En smed i Tés Aváir skriver aldrig kundens navn i ordrebogen. Han skriver blodets farve. I lavets bøger fra de sidste tre hundrede år står der guld, guld, guld, og på enkelte sider et ord, der er skrabet ud.

Smedelavets ordrebøger, gennemgået af Rådets revision

Kapitel 6

Idolon

Surains Dyrebutik var støjende og varm og lugtede af noget der var en blanding af våd pels og hø og noget sødligt jeg ikke kunne placere.

Da vi trådte ind ad døren, blev jeg mødt af en mur af lyd. Skrig og gøen og kvidren og en dyb, rumlende snorken fra noget stort bagerst i lokalet. Bure og akvarier og glasmontrer stod langs alle vægge fra gulv til loft, og alting bevægede sig. I det nærmeste bur sad en lille gyldenbrun abe der ikke var større end min underarm, og kiggede på mig med øjne der var for kloge til sit eget bedste. Dens hale var længere end kroppen og hang ned fra grenen den sad på som et reb.

Disken stod bagerst i butikken, men der var ingen bag den. Retia gik direkte mod en bagdør.

"Surain er altid derude," sagde hun.

Bagdøren gik op indefra, før vi nåede den, og en mand kom ud med en dreng og en kvinde.

Drengen var på min alder. Han havde brunt hår og et ansigt der var så blegt at det aldrig kunne have set solen ordentligt. I armene bar han et lille dyr der lignede en leopardunge, og dyret lå stille mod hans bryst som om det sov, men dets ene øje var åbent og kiggede.

Kvinden betalte ved disken. Drengen gik mod døren.

Og lige idet han passerede mig, mærkede jeg hans duft. Brændt træ. Noget bittert, som aske der stadig er varm. Og under det, begravet dybt, noget sødt og sørgeligt der mindede om blomster lagt på en grav.

Han kiggede op.

Jeg har set mange blikke i mit liv. Blikke der er ligeglade, blikke der er nysgerrige, blikke der er bange. Hannes blik der var varmt, men altid med noget bagved som hun ikke sagde. Frederik Holmsteds blik der var arrogant, men tomt.

Det her blik var noget helt andet.

Der var had i det. Der var ensomhed. Der var noget der lignede hævn, ikke mod mig, men mod alt og alle, som om verden havde gjort ham noget han aldrig ville tilgive. Og under det hele, dybt nede bag alt det andet, var der en sorg der var så stor at den næsten forsvandt bag vreden.

Jeg kendte den sorg. Jeg havde den selv. Den sad i mig på det sted bag ribbenene hvor man gemmer de ting man aldrig siger højt, det sted der enten vokser sig større med årene eller krymper, afhængigt af om man finder nogen at dele det med. Hans sorg var rettet udad, mod verden, mod alt der havde gjort ham til det han var. Min var rettet indad, mod mig selv, mod det sted i mig der stadig troede at det var min skyld at ingen havde hentet mig. Og forskellen mellem de to retninger var alt.

Han gik ud af butikken uden at sige et ord. Klokken over døren ringede efter ham.

Jeg stod stille et øjeblik. Retia rørte ved min arm. Hendes fingre var lette og korte, bare et tryk der sagde: her, nu, mig.

"Chris. Kom nu."

Jeg rystede blikket af mig og fulgte efter hende.

Manden der var kommet ud med dem, var ældre end jeg havde forventet. Ikke gammel, men slidt. Hans ansigt havde rynker der ikke kom af alder, men af noget andet, noget der sad dybere, og hans øjne var de roligste øjne jeg nogensinde havde set. Han gik i en enkel brun kappe uden mønster, og han bevægede sig med en langsom omhu, som om hvert skridt kostede ham noget. Da han gik forbi mig, mærkede jeg hans duft. Våd jord og dyrepels og noget metallisk og gammelt, som mønter der har ligget i en kælder i hundrede år. Og under det hele, svagt og næsten forsvundet, duften af en ild der er gået ud for længe siden, men aldrig er blevet ryddet op.

"I skal have en Amícûs," sagde han. Det var ikke et spørgsmål. Hans hænder hang ned langs siderne, stille, og hans blik gik fra Retia til Ahra til mig og tilbage igen med en langsom grundighed der sagde at han vurderede os.

