. Han rejste sig midt i maden, som om han lige havde set dem, og begyndte at bære dem ud i køkkenet, to ad gangen, og han brugte ingen besværgelse. Jeg rejste mig og tog et viskestykke. Han vaskede, og jeg tørrede. Vandet var for varmt, og det dampede op i hans ansigt, og han sagde ikke noget, og det gjorde jeg heller ikke. Ude i stuen sad bedstemoren og kiggede på os gennem døren. Da den sidste tallerken stod på hylden, lagde han en våd hånd på min skulder et øjeblik og gik tilbage til bordet.

Det var den første ting i det hus jeg kunne hjælpe med. Det var ikke ret meget. Jeg holdt fast i viskestykket længe efter.

Da jeg var gået op, kom Ahras mor efter mig med en kurv. Der lå en varm sten i bunden, viklet ind i et stykke linned. Hun satte den på gulvet ved min seng og så på mig, og så på bulen under min trøje. Hun spurgte ikke hvad det var for en fugl. Hun lagde bare en hånd på kurvens kant, sådan som hun havde lagt den på tæppet, og gik ned igen.

Kalmin blev begravet næste morgen, i haven bag huset.

Haven var lang og smal og omgivet af en høj mur, og der stod træer i den. Gamle træer, med bark der var så tyk og furet at man kunne have lagt sin hånd i rillerne. Et træ for hver af dem der havde været før. Jorden var hård af frost, og Ahras bedstemor, der lavede alt med besværgelser, gravede med en spade. Hun lod ikke nogen tage den fra hende.

De lagde ham ned i linnedet. Ingen kiste. Bedstemoren trykkede et agern ned i den løse jord over hans bryst, og så gik de i knæ rundt om graven, alle sammen, og lagde hænderne fladt i jorden. Ahra. Maka med Aquila på skulderen. Faren. Moren. Bedstemoren. Lynx lå ved Ahras ben.

Jeg stod oppe ved muren med Alôpex trykket ind mod mit ben.

Der stod et træ for hver af dem der havde været før, og jeg havde en tom væg og to fjer. Det var den grimmeste tanke jeg nogensinde havde haft, og jeg havde den ved en grav. Jeg skammede mig over den. Den gik ikke væk af det.

Ahras mor vendte hovedet og kiggede på mig. Så rykkede hun en hånds bredde til siden, så der var et hul mellem hende og Ahra, og hun rakte en hånd op mod mig.

Jeg gik ned og knælede i hullet. Jorden var iskold og våd gennem mine bukser. Jeg havde ikke noget at give. Det vidste jeg. Duftene var kommet tilbage, én efter én, siden kælderen. Der hvor min Dherak plejede at summe, var der stadig stille. Jeg lagde hånden i jorden alligevel, den med mærket, og kulden fik tjørnene til at prikke.

Under vores fingre rørte noget sig. Et lyst, grønt skud skubbede op gennem den frosne jord, langsomt, en hånd højt, med to blade der foldede sig ud som hænder der åbner sig. Det var ikke mig. Jeg vidste godt det ikke var mig.

Ahras skulder lå mod min. Han lod den blive der.

Surain kom samme eftermiddag.

Jeg duftede ham gennem vinduet, før jeg så ham. Våd jord og dyrepels og gammelt metal, og den ild der var gået ud for længe siden. Han stod uden for lågen i havemuren i sin brune kappe og kom ikke ind.

Jeg gik ned med kurven. Alôpex løb foran og satte sig i lågen og kiggede op på ham, og han nikkede til hende, ligesom han nikkede til mennesker.

"Jeg går ikke ind i et hus der sørger," sagde han. "Ikke uden at være inviteret."

Han løftede klædet af kurven. Ravnen lå på den varme sten med lukkede øjne. Surain tog den op med begge hænder, langsomt, og den lå stille i dem. Han lagde tommelfingeren på dens bryst og holdt den der. Så løftede han dens hoved med en finger, og den åbnede det ene øje, og han kiggede ind i det i lang tid.

"Den lever," sagde han.

