Rådets arkiv har fireogtyve hylder til Krigens tid. Den trettende er tom og har altid været det. Arkivarerne støver den af hver uge.

Rådets arkivar, privat korrespondance

Kapitel 22

Angrebet

Den sidste skoleudflugt til Tés Aváir inden vintersolhvervsferien var en onsdag i den anden uge af december.

Det var en tradition. Alle årgange tog til byen for at købe gaver og vinterbeklædning og de ting man har brug for til en ferie. Jeg skulle købe til en ferie jeg ikke havde noget hjem at tage til. For de fleste elever var det en festdag. De gik i grupper ned ad hovedgaden, ind og ud af butikker, med latter og snak og penge der klirrede i deres lommer. Boderne på markedspladsen var åbne igen til anledningen, og de duftede af stegte kastanjer og varm æblecider og den krydrede, tunge lugt af gløgg der steg op fra kobberkander og lagde sig over pladsen som en varm sky.

Himlen var grå og lav, og luften var kold men ikke skarp, den slags december-dag der er mild nok til at man ikke fryser men kold nok til at man kan se sin udånding, og solen var ingenting mere end en lysere plet bag skyerne.

Vi gik de tre sammen ned ad hovedgaden. Retia med hænderne i sine kappes lommer og Fulmen på sin skulder, opmærksom og stille som altid. Ahra med Lynx i sine arme fordi lossen nægtede at gå på de kolde brosten, og hans ansigt der var halvt begravet i lossens varme pels. Alôpex løb ved mine fødder og snuste til alt, og hendes sorte øjne registrerede hvert ansigt vi passerede.

Vi købte lidt. En ny fjerpen til Ahra (hans gamle var knækket for tredje gang). En bog til Retia om avanceret strategi-spil som hun fandt i en antikvarboghandel i en sidegade. En lille flaske med blæk til mig der skiftede farve afhængigt af hvad man skrev.

Det var normalt. Alt var normalt.

Og så var det ikke normalt mere.

Lyden kom først. Ikke et skrig. Et brag. Den slags brag man hører når magi rammer sten, et hårdt, tørt knald der giver ekko mellem husenes vægge og får fuglene til at flyve op fra tagene i en vild sky af vinger.

Alle på markedspladsen stoppede. Hoveder drejede. Øjne ledte.

Et nyt brag. Tættere denne gang. Og nu kom skrigene.

De kom fra den østlige ende af markedspladsen, fra gaden der førte ned mod tredje distrikt. Mennesker begyndte at løbe, ikke mod lyden men væk fra den, og i deres ansigter var der den slags frygt der siger at det der sker ikke er noget man kan se på og gå videre.

"Chris," sagde Alôpex i mit hoved. "Magi. Kraftig. Og blod."

"Blod?"

"Jeg kan lugte det."

Retia var allerede i bevægelse. Ikke væk fra lyden. Mod den. Hun løb med Fulmen der lettede fra hendes skulder og fløj foran hende, og hendes kappe blafrede bagud, og hendes skridt var hurtige og sikre på de våde brosten.

"Retia!" råbte Ahra.

Hun stoppede ikke.

Jeg løb efter hende. Ahra fulgte med Lynx der hoppede ned fra hans arme og løb ved hans side. Vi pressede os imod strømmen af mennesker der flygtede den modsatte vej, skuldre og albuer og ansigter der var hvide af panik. Ahras duft af varm bark og honning var tæt ved min side, skarpere nu, blandet med adrenalin og noget syrligt der var hans frygt. Og over det hele duften af frygt fra alle de andre, den metalliske lugt menneskekroppe afgiver når de er bange.

Det vi fandt da vi nåede gaden var kaos.

Jeg lugtede dem før jeg så dem. Brændt træ og aske, tungt og tæt i den kolde luft. Den samme grundtone som manden på kajen.

Fire mænd i almindeligt markedstøj, slidte uldfrakker og huer trukket ned i panden, stod i en halvkreds rundt om en gruppe elever. Førsteårselever. Vores årgang. Jeg kendte dem: Torin med det røde hår, Sera, og en dreng og en pige med Ästonies to flettede grene på ærmet, som jeg kendte fra spisesalen. De stod presset op mod en mur med ansigter der var hvide af rædsel. Torin blødte fra panden. Sera holdt sin arm tæt ind til kroppen, bøjet i en vinkel der sagde at noget var brækket.

