Den gamle bro i Nordmark har tretten buer. Bygmesteren lovede fjorten. Han døde, før han nåede at forklare forskellen, og byrådet har siden betalt for vedligeholdelsen af fjorten.

Byrådets regnskaber i Nordmark, note i margenen

Kapitel 17

Søndag

Søndage på Déynáir var langsomme.

Det var det første jeg lærte at elske ved dem. Der var ingen timer, ingen klokker, ingen steder man skulle være. Spisesalen serverede morgenmad til klokken elleve, og de fleste elever kom drivende ned i pyjamasbukser og uldtrøjer med søvnige ansigter og strittende hår. Maden var anderledes om søndagen: pandekager og bær og tyk, varm sirup, og en slags brød med nødder og honning der lugtede af noget der mindede om jul, selvom det kun var november.

Ahra var altid den sidste der kom ned. Han sov til halv elleve hver søndag og ankom i spisesalen med et ansigt der stadig bar mærker af puden og Lynx dinglende i hans arme. Han satte sig ned, spiste to pandekager uden at tale, drak tre kopper te, og begyndte langsomt at ligne et menneske.

Retia var altid den første. Hun sad med sin bog og sin te og ventede på os, og der var noget i den måde hun sad der om søndagen der var anderledes end på hverdage. Afslappet. Hendes krop var ikke på vagt. Hendes skuldre var nede. Hendes ben var trukket op under hende i stolen, og Fulmen sad på bordet og spiste bærrester fra hendes tallerken, og Retia lod den gøre det uden at rette på den.

Jeg sad ved vinduet med min te og kiggede ud over floden og mærkede søndagen i min krop. Den føltes anderledes end hverdage. Længere. Bredere. Der var plads i den til ting der normalt ikke fik plads: lange tanker, langsomme samtaler, stilhed der ikke var akavet men bare var stilhed.

Den søndag, ugen før Retias brev, blev vi i Førsteårsstuen om formiddagen.

Maka var kommet ned med sin guitar og sad i den lænestol han altid tog, når han kom, og spillede sange der skiftede toneart af sig selv. Nogle fra årgangen spillede kort. Andre lavede lektier, bøjede over bøger med fjerpenne der skrattede mod pergamentet. En dreng fra Ästonie sad i vindueskarmen og læste højt fra en roman for sin Amícûs, en stor, grå kat der lå i hans skød og spindede med lukkede øjne.

Ahra lå på gulvtæppet med Lynx og en bog om Dherak-teori der var dobbelt så tyk som hans hoved. Han læste tyve sider, sukkede, bladrede tilbage, læste ti af dem igen, sukkede igen, og lukkede bogen.

"Jeg forstår det ikke," sagde han.

"Hvad?" sagde jeg fra min stol.

"Noget af det." Han viftede med bogen. "Dherak-resonans. Harmonisk overførsel. Frekvensafstemning mellem Amícûs og ejer." Han kiggede ned på Lynx. "Forstår du det?"

Lynx gik op og lagde sit hoved på hans bryst og kiggede op med gule øjne der sagde at han forstod alt, men at han ikke havde tænkt sig at forklare det.

"Lad mig se," sagde Retia fra sin stol uden at kigge op fra sin egen bog. Ahra kastede bogen over mod hende. Den landede i hendes skød. Hun læste to minutter.

"Du skal starte med kapitel tre, ikke kapitel syv," sagde hun. "Du har sprunget fundamentet over."

"Fundamentet er kedeligt."

"Fundamentet er det der gør resten forståeligt. Det er ligesom at bygge et hus fra taget."

"Hvem bygger huse fra taget?"

"Du, tilsyneladende."

Ahra sukkede igen og åbnede kapitel tre.

Maka kiggede op fra sin guitar. "Lillebror, har du prøvet at bede Lynx om hjælp? Los-Amícûs er gode til Dherak-teori. Det er noget med deres tålmodighed."

