Floden

Floden løber foran slottet på Déynáir. Da de nye elever kommer, er den mindst hundrede meter bred og så klar, at den lyser i det lave lys.

Flodprøven

Det første, de nye elever møder, er floden. De skal over den uden at blive våde. Professor Haltora viser det: Han sætter foden i vandet, og floden trækker sig væk fra ham, så han kan gå ned på bunden mellem to vægge af vand. De andre elever følger efter ham.

For Chris sker der noget andet. Vandet deler sig ikke. Det bærer ham, og han går over på overfladen, alene, mens de andre går på bunden under ham. Det er det, kapitel 3 har sit navn efter, og det rygte følger ham resten af efteråret.

En flod, der krymper

Ved døren til Førsteårsstuen hænger en tavle, hvor nogen hver morgen skriver flodens bredde med kridt. Ingen ved hvem. Den første aften står der 109 meter, og tallet falder dag for dag. Sidst i november er det nede på halvtreds. I december er floden nede på ti meter, kanterne er dækket af is, der knaser under fødderne, og den bliver ved med at krympe frem mod årets sidste dag. Mere om det under vintersolhverv.

Koldt vand

Chris vinterbadede hver morgen, længe før han kom til Déynáir, og savner det. Efter tre uger uden vand går han en tidlig morgen ned til floden, hvor tre ældre elever står og trækker vejret ved vandkanten. Der er ingen stige at holde i, som ved badebroen i Løverodde. Til gengæld svarer floden. Han mærker, at mange har stået her før ham.

Retia dukker op den tredje morgen, og Chris lærer hende kulden med Hannes regel om at tælle til ti. Det er første gang på Déynáir, at han er den, der ved noget. Det bliver deres faste morgen.

Sidst i den tredje uge lærer Maka ham at sætte sig med fødderne i vandet og lytte til flodens Dherak. Senere tager Surain ham med ned til floden om natten, for at han kan lære at lytte i stedet for at dufte.