Mændene var ikke store. De var ikke dramatiske. De stod bare der, fire mennesker man ville være gået forbi ved en bod uden at se på dem to gange, og de bevægede sig med den kontrollerede ro man har når man har gjort noget mange gange og ikke er bange for det.

En af dem løftede sin hånd mod den blødende elev, og hans fingre formede noget der ikke var en besværgelse men som lyste alligevel, et mørkt, rødligt lys der vibrerede i luften.

Retia var der først.

Hun kom fra siden. Ikke forfra. Fra siden, igennem en smal gyde mellem to bygninger, og hun ramte den nærmeste mand med en kraft der var for stor til at komme fra en femtenårig pige alene. Der var Dherak i det, uden et eneste ord. Hendes hånd greb fat i hans frakkekrave og rykkede ham bagud, og han snublede og faldt, og hans koncentration brød, og det mørke lys slukkede.

"Ignis!" råbte Retia.

Den blå flamme ramte brostenene foran den anden mand og sendte et tæppe af ild hen over gaden. Manden sprang bagud. De to andre trak sig.

Og så var jeg der.

Jeg tænkte ikke. Det er det der er vigtigst at forstå. Jeg tænkte ikke over hvad jeg skulle gøre. Min krop bevægede sig, og mine ben bar mig, og mit hoved var tomt undtagen ét ord der fyldte alt.

"Defluo."

Verden opløstes. Kobbersmag. Hvidt lys. Og så stod jeg bag den tredje mand, ham der stadig holdt sin hånd løftet mod Torin og de andre, og mine hænder greb fat i hans arm og drejede den bagud, og han skreg af overraskelse og smerte, og hans magi brød sammen.

Jeg havde teleporteret mig tre meter. Det var ikke kontrolleret. Det var instinkt. Ren, rå Dherak der fandt en vej igennem kroppen og ud i verden fordi der ikke var tid til at tænke. Prisen kom med det samme: en svimmelhed der fik gaden til at vippe under mine fødder, og en smag af kobber i min mund der var stærkere end nogensinde, og mine hænder rystede af den Dherak der var løbet igennem dem for hurtigt og for ukontrolleret.

Manden jeg holdt rykkede sig fri med en bevægelse der var trænet og hurtig. Han rullede væk fra mig og rejste sig i en glidende bevægelse der sagde at han havde gjort det mange gange. Hans frakke åbnede sig, og jeg så noget under den: en lædervest med knive i holdere, tre af dem, korte og skarpe, og hans hånd fandt en af dem med den automatik muskelhukommelse har.

Alôpex sprang mod hans hånd. Hendes tænder snappede efter hans fingre, og han rykkede hånden væk og sparkede efter hende, men hun var allerede ude af rækkevidde, let og hurtig, og hun knurrede den dybe knurren der sagde at den næste gang ville hun ikke snappe men bide.

Den fjerde mand trak et kort sværd. Blankt stål der fangede det grå lys. Han hævede det mod mig.

Ahra var der. "Scutum!"

Det usynlige skjold glimtede i luften mellem mig og klingen, og sværdet slog mod det med en lyd der var dyb og metallisk og rungede igennem hele gaden. Ahra vaklede bagud af kraften, hans ansigt hvidt, men skjoldet holdt.

Alle fire begyndte at trække sig. Ikke i panik. Kontrolleret. De gik bagud mod gyden, og den ene af dem kastede noget på brostenene, en lille kugle der eksploderede i en sky af sort røg der fyldte gaden og dækkede deres tilbagetog.

Da røgen lettede, var de væk.

Men Retia havde fanget en.

Ikke en af de fire. En femte. En mand der havde stået i skyggen af en døråbning og holdt øje, og som havde prøvet at gå da kaosset begyndte. Retia havde set ham. Selvfølgelig havde hun. Retia så alt.

Hun havde ramt ham bagfra, presset ham mod muren inden han nåede at vende sig, og hendes underarm sad tværs over hans ryg med hele hendes kropsvægt bagved. Hendes anden hånd holdt hans håndled vredet op bag hans ryg i et greb Prof. Haltora havde vist os i kamptimen, og manden gned sit ansigt mod de ru mursten og forsøgte at komme fri. Retia var mindre end ham og lettere end ham, men hun havde overraskelsen og vinklen og en vrede der var stærkere end begge dele.

Hendes knæ blødte. Hun var faldet da hun tacklede ham, og de våde brosten havde revet hendes bukser og skrabet huden, og der var en mørk stribe af blod ned ad hendes skinneben. Hun lagde ikke mærke til det.