"Ja," sagde Retia. Hun stod med armene over kors og kiggede ham lige i øjnene.

"Godt. Følg med mig."

Han førte os ud ad bagdøren og ned ad en sti mellem høje buske. Luften var kølig og duftede af visne blade og våd jord, og et par sene sommerfugle i farver jeg aldrig havde set, flagrede dovent mellem buskene, som om de vidste at de var smukke. Vi stoppede foran en dør i en mur. Døren var gammel og af træ, og da Surain åbnede den, var der et hul bag den. Ikke en passage. Et hul. Et sort, pulserende hul med en svag summen der mindede om lyden af en stor insektsværm langt væk.

"Det er en portal," sagde Surain. "Den fører jer til den ø hvor dyrene lever. Gå ind. Jeg kommer bagefter."

Retia gik først. Ahra efter. Jeg gik sidst.

Da jeg trådte ind i portalen, begyndte det at regne.

Der var ingen lyd. Det var det mærkeligste ved det. Ingen dråber mod noget, ingen vind, ingen stemmer. Kun kulden og vandet, som om jeg stod ude i en nat hvor det regnede, og regnen løb ned ad mit ansigt og ind i mine øjne og ind under kraven. Nogen holdt om mine hænder. Kolde hænder, våde, der holdt fast om mine egne, som om de ikke ville give slip, og så gjorde de det alligevel. Langt væk brændte noget. Jeg kunne lugte det, røg og noget der ikke burde brænde. Og nogen græd. Jeg kunne ikke høre det. Jeg vidste det bare, sådan som man ved det i mørke, når nogen tæt på en græder uden lyd.

Og under det hele var der en duft jeg ikke kunne placere. Den var der kun et øjeblik, lige der hvor hænderne havde været. Den var ikke røg og ikke regn. Den var noget jeg ikke havde ord for.

Mine knæ ramte noget der ikke var gulv, og jeg faldt frem på hænderne.

Jeg havde mærket det før. Det vidste jeg med det samme. Ikke i en drøm. Ikke i en erindring. Et sted midt imellem. Et sted hvor jeg ikke havde været helt vågen og ikke helt i søvn, og nogen havde holdt om mine hænder i regnen, og så ingenting.

Regnen holdt op. Og alt holdt op med den.

Lys. Græs under mine hænder. En duft af jord og vand og skov.

Jeg åbnede øjnene. Jeg lå på en stor, grøn eng under en himmel der var blå og vid og uendelig. Græsset under mine hænder var varmt af sol, og det duftede af hø og vild timian og noget sødt jeg ikke kendte, en blomst der kun voksede her. Vinden var let og bar lyden af en flod med sig, og solen lå tungt og godt på mit ansigt som en hånd der holder en fast. Mit ansigt var tørt. Ahra og Retia stod ved siden af mig og kiggede bekymret ned på mig.

"Hvor blev du af inde i portalen?" sagde Ahra. "Du var bare væk."

"Jeg ved det ikke," sagde jeg. Jeg tørrede mig over kinden, og der var ingenting at tørre væk. "Der var nogen der græd."

Ahra og Retia kiggede på hinanden.

"Vi mærkede ikke noget," sagde Retia.

Surain stod et stykke ude på engen med ryggen til os. Han vendte sig ikke om. Men hans skuldre var stive, og hans hænder hang ubevægelige ned langs siderne, og jeg kunne se at han lyttede. Lyttede meget omhyggeligt til det jeg sagde.

Så rettede han sig op og sagde med en stemme der var helt normal: "Kom. Dyrene venter ikke på jer."

Vi fulgte Surain hen over engen og ned mod floden. Bag floden begyndte skoven, tæt og grøn og fuld af lyde, og over vores hoveder fløj fugle i formationer der så organiserede ud som en hær.

"Duk jer!" råbte Surain.

En fugl kom dykkende ned fra ingenting og strejfede Retias venstre skulder. Retia skreg og dukkede sig, men fuglen var allerede oppe igen og kredsede over os med brede, skarpe vinger.

"Det ser ud til at vi har fundet dit dyr," sagde Surain. "Giv den et navn. Sig det højt. Hvis den er din, kommer den."