Ahra kiggede ned på Lynx. Lynx kiggede op på ham. De stirrede på hinanden i ti sekunder.

"Han siger at jeg skal holde kæft og læse," sagde Ahra.

"Klog kat," sagde Retia.

"Han er en los, ikke en kat."

"Klog los."

Maka grinede og gik tilbage til sin guitar, og den skiftede toneart igen af sig selv, og denne gang spillede den noget langsomt og smukt der fyldte rummet med en varme der ikke kom fra pejsen.

Retia lagde sin bog ned og kiggede ud af vinduet. Himlen var grå og lav, og der var begyndt at falde noget der ikke helt var sne men heller ikke var regn, noget midt imellem der lagde sig på vinduesruden i små, halvgennemsigtige dråber.

"Slud," sagde hun. "Min mor hader slud. Hun sagde det var vejrets måde at sige 'jeg har ikke besluttet mig endnu.'"

"Det er en god beskrivelse," sagde jeg.

"Min mor er god til beskrivelser." Retia rørte ved vinduet med sin fingerspids og trak en lille streg igennem duggen. "Hun er god til mange ting. Bare ikke til at holde op med at vente."

Ahra kiggede op fra sin bog men sagde ingenting. Det var en af de ting han havde lært de sidste uger: hvornår man skulle tale, og hvornår man skulle lade stilheden gøre arbejdet.

Jeg sad i min stol og lod mine øjne vandre rundt i rummet. Sera sad i et hjørne og strikkede noget med tråd der skiftede farve for hvert stik. Kael armbrydede med en ven ved et bord, og bordet rystede, og nogen råbte at de skulle lade være. Vessa og en pige fra hendes hold sad i den anden vindueskarm og snakkede lavt med hovederne tæt sammen, den slags snak der handler om nogen der ikke er der.

Det var det her stuen var. Et sted man var i mens man blev den man skulle blive. Et sted der duftede af pejsens bøg og gammel tæppelugt og den kageagtige lugt der altid hang i luften søndag eftermiddage, fordi nogen et sted i slottets køkken altid bagte noget om søndagen.

Alôpex lå i min stol og sov med snuden mellem sine poter, og hendes åndedræt var langsomt og regelmæssigt, og det var lyden af noget trygt, og jeg lod den fylde mine ører mens Maka spillede, og Retia kiggede på sluddet, og Ahra læste kapitel tre med rynkede øjenbryn og en blyant han holdt forkert.

Will Mathson kom forbi efter frokost og satte sig i en lænestol og talte med Ahra om ingenting. Han grinede og var afslappet og sagde sjove ting, og han var den Will han altid var, den venlige, den lette, den der fik alle til at slappe af. Men to gange den eftermiddag kiggede han over mod lænestolen i hjørnet, hvor Nihil plejede at sidde med sin bog, og den var tom, og hans smil var et par watt for svagt, og han trak vejret lidt for dybt, og jeg så det fordi jeg så alt.

Da Ahra gik op efter en ny bog, flyttede Will over i stolen ved siden af min. Han lænede sig frem med albuerne på knæene, og hans hænder hang mellem dem.

"Er han okay?" sagde han lavt. "Du bor med ham. Han siger ingenting til mig."

Det var mærkeligt at være den der skulle svare. Det plejede at være mig der spurgte.

"Han læser," sagde jeg. "Han sover. Han spiser."

Will nikkede, som om det var det han havde været bange for. Hans fingre strammede sig om hinanden.

"Han var altid stille," sagde han. "Men det her er en anden slags stille."

Jeg vidste hvorfor. Han havde fortalt mig det tre nætter før.

Det var langt over midnat, og værelset var så koldt at jeg kunne se min ånde i det lille lys fra vinduet. Hermelinen lå rullet sammen på hans pude, en hvid klat med en sort halespids, og Alôpex lå på min og holdt øje med den, som hun altid gjorde. Jeg troede han sov. Så sagde han det ud i mørket, uden at vende sig.