"Slip mig," sagde manden. Hans stemme var rolig. Professionel.

Retia svarede ikke. Asken lå tungt omkring ham, tungere jo tættere jeg kom, som om den sad i huden og ikke i tøjet. Hendes greb strammede sig, og hun vred hans hånd rundt, så håndfladen vendte opad.

Midt i den, indbrændt og gammelt, med blanke, hvide kanter som et ar der er helet for længe siden: en ring med et sværd igennem.

"Det er Tyvekongens mærke," sagde Ahra bag os. Han stod lænet mod muren med Lynx presset mod sine ben, og hans stemme var tynd.

Retias ansigt ændrede sig. Ikke dramatisk. Den ene millimeter. Den millimeter der siger at noget man frygtede var sandt, nu er bekræftet. Hendes skuldre gik op mod ørerne, og jeg så hende synke, to gange, som om der sad noget fast i halsen.

Det var hendes fars signaturmærke. Det samme symbol Fulmen havde set på den bygning i tredje distrikt. Og nu bar denne mand, denne mand der holdt øje mens børn blev angrebet, det samme mærke brændt ind i sin hånd.

Hendes greb løsnede sig. Bare et øjeblik. Bare det ene splitsekund man giver slip fordi ens hjerne er ved at forstå noget ens krop ikke er klar til. Og manden rykkede sig fri og løb.

Retia stod med ryggen mod muren og kiggede ned på sine hænder. De rystede.

"Retia," sagde jeg.

"Mærket," sagde hun. Hendes stemme var flad. Helt flad. "Det er min fars folk. Min fars folk angreb elever."

Hun kiggede op på mig, og der var ingenting i hendes øjne. Ikke vrede. Ikke sorg. Ingenting. Det var værre end begge dele.

Tuerier-patruljen ankom tre minutter for sent. De sikrede gaden, behandlede de sårede elever, og stillede spørgsmål som ingen af os besvarede ærligt. Ingen af os sagde noget om mærket i mandens hånd. Det var Retias fars mærke, og det var hendes at fortælle. Prof. Haltora kom kort efter med sin ulv og et ansigt der var strammere end jeg nogensinde havde set det. Hans duft af jern og natteluft var skarpere end normalt, opvarmet af hvad der enten var vrede eller frygt, og jeg kunne ikke afgøre hvilken.

Han kiggede på mig. Kiggede på Retia, på hendes blødende knæ. Kiggede på Ahra der var bleg og holdt sig til en mur med rystende ben. Kiggede på de sårede elever. Sagde ingenting i lang tid.

"Tilbage til færgen," sagde han til sidst. "Alle."

Vi gik. Mine ben var bløde af den Dherak jeg havde brugt, og hver muskel i min krop føltes som om den var blevet tømt og fyldt igen med noget tungere. Sveden var kold på min ryg under kappen. Alôpex gik tæt ved mine fødder, og hendes pels strittede stadig, og hendes åndedræt var hurtigt.

De fire støttede hinanden ned mod kajen. Sera holdt den brækkede arm mod sit bryst og bed tænderne sammen med hvert skridt, og hendes øjne der altid havde været varme og venlige var blanke og fjerne nu. Torin gik med lukkede øjne og blodet størknende på sin pande, og Ästonie-drengen holdt ham under armen. Pigen græd stille, lydløst, med tårer der løb og løb og som hun ikke prøvede at stoppe.

Retia gik ved min side og sagde ingenting. Hendes hænder hang ved hendes sider, og de rystede stadig. Hendes ansigt var lukket på den måde ansigter lukker sig når det der er bag dem er for stort til at slippe ud, og hendes duft var anderledes, skarpere, med en bitterhed under rosenerne der ikke plejede at være der.

Jeg stod ved rælingen på færgen og holdt fast med begge hænder. Mine ben var stadig ustabile, og den kolde vind skar igennem min svedvåde trøje under kappen, og jeg rystede, ikke af kulde men af det der løb ud af mig langsomt, den rest af Dherak og adrenalin der var ved at finde vej ud af mine muskler.

"Chris," sagde Alôpex i mit hoved. Hun sad ved mine fødder og kiggede op på mig. "Det angreb... det var koordineret. Planlagt. De vidste hvor eleverne ville være."

"Ja," sagde jeg. Og jeg tænkte: hvorfor? Hvorfor angribe elever åbenlyst midt på en markedsplads? Mændene havde bevæget sig som folk der havde gjort det før, rolige og uden spildte bevægelser. Folk som dem holdt sig til mørket, i gyder og kældre, ikke i fuldt dagslys foran hundredvis af vidner. Det gav ingen mening. Medmindre det ikke handlede om angrebet.

