Stenløftet

Et stenløfte er et løfte, som selve slottet på Déynáir tager imod. Ahra har kun hørt om dem. Hans bedstemor mente, at det er slottet selv, der står bag, og at det er kræsent med, hvem det vil høre. Derfor gætter Ahra bagefter på, at en af de to drenge har en styrke i sig, som slottet fandt værd at lytte til.

Den første aften

Chris er faret vild i gangene og er faldet over en hemmelig passage. Ahra foreslår, at de to finder alle skolens hemmelige passager, før de forlader slottet, og rækker hånden frem. Chris tager den.

I det samme bliver stenene kolde. Faklerne blafrer, luften lugter som af sten fra en havbund, og Chris kan ikke trække hånden til sig. Det er ikke noget, der holder den fast. Den vil bare ikke. En dyb og gammel stemme, der kommer fra gulv, mure og trappe på én gang, nævner deres navne og spørger, om de mener det. Da begge har svaret ja, siger stemmen, at stenen nu bærer deres ord.

Ringen

Bagefter sidder der en usynlig ring af kulde om hver af deres håndled, næsten som et fugtigt stenarmbånd. Ahra fortæller, at ringen skal varmes op, hvis en passage, som ingen endnu har opdaget, er i nærheden. På den måde viser ringen vej.

Det sker, da Chris og Ahra begynder at lede om aftenen. Første gang en passage er nær, bliver Chris’ ring varm, og Ahra mærker det samme. Bagefter lærer Chris at dufte passagerne, før ringen når at sige noget. Ellers er ringen kold og sidder, hvor den plejer. Stenløftet er kun mellem Chris og Ahra, men Retia insisterer på at være med fra første aften, og de to tager hende med.

Prisen

Stenløftet koster kun noget, hvis det bliver brudt. Så betaler man med sin Dherak. Ahras bedstemor har kendt en mand, som svigtede sit stenløfte. I et helt år havde han en smag af kobber i munden, og han kunne ikke tænde et lys.

Senere i bogen lover vennerne hinanden noget nyt. Det er ikke et stenløfte, og slottet hører det ikke. De siger det bare og mener det.