"Kulden kom også til os."

Jeg sagde ingenting. Jeg vidste hvilken kulde han mente.

"Den første nat. Ilden blev mindre og mindre, og Marcus ville lægge mere brænde på. Jeg sagde vi skulle slukke den. Helt. Og ligge stille." Hans stemme var flad, som når man læser noget højt man har læst for mange gange. "Vi lå i mørket hele natten, og den gik rundt om os. Man kunne høre den. Den lød som frost der sætter sig på en rude. Will holdt min hånd. Ingen af os turde rejse sig, før solen stod højt, og så havde vi mistet en dag." Han trak vejret. "Øen så at jeg gemte mig."

Jeg tænkte på bålet jeg havde set gå ud langt mod øst, den nat kulden kom til os. Pludseligt, som om nogen havde kvalt det. Jeg havde ikke tænkt mere over det dengang.

"Eller at du narrede noget der var stærkere end dig," sagde jeg.

Der var stille længe. Hermelinen løftede hovedet fra puden og lagde det igen.

"Hold kæft, Godrand."

Men han sagde det ikke hårdt. Det var den første rigtige samtale vi nogensinde havde haft.

Will ventede stadig på et svar. Jeg gav ham ikke det jeg vidste. Det var ikke mit at give.

"Han har det hårdt," sagde jeg. "Men han er der."

Will kiggede på mig et øjeblik for længe. Så rejste han sig, klappede mig en gang på skulderen og gik. I døren stoppede han, og hans hånd lå på dørkarmen, og hans fingre strammede sig en smule. Så gik han. Og jeg tænkte at det er en bestemt slags smerte at se nogen man elsker forsvinde ind i noget man ikke kan følge dem ind i. Og at Will bar den smerte med et smil der var en tand for bredt, fordi det var det eneste han vidste at gøre.

Det var en søndag. Det skete ingenting. Det var nok.

Dario Fell tabte til Retia i besværgelser den torsdag. Ikke stort. Bare en øvelse. Retias "Scutum" var stærkere end hans "Ignis," og det var det, og Prof. Daleth sagde "godt, Caritas" og gik videre.

Men jeg så Darios ansigt det splitsekund efter. Det øjeblik der er mellem tabet og den maske man sætter på. Og det ansigt var ikke arrogant. Det var ikke vredt. Det var bange. Den samme frygt jeg kendte: frygten for at man ikke er nok, at ens værdi sidder i ens præstationer, og at hvis præstationen svigter, forsvinder man.

Han satte masken på igen. Smilede. Sagde "godt kæmpet, Caritas" med en stemme der var perfekt kontrolleret. Men hans hænder, nede ved hans sider, var knyttet, og han gik ud af lokalet med skridt der var for hurtige, og han kiggede ikke på nogen.

Jeg kendte det ansigt. Det var mit eget ansigt. Bare fra den anden side af rummet.

Eliksirtimen om tirsdagen var det fag jeg havde været mest bange for, siden den første tirsdag.

I tårnværelset var vinduerne stadig lukkede for frosten, og det lugtede af alt. Urter og krydderier og jord og metal og noget sødligt der mindede om brombær, og duften ændrede sig fra time til time afhængigt af hvad der blev brygget. Kedlerne stod på lange borde i rækker, og de dampede og boblede og lavede lyde der var individuelle, hvert bord sin egen melodi af kluk og hvæsen og den lave summen der siger at magi er til stede.

Prof. Merikens forklæde var pletteret af hundredvis af farver fra hundredvis af brygninger. Han lugtede af belladonna den dag, i morgen ville det være noget andet, altid duften af den seneste ting han havde brygget, som om hans krop absorberede sit eget arbejde. Han talte hurtigt og bevægede sig hurtigt, og hans øjne var overalt på én gang, og der var noget i den hastighed der sagde at han engang havde lært hvad der skete når man var for langsom.