Retia kiggede op mod fuglen. Den kredsede stadig med et blik der var for intelligent til en almindelig fugl.

"Fulmen," sagde Retia. Hendes stemme var fast. Ikke bange. Ikke tøvende. Det var stemmen fra en der havde besluttet noget og mente det.

Fuglen foldede vingerne ind og styrtdykkede. Denne gang landede den på Retias udstrakte arm med en lethed der fik det til at se ud som om den altid havde siddet der. En eleonorafalk. Mørk. Smuk. Med øjne der var gyldne som efterårsblade.

Retia kiggede på fuglen, og noget i hendes ansigt åbnede sig. Ikke meget. Bare nok til at jeg kunne se det: lettelse. Ikke over at have fået et dyr, men over at noget i verden havde valgt hende. Det havde set på alle de mennesker det kunne have valgt, og det havde valgt hende. For en pige der var vant til at folk vendte hende ryggen, var det måske det vigtigste der var sket den dag.

"Sæt den på din skulder," sagde Surain. "Armen bliver tung i længden."

Vi gik videre ind i skoven. Stien blev smallere. Luften blev koldere og lugtede af harpiks og af mos der aldrig fik sol. Surain stoppede og løftede en hånd.

Der var helt stille.

Så kom lyden. Poter mod skovbund.

Et dyr kom farende ud af buskene og ramte Ahra i brystet. Ahra væltede bagover med et råb og slog ryggen mod en rod. Dyret var en unge, men stort nok til at vælte en femtenårig dreng, og det stod nu på Ahras bryst med kløerne plantet i hans trøje og kiggede ham direkte i øjnene.

"Rør den ikke," sagde Surain roligt. "Kig den i øjnene."

Ahra kiggede. Lossen kiggede. Der gik fem sekunder, ti, femten. Lossens gule øjne blinkede ikke. Ahras blå øjne blinkede ikke. Så vendte lossen blikket væk og lagde ørerne ned.

Ahra tog fat i dyrets nakke og løftede det forsigtigt af sig. Det lod ham gøre det.

"Lynx," sagde Ahra med en stemme der rystede en smule. Han holdt lossen op foran ansigtet, som om han ikke helt kunne tro at den var virkelig.

"Den valgte dig," sagde Surain. "Den angreb dig fordi den ville se om du var stærk nok. Du var."

Vi gik videre. Skoven åbnede sig, og i stedet for træer og jord var der is og frost og en hvid steppe der strakte sig ud foran os som et hav af sne. Kulden bed i næsen, og sneen knirkede under skoene med den tørre lyd den kun har, når det er rigtig koldt.

Jeg så den ikke komme.

Det første jeg mærkede, var smerten. En skarp, brændende smerte i min højre arm, og da jeg kiggede ned, hang der et lille hvidt dyr i mit ærme med tænder der havde boret sig ind i stoffet og lige nåede huden nedenunder. Det var ikke meget større end en kat. Helt hvidt. Tyk pels. Sorte øjne der var for intelligente til sin størrelse.

Jeg rystede det af mig og faldt over mine egne ben i samme bevægelse. Polarræven landede på isen og stod et øjeblik stille og kiggede på mig med hovedet på skrå, som om den overvejede om jeg var besværet værd.

Så angreb den igen. Den sigtede efter mit bryst. Jeg rullede til siden. Den landede på isen bag mig. Den gøede en gang, skarpt og højt, og sprang igen.

Denne gang rykkede jeg mig ikke.

Jeg ved ikke hvorfor. Noget i mig sagde at jeg skulle vente. At det var det rigtige. At hvis jeg bare stod stille et halvt sekund længere end min krop ville lade mig...

Polarræven sprang. Jeg greb den i luften.

Den lå i mine hænder og holdt op med at kæmpe. Bare sådan. Som om den havde testet mig, og jeg havde bestået.

"Alôpex," sagde jeg.

Navnet kom af sig selv. Jeg havde ikke tænkt over det. Det var bare der. Det havde altid ligget og ventet i mit hoved.