"Den er hendes," sagde jeg. Det var ikke et spørgsmål. Jeg ville ikke have at det var et spørgsmål.

Surain kiggede på mig over fuglen. "Ja."

Noget i mit bryst satte sig, som en sten der endelig når bunden.

"Da den blev ramt," sagde han, "mærkede hun det." Han løftede den ene hånd fra ravnen og lagde den fladt mod sit eget bryst, lige under kravebenet. "Her. Som et slag. Sådan er det med en Amícûs."

Jeg tænkte på kammeret. På ravnen der ramte væggen og lå stille. Et sted, langt væk, havde en kvinde jeg aldrig havde set, sat sig ned midt i det hun var i gang med, med hånden på brystet.

"Mærker hun den nu?"

"Hun mærker at den lever." Han lagde den ind under sin kappe, ind mod kroppen. "Det er nok for hende i nat."

"Hvor er hun?"

Surain svarede ikke. Han tog min hånd, den med mærket, og vendte den med håndfladen opad. Han kiggede på tjørnekransen. Hans tommelfinger var ru og varm, og den rørte ikke mærket. Så lukkede han min hånd igen med sin egen, en finger ad gangen.

"Du leder for hårdt, dreng. Det du søger finder dig, når du holder op med at kigge."

Det var præcis den slags svar man kunne have lyst til at slå en voksen for. Det var også præcis det der var sket i kælderen under nordtårnet. Jeg havde lænet mig mod den forkerte væg.

Surain nikkede til mig, som om han havde hørt det hele. Så gik han ned ad gaden med ravnen under kappen, og frosten knasede under hans sko.

Retia kom om aftenen.

Hun stod i lågen med frost i håret og en mørk frakke jeg ikke havde set før, og hun så ud som om hun havde gået frem og tilbage foran muren et stykke tid inden hun bankede. Jeg lagde mærke til frakken. Jeg lagde også mærke til at jeg lagde mærke til den, og at det nok ikke var det man skulle tænke på aftenen efter en begravelse. Jeg tænkte det alligevel.

Ahra og jeg sad på stenbænken ved muren med en lygte mellem os. Det lille træ stod ti skridt væk i mørket, og jorden omkring det var stadig mørk og løs. Ahra havde en kop te i hænderne der for længst var blevet kold. Han havde ikke drukket af den.

Retia satte sig ikke. Hun stod foran os med hænderne i frakkelommerne. Hendes duft af saltvind og kold sten og vilde roser var der, og under den noget bittert, det samme som jeg havde mærket bag egetræet på bjerget.

"Min far var på bjerget," sagde hun.

Ahra kiggede ned i sin te. "Jeg ved det."

"Nej. Du ved at Tyvekongens folk var der." Hendes stemme var flad og fast, den stemme hun brugte når noget var sandt og gjorde ondt. "Jeg siger at det var min far. Jeg stod tyve meter fra ham. Hans folk var der, da..." Hun stoppede. Hendes hænder knyttede sig i lommerne, jeg kunne se det på stoffet. "Den sidste mand. Ham der kom ind til sidst. Jeg ved ikke hvem han var. Jeg ved ikke om han var en af fars."

Jeg kunne stadig dufte ham hvis jeg lukkede øjnene. Tør kalk og æbler der havde ligget for længe. Ikke brændt træ og aske. Jeg sagde det ikke. Jeg vidste ikke hvad det betød, og det ændrede ikke at hendes far havde stået ved stenen.

"Jeg kan ikke sige undskyld for ham," sagde Retia. "Jeg har prøvet hele vejen herhen. Det er ikke mit at sige."

Ahra sagde ingenting i lang tid. Hans fingre lå om koppen. Han kiggede ikke på hende, og han sagde ikke at det var okay. Det var det ikke.

Men han blev siddende.

Retia stod lidt endnu. Så nikkede hun, én gang, mere til sig selv end til os, og gik ud ad lågen. Jeg hørte hendes skridt forsvinde ned ad gaden.

Lygten summede. Ahra drejede koppen en kvart omgang i hænderne.