"Håndværk," sagde han, da vi kom ind, som han sagde det hver gang. Hans hænder skar en urt i præcise stykker, uden at kigge ned, fingrene der fandt de rigtige vinkler af sig selv.

I to uger havde jeg øvet mig i det Gopaltu havde lært mig på gangen: at lukke for næsen, som man lukker en dør. Ånde gennem munden. Tænke på koldt vand. Jeg øvede om morgenen ved det åbne vindue og om aftenen på værelset, og Nihil så på mig fra sin seng, som om jeg var gået fra forstanden.

Første tirsdag efter det kunne jeg stadig ikke. Dampene væltede ind over mig fra tyve kedler, og jeg måtte gå ud og stå ved vinduet på gangen og trække vejret med panden mod det kolde glas, før jeg kunne gå ind igen. Men jeg kastede ikke op, og jeg kom ind igen.

Anden gang lukkede jeg døren. Ikke helt, men nok. Jeg åndede gennem munden og tænkte på stigen ved Løverodde og lavede eliksiren efter bogen, linje for linje, som Jorin gjorde. Mine hænder gjorde resten. De fandt den rigtige temperatur ved at røre. De vidste hvornår en urt var skåret fint nok. De mærkede ændringen i konsistens der sagde at det var tid til at røre den anden vej.

Tredje gang åbnede jeg døren igen. Forsigtigt, på klem, kun når jeg selv ville. Og så kunne jeg dufte hvornår en eliksir var færdig. Ikke ved at følge en opskrift, men ved at mærke det øjeblik hvor alle dufterne i kedlen smeltede sammen til noget nyt, noget der ikke var summen af delene men en helt ny ting, og det øjeblik var det rigtige øjeblik at stoppe.

Jorin sad ved kedlen ved siden af mig, som han havde gjort siden den dag han hjalp mig med at gøre min kedel ren. Han var god til eliksirer på den tålmodige, omhyggelige måde der handler om at læse opskriften to gange inden man begynder, og hans kedel boblede altid i det rigtige tempo.

"Hvad er din hemmelighed?" hviskede han til mig en dag da min kedel skiftede til den præcise nuance af mørkeblå der sagde at den var færdig.

"Jeg kan lugte det," sagde jeg.

"Du kan lugte hvornår en eliksir er færdig?"

"Ja."

Han kiggede på mig med store øjne og rystede langsomt på hovedet og sagde ingenting mere. Men nogle gange lænede han sig over og snuste til min bryg med lukkede øjne, og det var både rørende og komisk.

"Godrand," sagde Prof. Meriken og kiggede ned i min kedel. "Den er perfekt."

"Tak."

"Nej, du forstår ikke. Den er perfekt. Din første tirsdag skrev jeg Ikke bestået ud for dit navn." Han bankede to gange på kedelkanten med en finger. "Det har jeg aldrig set før."

Han kiggede på mig med det blik lærere har når de ser noget de ikke kan forklare. Så gik han videre til den næste kedel. Jorin grinede så højt at Meriken vendte sig om.

Ahra, der stod ved kedlen ved siden af mig, kiggede ned i sin egen bryg der var den forkerte farve og boblede for hurtigt.

"Jeg hader dig lidt," sagde han.

"Jeg ved det," sagde jeg. Og grinede.

Besværgelsestimen var det modsatte: et fag der krævede alt det eliksirer ikke krævede. Ikke hænder. Stemme. Vilje. Ord der blev sagt med en præcision der var mere end fysisk.

Prof. Daleth var en høj, tynd kvinde med hvidt hår der engang havde været sort, og en stemme der var så præcis at hvert ord lød som en nål der blev stukket igennem stof. Hendes kat, en gammel grå skabning der hed Visper, sad på skrivebordet og kiggede på os med det samme vurderende blik som Daleth selv. Lokalet var koldt og tomt, uden møbler undtagen stole i en cirkel, og luften i rummet havde den skarpe, rene kvalitet man mærker efter et tordenvejr.