Polarræven gned sin kolde snude mod mit håndled. Hendes pels var tæt og blød og lugtede af is og jord og ren luft, og hendes krop var varm under pelsen, varmere end noget så lille burde være. Jeg mærkede hendes hjerte slå mod mine fingre, hurtigt og let, og i det øjeblik mærkede jeg noget jeg aldrig havde mærket før. En tilstedeværelse i mit hoved der ikke var min egen. Ikke en stemme. Noget dybere end en stemme.

"Chris. Du dufter af vand."

Jeg kiggede ned på Alôpex. Alôpex kiggede op på mig og snusede igen, langsomt og grundigt, til mit håndled og min hals og mit hår, som om hun læste noget der stod skrevet på mig. Og for første gang i mit liv var der nogen der kendte mig uden at jeg havde sagt et ord. Det var den mest intime ting der nogensinde var sket mig, mere intim end nogen berøring, mere intim end nogen samtale: at noget vidste hvem jeg var, helt inde, uden at jeg havde behøvet forklare det.

Hun havde ret. Jeg havde gået ned i det kolde vand hver morgen, så længe jeg kunne huske. Det var vel det jeg duftede af.

"Lad os komme videre," sagde Surain. Men hans stemme var anderledes nu. Lavere. Mere forsigtig. Som om der var noget inde i skoven han ikke ville gå for tæt på. "Jeg er ikke tryg ved det her sted."

"Hvorfor?" sagde Ahra. "Hvad er du bange for?"

Surain stoppede. Han stod med ryggen til os og kiggede ind i den tætte skov bag issteppen. Hans skuldre var stive.

"Det er en lang historie," sagde han. "Jeg har en hytte ude ved skovbrynet, på vej tilbage mod engen. Jeg fortæller den der."

Hytten var lille og forfalden. Et tag der hang en smule skævt. Ruder der var matte af snavs og alder. Væggene var af ubehandlet træ der var blevet gråt af vejr og tid, og da Surain åbnede døren, slog duften mig i ansigtet: gammelt fyrretræ, fugtigt mos og den svage, bitre lugt af en pejs der ikke har haft ild i sig i mange år, men stadig husker det.

Han lukkede døren bag os med et lille klik. Det var som om han låste mere end bare en dør.

Rummet var lille. Lyset var dæmpet og gulligt, filtreret gennem de snavsede ruder, og støvkornene hang i det som små planeter. Få møbler. En sofa i den ene ende. Nogle stole stablet i et hjørne. Gulvet var af brede, umalede planker der knirkede under fødderne på os, og træet var varmt og glat af mange års slid. Surain tog stolene ned og satte dem på gulvet. Han viste os hen til sofaen og satte sig selv på en stol med ryggen mod vinduet, så lyset faldt på os og ikke på ham.

Han sagde ingenting i lang tid. Alôpex lå stille om min hals. Fulmen sad ubevægelig på Retias skulder. Lynx lå ved Ahras fødder og gned hovedet mod hans ankel.

"Det er mange år siden det skete," begyndte Surain til sidst. Hans stemme var lav og jævn, men der var en skælven under den, den slags skælven der ikke sidder i stemmen selv, men i det sted stemmen kommer fra, som grundvand der rører sig under en vej man troede var stabil. Hans øjne kiggede ikke på os. De kiggede på et punkt i luften foran ham, et punkt der kun fandtes for ham, og som lå mange, mange år væk. "Dengang jeg var på jeres alder, tog min far mig med herud for at finde mig et dyr. Min far ejede dyrebutikken dengang. Han havde allerede solgt mange dyr den sommer og havde tjent godt. Han var en god mand."

Han holdt en pause. Hans hænder lå i skødet. De rystede. Ikke meget. Men nok.

"Vi var ude det meste af eftermiddagen. Det var stadig lyst, og dyrene var ved at falde til ro. Vi havde gået næsten hele øen rundt, før vi fandt mit dyr." Han kiggede ned i sine rystende hænder. "Det var en spøgelsestiger. En unge. Helt hvid med grå striber og blå øjne. Jeg kaldte den Idolon. Det betyder spøgelse."

"En spøgelsestiger," hviskede Ahra.

"Ja." Surain kiggede ikke op. "Jeg elskede den fra det første øjeblik jeg så den. Den var det smukkeste jeg nogensinde havde set. Jeg ville have at vi skulle være sammen for altid."

Stilhed. Ingen af os rørte sig.