"Den første aften," sagde han. "Ham du så for enden af gangen. Med det lyse hår."

"Ja."

"Det var ham. Jeg vidste det med det samme." Han kiggede ned i den kolde te. "Og så sagde jeg at det nok bare var en ældre elev."

"Du sagde det for hurtigt."

Han lavede en lyd der næsten var et grin. Det var bare et pust gennem næsen. "Jeg sagde alting for hurtigt dengang." Han strøg tommelfingeren hen over koppens kant. "Jeg troede jeg passede på ham."

Jeg sagde ingenting. Jeg vidste godt hvordan det var at blive passet på på den måde. Jeg vidste ikke hvordan det var at være den der gjorde det.

"Det han sagde," sagde Ahra. "Til sidst."

"Du behøver ikke."

"Jeg ved det." Han satte koppen ned på bænken mellem os. "Jeg kommer heller ikke til det."

"Nej."

Og det var anderledes. Jeg mærkede det sidde i brystet, mens vi sad der i kulden og kiggede på det lille træ. Hannes tavshed havde handlet om mig. Det hun tav om, var mit, og hun havde holdt det fra mig i tretten år. Det her var ikke mit. Det var det sidste Ahra havde af sin bror, som ingen andre havde, og det skulle blive hos ham.

Jeg gik til banken dagen efter. Ahra gik med. Han sagde ikke hvorfor, og jeg spurgte ikke.

Hjemme ved fjorden var det juleaften. På Fjordly stod der et træ i fællesstuen med de samme flettede julehjerter som hvert år, og efter risalamanden ville Hanne have ladet som om hun ikke vidste at mandlen lå i min skål. Det havde den gjort hvert år, siden jeg var lille. I kommunens system var feltet efter mit navn nok tomt igen, og Hanne havde vel fået et brev, som hun læste ved køkkenbordet og lagde i skuffen uden at sige noget til nogen. Her var det bare en tirsdag, tre dage efter solhverv. Gaderne var grå og våde, og dværgene i banken arbejdede, som de arbejdede alle andre dage.

Ahra satte sig på bænken uden for banken, den samme bænk vi havde siddet på i november. Lynx lagde sig over hans fødder.

"Jeg venter her," sagde han.

Porten var lav og af gammel eg. Indskriften sad over døren, det samme sted som sidst.

Cave. Nunquam solus es.

Vogt dig. Du er aldrig alene. I november havde jeg læst det som en trussel, noget der lurede inde i murene. Nu stod jeg i den kolde gade og tænkte på Ahra i mørket under bjerget med en los der gik foran ham. På Ahras mor der rykkede en hånds bredde til siden. På en kvinde der havde sat sig ned med hånden på brystet. Det kunne læses begge veje. Den morgen læste jeg det som et løfte.

Alôpex fulgte med mig ind. Rummet var lavt og varmt som sidst, og hendes kløer tikkede på stengulvet.

Dværgen ved trædisken kiggede op, da jeg lagde nøglen foran ham. Han kiggede på Alôpex uden at blinke. Han tog den op mellem to tykke fingre og vejede den i hånden. Så nikkede han og rejste sig.

Døren blev ældgammel igen, revnet og mørk, og luften derinde var den samme kolde, tørre luft af metal og støv og læder der har ligget i mørke længe. Bunken af forseglede papirer lå i hjørnet, hvor den havde ligget. Jeg gravede dem fri af mønterne med fingre der ikke ville holde op med at ryste.

Der var syv. Alle med det sorte vokssegl. Alle gulnede og lige gamle, med voks der var blevet gråt i kanten. Jeg brød seglene ét efter ét, og de knasede som tør bark. Seks af dem var skrevet med de samme gyldne tegn som på ryggen af de sorte bøger på hylden ved siden af mig. Jeg kunne ikke læse et eneste af dem. Det var de samme tegn som i margenen i bogen Nihil havde fundet, dem han heller ikke havde kunnet læse.

Det syvende var foldet to gange. Da jeg åbnede det, duftede det svagt af hjem, og under det af tørrede blomster, og jeg vidste ikke hvorfor det fik mig til at tænke på vindueskarmen på Fjordly.