"Besværgelser er ikke at sige ord," sagde hun den første time. "Besværgelser er at mene dem. I kan sige 'Ignis' hundrede gange og ingenting sker, hvis I ikke mener det. Meningen er alt. Meningen er Dherak formet til intention og sendt igennem sprog."

Hun lod os øve med simple ord. "Lux" for lys. Vi sad i cirklen og sagde "Lux" igen og igen, og de fleste af os producerede ingenting, og et par producerede en svag gnist, og Retia producerede en hel kugle af hvidt lys der svævede over hendes hånd i tre sekunder inden den slukkede.

"Godt," sagde Prof. Daleth. "Caritas forstår det. Resten af jer: I siger ordet. I mener det ikke. Find meningen."

Jeg lukkede mine øjne. "Lux." Ingenting. "Lux." Ingenting. Jeg tænkte på det Canthara havde sagt til Retia: "Slip." Ikke tvinge. Slippe. Jeg holdt op med at prøve og bare sagde det.

"Lux."

Lyset kom. Ikke en kugle. En bølge. Det bredte sig ud fra mine hænder i alle retninger, og hele rummet blev hvidt et øjeblik, og alle kiggede, og Prof. Daleth hævede sit ene øjenbryn en millimeter.

"Godrand," sagde hun. "Mindre. Meget mindre."

"Undskyld."

"Undskyl ikke. Kontrollér."

Det var problemet. Jeg havde magt nok. Hvad jeg manglede var kontrol. Det var det Haltora vidste. Og det var det der skræmte ham: at en femtenårig dreng med et hav af Dherak og ingen træning i at styre det var som en flod uden bredder.

Besværgelsestimen var også der jeg for første gang så Nihil gøre noget der overraskede mig.

Vi øvede "Scutum": skjold-besværgelsen. Samme ord som Ahra havde valgt på prøveøen. De fleste elever producerede en svag flimmer i luften foran sig, et skjold der varede et sekund eller to og så forsvandt.

Nihil producerede en væg.

Ikke en flimmer. En væg. Tæt, solid, gennemsigtig men tydelig, og den stod der i ti sekunder mens alle kiggede, og den summede med en lav tone der sagde at der var meget Dherak i den. Nihils ansigt var koncentreret, hans kæbe stram, og hans hænder var løftet foran sig med fingrene spredt, og han rystede svagt af anstrengelsen.

Da han slap, faldt han ned på sit ene knæ. Hans ansigt var hvidt. Will startede hen mod ham fra den anden side af cirklen, men Nihil rejste sig selv, hurtigt, og hans øjne sagde "rør mig ikke."

"Mathson," sagde Prof. Daleth med det hævede øjenbryn. "Imponerende. Men du brugte for meget."

"Jeg ved det," sagde Nihil. Hans stemme var hæs.

Jeg kiggede på ham tværs over cirklen. Han kiggede tilbage. Og der var noget i det blik der var anderledes end den afstand der havde været mellem os. Det var genkendelse. Han vidste hvordan det føltes at have for meget kraft og for lidt kontrol. Han kæmpede med det samme som jeg gjorde, bare fra den modsatte side: han havde kontrol men tvang for meget igennem den. Jeg havde kraft men ingen kontrol overhovedet.

Vi var to sider af den samme mønt. Og vi vidste det begge.

Om aftenen sad han på sin seng med et lommetørklæde presset mod næsen, og det var rødt helt ud til kanterne. Hans hænder rystede. Han prøvede at skjule det ved at holde dem stille i skødet, og så rystede de bare der. Værelset lugtede af jern, og det var ikke kun hans duft.

Jeg gav ham ikke noget. Jeg sagde ikke noget. Han ville ikke have haft det.

Men jeg lod lampen brænde, til han var faldet i søvn.