"Vi var på vej hjem. Min far gik foran. Så stoppede han."

Surains hænder holdt op med at ryste. De blev helt stille, og det var værre.

"Jeg spurgte ham hvad der var galt. Det skulle jeg aldrig have gjort. For idet han vendte sig for at svare, kom den."

"Hvad kom?" sagde Retia. Hendes stemme var næsten lydløs.

"En tiger. Helt hvid. Grå striber. Men øjnene..." Han lukkede sine egne øjne. "Øjnene var sorte. Som vand under is, hvor man ikke kan se bunden."

Han blev siddende med lukkede øjne. Ude i skoven skreg en fugl én gang og holdt op igen.

"Min far prøvede at kæmpe. Han brugte forsvarsmagi. Angrebsmagi. Intet af det virkede. Tigeren var for hurtig. For stærk." Surains stemme begyndte at knække i kanterne, som is der langsomt revner under for meget vægt. "Den satte kløerne i ham. Rev store sår i hans bryst. Blodet lå i pytter på jorden. Hans tøj blev flænset op."

Han stoppede. Trak vejret. Det tog ham lang tid at fortsætte.

"Inden tigeren dræbte ham, kiggede den på mig. Direkte på mig. Og jeg stod bare der." Hans stemme var så lav nu at jeg måtte læne mig frem for at høre den. "Jeg var femten år gammel, og jeg stod bare der og så på mens min far døde, og jeg gjorde ingenting. Jeg løftede ikke en finger. Jeg sagde ikke et ord. Jeg stod bare der."

Tårerne begyndte at løbe ned ad hans ansigt, langsomt, to, en fra hvert øje, to parallelle linjer ned over huden der var garvet af sol og år og noget sværere end begge dele. Han tørrede dem ikke væk. Han lod dem falde, og det var det modigste jeg havde set nogen gøre den dag, modigere end at gå først ud i en flod eller gribe en polarræv i luften: at sidde foran tre teenagere og græde uden at prøve at stoppe det.

"Det sidste han sagde, var: 'Jeg vil altid være ved dig, min dreng. Farvel.'" Surains stemme brast. "Han var død et par sekunder efter."

Rummet var helt stille. Ingen af os vidste hvad man sagde til det. Der var ingenting man kunne sige. Man kunne bare sidde der og lade det være sandt.

"Så løb jeg," sagde Surain efter en stund. "Tigeren fulgte efter. Men den jagede ikke mig. Den jagede Idolon. De løb begge ind i skoven, og jeg løb efter dem. Jeg ville hævne min far. Jeg følte at det var min skyld at han var død."

Han åbnede øjnene. De var røde og våde, og hans ansigt var forandret af det han havde fortalt, som om ordene havde gravet sig ned i ham på ny.

"Jeg fandt dem dybt inde i skoven. Tigeren lå stille. Og Idolon stod ved siden af den. Men Idolon var ikke den samme. Dens øjne var røde nu. Dens striber var gule. Den kiggede på mig som om den ikke kendte mig." Han tav et øjeblik. "Og så løb den. Og jeg har aldrig set den igen."

Solen var begyndt at stå lavere udenfor, og dens lys faldt ind gennem den beskidte rude og lyste den modsatte væg op. Der hang et billede. En mand med en stor tiger ved sin side. Surain kiggede ikke på det. Jeg fik en fornemmelse af at han aldrig gjorde.

Jeg rejste mig stille og gik hen til det. Tog det ned fra væggen. Vendte det om.

På bagsiden stod der, med en håndskrift der var falmet, men stadig til at læse:

Mig og mit dyr. Evigt og altid.

"Det er min far," sagde Surain bag mig. Hans stemme var tynd. "Men den tiger... den har blå øjne. Den der dræbte ham, havde sorte." Han stoppede. "Og min far har aldrig haft en spøgelsestiger som dyr. Han har faktisk aldrig haft en Amícûs overhovedet."

Jeg kiggede på billedet. Manden lignede Surain, men yngre, og han smilede det smil en mand smiler, når han er sammen med noget han elsker, og tigeren ved hans side var hvid med grå striber og blå øjne og lå roligt med hovedet i hans skød.

"Hvis din far aldrig havde en Amícûs, hvis tiger er det så?" sagde jeg.