"Og mens alle kiggede på markedspladsen, skete der noget andet," sagde Alôpex. "Jeg kan mærke det. Noget ændrede sig på øen. Noget mod nord."

Mod nord. Bjerget.

Jeg kiggede over vandet mod Déynáir-øen. Slottet lå der i det grå lys, og bjerget rejste sig bag det, og for et splitsekund troede jeg at jeg så noget. Et glimt af lys på bjergets side, svagt og hurtigt, væk inden mine øjne nåede at fokusere.

Angrebet var en afledning. Nogen havde brugt kaosset i byen til at gøre noget på bjerget mens alle kiggede den anden vej.

Og Retias fars folk var en del af det.

Surain kom samme nat.

Jeg lå i min seng og kunne ikke sove. Hver gang jeg lukkede øjnene, så jeg Retias hænder der rystede, og en håndflade der var vendt op mod det grå lys. I den anden seng trak Nihil vejret langsomt og jævnt, og jeg vidste ikke om han sov.

Alôpex løftede hovedet fra min hals. "Han er her," sagde hun i mit hoved. "Ved floden."

Hun behøvede ikke sige hvem.

Jeg tog støvlerne i hånden og listede hen til døren. Bag mig raslede det i Nihils tæppe, men han sagde ingenting, og jeg kiggede mig ikke tilbage.

Græsplænen var stiv af frost og knasede under støvlerne. Månen var halv og kold, og floden lå sort og bred i lyset, ti meter nu, med en kant af is langs bredden der knagede svagt når strømmen trak i den.

Surain stod ved vandkanten i sin brune kappe. Jeg duftede ham før jeg kunne se hans ansigt: våd jord og dyrepels og gammelt metal, og under det den ild der var gået ud for længe siden. Hans skuldre var våde af tåge, som om han havde stået der et stykke tid.

"Jeg hørte det på kajen," sagde han. "Jeg tog den sidste færge."

"Du sagde du ville komme igen."

"Jeg sagde det." Han kiggede ikke på mig. Han kiggede på vandet. "Støvlerne af."

Jeg trak dem af. Han gik ud i floden uden at tage sine egne af, til knæene, og jeg fulgte efter. Kulden bed i anklerne, så i skinnebenene, og jeg trak vejret. Fire. Hold. Seks. Det kunne jeg. Det havde jeg kunnet siden Maka viste mig det ved floden.

"Det er ikke kulden i nat," sagde Surain. Han tog mine håndled. Hans fingre var ru og tørre og meget varme, og han trykkede mine hænder ned i vandet, helt ned, til jeg stod bøjet og vandet nåede mig til albuerne. "Luk næsen."

Jeg lukkede den, sådan som Gopaltu havde lært mig. Ånde gennem munden. Tænke på koldt vand. Det var ikke svært. Jeg stod i det.

"Vand husker," sagde han. "Mærk hvad det husker."

I lang tid mærkede jeg ingenting andet end kulden der kravlede op ad mine underarme, og hans hænder der ikke slap. Så holdt jeg op med at vente på det.

Det kom ikke som en duft. Det kom som et tryk. Først én hånd mod min, lige under overfladen, som når nogen rækker ud efter en i mørket. Så en til. Så mange. Hænder der havde været i den her flod før mig, kolde og bange og stædige, børn og voksne, i hundreder af år. En dag om året, den sidste dag i december, når floden var smalleste og nogen gik over den for at vise at de kunne. De var ikke der. Det var vandet der huskede dem. Strømmen løb gennem mine fingre, og de løb med.

Jeg trak hænderne op. De dampede i den kolde luft.

"Det var dem der krydsede," sagde jeg. "Den sidste dag i året."

Surain nikkede. "Det er ikke noget du gør. Det er noget du lader være med at stå i vejen for." Han slap mine håndled. "En dag skal du finde vej i vand du ikke kan se. Husk det."

Han spurgte ikke om angrebet. Han spurgte ikke om Retia eller om mærket i mandens hånd. Han stod bare der med vandet om knæene, til mine tænder holdt op med at klapre, og så gik han op af floden og ned mod kajen uden at sige farvel.

Da jeg kom ned til morgenmaden, var den første færge sejlet. Han havde sagt at han ville komme igen, og han var kommet. Det var der ingen andre voksne der havde gjort.