"Min dreng. Jeg vil finde dig, når du er stor nok til at finde mig. Indtil da: lev."

Mere stod der ikke. Ingen underskrift. Det behøvede der ikke.

Jeg har læst det så mange gange siden at papiret er blevet blødt i foldene.

Inde i folden lå en strimmel papir, ikke bredere end to fingre. Der var én linje på den, skrevet med den samme hånd og det samme blæk som brevet. Men tegnene var de gyldne tegn fra bøgernes ryg. Det var som om hun havde skiftet sprog midt i en sætning, til et sprog hun vidste jeg ikke kunne endnu.

Jeg stod længe med brevet i den ene hånd og strimlen i den anden.

Det havde ligget her hele tiden. Det havde ligget her den dag i november, hvor jeg tog det jeg skulle bruge af bunken og gik baglæns ud ad døren. Hun havde skrevet "lev", og jeg var gået op ad et bjerg.

Jeg lagde begge dele inden for min trøje, der hvor ravnen havde ligget, og gik ud.

Dværgen tog nøglen ud af døren og gav den tilbage til mig. Han holdt den et øjeblik for længe.

"Den har ikke sovet," sagde han.

"Hvad?"

"Din boks. Nøglen sov i femten vintre. Boksen gjorde ikke." Han satte sig bag disken igen. "Hvert år er der lagt noget ind over denne disk. Mønter, mest."

"Hvem?"

Dværgen kiggede på mig med sine mørke, vurderende øjne. "Det spørger vi ikke om."

Udenfor sad Ahra stadig på bænken med Lynx over fødderne. Han kiggede op på mig og så på min hånd, der lå fladt over trøjen.

"Fandt du noget?" sagde han.

"Ja," sagde jeg. "Noget jeg ikke kan læse endnu."

Arvia havde inviteret mig til aftensmad den sidste aften i Tés Aváir.

Haven foran huset var stadig vissen, men nogen havde fejet bladene væk fra gangen. Døren stod på klem, og der kom varm luft ud, og duften af nybagt brød og varmt linned og noget der simrede. Jeg trådte ind i entréen og lukkede døren bag mig. Gangen lugtede af lavendel og varmt træ, som den altid havde gjort, og fliserne var våde efter mine støvler. Jeg blev stående på dem, fordi jeg kunne høre Retias stemme inde fra køkkenet.

"Mor. Jeg skal fortælle dig noget om far."

Køkkendøren stod halvt åben. Jeg kunne se Arvia ved bordet med hænderne i en dej. Hendes hænder stoppede. Så tørrede hun dem af i forklædet, langsomt, først den ene og så den anden, og satte sig.

Retia satte sig over for hende. Hun begyndte at fortælle. Jeg hørte ikke det hele, og jeg prøvede ikke. Jeg hørte "Niram." Jeg hørte "bjerget." Jeg hørte at hendes stemme ikke knækkede. Arvia spurgte ikke om noget. Jeg vidste ikke om det var fordi hun vidste det, eller fordi hun ikke kunne.

Cajis sad på trappen med en bog i skødet som hun ikke læste. Hun kiggede på mig. Så kiggede hun på skålen.

Den stod på en lille kommode lige inden for døren, en flad træskål. Den skål de havde lagt kastanjer i, da Retia var lille. Et par skridt længere nede ad gangen hang den tomme krog over det lyse rektangel på væggen.

Der lå én i den nu. Blank og brun og glat, uden støv.

Retias egen lå i vindueskarmen på hendes og Vessas værelse. Den havde ligget der siden november.

Jeg bøjede mig over skålen. Saltvand og kold sten, svagt, næsten forsvundet under mørke-Dherak og en gammel bitterhed. Den samme duft som ved stenen på bjerget.

Inde i køkkenet sagde Retia sin fars navn højt til sin mor igen. Ude i entréen stod jeg med hans kastanje foran mig og vidste ikke hvem af dem jeg skulle fortælle det til først.