Surain kiggede på mig. Og i hans øjne var der noget jeg genkendte. Ikke sorg. Noget under sorgen. Den slags spørgsmål man har stillet sig selv i så mange år at det er holdt op med at have ord. Bare en stilhed der sidder og venter på et svar der aldrig kommer.

Jeg kendte den stilhed. Jeg havde boet i den i femten år.

"Det ved jeg ikke," sagde han.

Han hængte billedet op igen. Tørrede øjnene med bagsiden af hånden. Rettede sig op i stolen.

Og så kiggede han på mig med et blik der var helt anderledes end noget han havde vist os indtil nu. Ikke som en butiksejer der kigger på en kunde. Som en mand der kigger på noget han genkender.

"Hvad er dit efternavn, dreng?" sagde han.

"Godrand," sagde jeg. "Chris Godrand."

Hans ansigt rørte sig ikke. Men noget i ham gjorde. Den slukkede ild i hans duft, den der var gået ud for længe siden og aldrig var blevet ryddet op, ulmede pludselig op, som når man vender en gammel glød i asken og finder at den stadig er rød på undersiden. Et kort øjeblik var der en varme i rummet som jeg ikke havde mærket fra ham før. Så sank den ned igen.

"Godrand," gentog han, meget stille. "Ja. Det giver mening."

Han sagde ikke hvad der gav mening. Og jeg spurgte ikke. Jeg var begyndt at forstå at der var noget alle i den her verden vidste om mit navn, som ingen ville fortælle mig.

Og det var den følelse der gjorde mest ondt af alle følelserne den dag: ikke at være alene, men at stå i et rum fuldt af svar og ikke få lov til at høre et eneste af dem.

"Vi tager en teleport tilbage," sagde Surain.

Han gik hen til et skab i hjørnet og tog en lille trækasse ned. Da han åbnede den, slog kulden op fra den, og indeni lå der fire kugler af is på et leje af hø, klare som glas og ikke større end valnødder. Han lagde én i hver af vores hænder og tog selv den sidste.

Isen brændte mod huden. Den var koldere end noget jeg havde rørt ved, koldere end fjorden i februar, og den skinnede svagt blåt inde i midten, som om der sad et lys fanget i den.

"Hold den til den er smeltet," sagde Surain. "Så slip."

Alôpex klatrede ned fra min hals og satte sig på min fod. Fulmen satte sig fastere på Retias skulder. Lynx lagde poten på Ahras sko.

Jeg holdt kuglen. Den smeltede langsomt, og så hurtigere. Vandet løb ned mellem mine fingre og dryppede på gulvplankerne, iskoldt, og jeg mærkede det løbe ned ad mit håndled og ind under ærmet. Kuglen blev mindre og mindre i min hånd, og da den sidste lille klump var ved at forsvinde, sagde Surain ét ord, stille, som om han sagde det til sig selv.

"Defluo."

Jeg slap.

Der kom et hvidt lys, som et lyn uden lyd, og i et splitsekund var der ingenting under mine fødder og ingenting i mine hænder, kun lys og fart og en kulde der løb gennem mig som vand gennem en sigte.

Og så stod vi i Surains gård.

Jeg stod. Jeg stod faktisk, på brostenene, med drivvåde hænder og hjertet i halsen, og Alôpex sad stadig på min fod og slikkede vandet af mine fingre. Ahra sad på en vandtønde ved muren og så ud som om han ikke helt huskede hvordan han var kommet derop. Retia stod lænet op ad væggen med lukkede øjne og Fulmen på skulderen og trak vejret gennem næsen, langsomt, som en der tæller.

Surain stod midt i gården med tørre hænder, som om ingenting var sket.

Vi lagde mønterne på disken. Surain talte dem ikke. Han skubbede dem til side med bagsiden af hånden og sagde farvel. Da vi gik ud af butikken og igen stod på gaden i Tés Aváir, med solen stadig over tagene og mennesker der myldrede forbi os, som om verden ikke havde forandret sig, kiggede jeg tilbage mod butikken en enkelt gang.

Surain stod i vinduet og kiggede efter mig. Ikke efter os. Efter mig.

Og hans ansigt bar stadig det udtryk man får, når man ser noget man har ventet på at se i lang, lang tid.